Anmeldelse skrevet af Claus Hasle Larsen, Social- og Sundhedsskolen Fyn

Under devisen bedre sent end aldrig, bringer vi nu en anmeldelse af Shorts – Kortfilm i undervisningen, der udkom i foråret 2023 på Systime. Eller rettere: Den interaktive læringsportal Shorts åbnedefor snart et år siden lanceret med et fint webinar, som stadig er tilgængeligt på Systime. Og sidenhen udkom materialet på print. Bag værket står makkerparret Dorte Granild og Mette Wolfhagen.

“Shorts” er et forsøg på at kaste nyt lys over kortfilmen og kortfilmsanalysen i en mediefaglig kontekst – og i de kontekster, hvor kortfilm nu engang er brugbare. Ideen er at beskæftige sig med kortfilm på en ny og anderledes interaktiv måde. Og den gør det ved at go “all in” på én film – nemlig kortfilmen Ivalu (2023).

Fakta: Filmen Ivalu fra 2023 er skrevet og instrueret at Anders Walther for M&M Productions. Den er baseret på Morten Dürr og Lars Hornemanns grafiske novelle af samme navn fra 2019.   Filmen handler om pigen Pipaluks forsoning med tanken om søsterens Ivalus selvmord efter at være blevet seksuelt misbrugt af faderen.   Hele filmen er optaget on location flere steder i Grønland (Nuuk og Qaqortoq) og er co-instrueret af Pipaluk Kreutzmann Jørgensen og har et grønlandsk cast  – og derfor foregår filmen også på grønlandsk.   Ivalu blev i 2023 nomineret til en Oscar for bedste kortfilm (Live action) og var i år med i opløbet til at vinde en Robert i kortfilmskategorien Kilde: DFI

Det kan være farligt for holdbarheden at bruge bare en film som eksemplarisk materiale, men forfatterne har vurderet, at filmen i denne sammenhæng er langtidsholdbar. Det er godt set – og måske også tiltrængt for os, der kender Ole Thestrups replikker fra “Valgaften” lidt for godt. Når det er sagt, så åbner bogen også op for et væld af andre fede og tilgængelige kortfilm, fordi der er lister over anbefalinger, der tilgængelige på nettet. Og det er et scoop uden lige at få så eksklusiv adgang til ikke alene filmen, som kan streames direkte fra bogen – men også al det materiale fra råklip, manus, lyd, interviews og andet, som vi runder senere. Shorts er et smukt eksempel på, hvad der sker, når undervisningsbranchen arbejder direkte sammen med produktionsselskaber, kunstnere og DFI. Og endnu smukkere er det måske, at det var filmbranchen, der åbnede for samarbejdet. Mere af det.

Raskin går i dialog med Felando

Det handler om kortfilm. Og ligesom makkerparrets forrige bog “Dox – forløb i medier” fra 2016 kommer vi rundt omkring i alle afkroge af genren uden at finde det mindste støv. Værket er veloplagt skrevet. Anmelderen her har testet bogen i et introduktionsforløb i mediefag c, hvor ideen har været, at eleverne skulle bruge filmen til at få styr på fagbegreberne samtidig med, at vi i dansk værklæste den grafiske novelle.

Bogen er opbygget i fire kapitler – kort og godt. Indledende tilbyder Granild og Wolfhagen os et historisk og branchemæssigt tilbageblik på kortfilmen og introducerer Cynthia Felando som en teoretisk forlængelse af Richard Raskins parameterteori, så de syv parametre nu er skiftet ud med tre, som er formatets evne til at fortælle historier som en art indkogt fond (lille enhed/unity), den særlige begrænsede karakterfremstilling af oftest marginaliserede outsidertyper og de ofte overraskende slutninger. Teorien er her ledsaget af et par fine eksempler som fx Dario Faus “Papa”, som ikke er længere end et klik væk og varer under 3 minutter. Man kan nærmest ikke nå at hente kaffe, mens eleverne ser den. Denne dialog mellem Felando og Raskin sætter sig formentlig også spor, når eleverne senere skal lave produktioner.

Vil man kigge mere på forskellige typer af kortfilm, er det også en mulighed. Her nævnes en klassisk treakter, slice of life-kortfilm, som er disse ultrakorte hapsere, som fx førnævnte “Papa” og endelig de mere eksperimenterende film.

Kapitlet afsluttes med lækker liste over eksemplariske kortfilm, og glem alt om at lave opgaver til kapitlet. De ligger klar allerede klar.

Vi hopper lige til 3. kapitel, hvor forfatterne går i dybden med Anders Walthers værk som filmskaber og peger på inspirationskilder som Steven Spielberg. Anders Walther har arbejder i mange filmiske formater, som også inkluderer spillefilm, reklamer, kampagner og musikvideo. Man kan næppe sige Granild og Wolfhagen uden at sige “Dox”. Og 4. kapitel runder den såkaldte Short Dox eller dokumentarfilmen i kort format, hvor en vigtig pointe er, at den tit adskiller sig fra det lange formet ved at være mere “filmisk” eller eksperimenterende. Igen er der her links til en række film, som man bare skal hoppe ud i.

Nu skal ærmene smøges op

En af mediefaglærerenes mange udfordringer er at få alle elever til at pille ved materialet, til at få filmisk olie på fingrene, splinter under neglene og savsmuld i øjnene. Har vi ikke alle oplevet det, at en gruppe optager noget på skolen, fx en lille copycat. Marianne filmer løs med zoom, tilt og fokusskifte, så det ryger fra kameraet og stativet knirker, tæver sd-kortet ind i computeren og lynklipper råklippene med noget muzak, alt imens Peter og Allan på tredje time prøver at afgøre om Kasper Hjulmand skal køre med 2 eller 3 centerbacker i aftenens landskamp mod Langbortistan.

Her kommer kapitel 2 væltende ind ad døren som en anden superhelt. Kapitlet starter med, at vi kan få set Ivalu og undersøge en tidslinje over produktionens fire faser og minde eleverne om, at man altså ikke nødvendigvis kan lave en produktion på en søndag eftermiddag. Det er fremragende helt dokumentarisk at kunne vise en tidslinje fra den dag Anders Walthers læste bogen Ivalu til han tre år senere står med en færdig film. Måske kan en nyere udgave af bogen også inkludere festival- og filmprissæsonen som en del af arbejdet (En femte fase?). Eleverne får helt enkelt et fint og inspirerende indtryk af, hvad filmproduktion er. Altså sådan i virkeligheden.

Når man som mit hold har læst bogen i dansktimerne, er filmens produktionsbibel – altså det meget, meget omfattende materiale, som holdet søgte produktionsstøtte med, guld værd. Det minder meget om gruppeeksamens reflektionspapirer, og om ikke andet kan der være noget inspiration at hente her til fx at tænke visuelt.

Så dykkes der ned i de enkelte faser. Vi har adgang til shooting draft af manus – ja hele pivtøjet. Vi er med på locations scouting, vi kan se hvornår catering skal afhentes på Cafe Esmaralda i Nuuk i et dokument, der er funktionsportrætter fra lydmand og fotograf, som kan hjælpe i analysen, og som bare er supernørdet at lytte til. Og hvor er det dog dejligt og rørende at kunne vise et interview på 1 minut af den grønlandske skuespiller Angunnguaq Larsen, der lige har optaget en scene, hvor kan skal foregribe sig på et barn. Der er mange brikker, der falder på plads hos eleverne, når han stille og roligt og helt grønlandsk, forklarer hvor dybt, der skal graves mentalt for at spille sådan en rolle. Eller hvad co-instruktørens rolle er, når hun formentligt på modersmålet taler med børneskuespillerne inden en scene optages.

I afsnittet om postproduktionen kommer vi ind til klippebordet og følger arbejdet med klipning, lyddesign, colorgrading og en CGI-ravn, der er meget afgørende for at filmen overhovedet fungerer.

Til allersidst fokuseres der på trailer og plakat i distributionsfasen.

Og det er nu ærmerne skal smøges op og fårene skal skilles fra bukkene. Fåret er printudgaven af bogen. Den kan I parkere på hylden, mens I logger ind på Systime og lader bukkene komme på græs.

Til bogen hører der en række interaktive opgaver med som rent mediedidaktisk er geniale. 

I kapitel 1 er der en næranalyseopgave af en scene, der er bygget op over et nutidsspor og nogle flashbacks, som filmisk bliver fortalt på to forskellige måder. Det kan man arbejde med i første opgave både introducerende, men også som repetition før eksamen. Her kan man også arbejde komparativt med overgrebsscenen og få en god diskussion om, hvorfor den er så væsentlig anderledes fra bog til film.

I kapitel 2 hopper vi længere ned i produktionen og får lov til at se, hvordan lyssætningen er brugt forskelligt, man kan udforske lyden i et par indstillinger, hvor man kan klikke dialog, musik, effekter og foley til og fra i en grad, der er så sanseskærpende, at man nærmest skal bruge en lille pause. Endelig kan man klippe en scene ud af ægte råklip – og nyde lyset i øjnene på eleverne når de hører Anders Walther råbe “action” og klaptræet smælde i råklippet.

Til slut i kapitlet kan du lege med colorgrading og producere din egen trailer. At alt dette materiale er tilgængeligt ét sted er et lille fagligt mirakel. Det er intuitivt, måske lidt kluntet, synes nogen. Men først og fremmest er det tilgængeligt for Allan og Peter på deres egen computer. Det kan aktivere hele klassen og skabe grobund for nogle gode diskussioner. Øvelserne kan bruges i alle faser af forløbet – og fungerer godt i det introducerende forløb om filmiske virkemidler.

Muligheder med bogen

Shorts er selvfølgelig oplagt til brug i forløb om kortfilm, men jeg tænker også, at man kan arbejde med Anders Walther i et auteurforløb baseret på denne bog. Den kan bruges som intro til faget. Man kan såmænd bare lege med en af øvelserne, hvis man en dag har 20 minutter til overs. Og man kan supplere sit dokumentarforløb med afsnittet om short dox. Tværfagligt kan man selvfølgelig bruge den i arbejdet med fx Grønland og adaptation/remediering, og jeg arbejder også med brugen af børn og børneskuespillere, etik, og film om børn, fordi mit hold er EUX Pædagogiske assistenter. Faktisk vil jeg vove den påstand, at man med bogen i hånd – eller endnu bedre på computeren kan bygge et helt turboforløb op omkring Anders Walthers film – muligvis nok suppleret en lille smule. Men muligheden er der.

Så må I godt tage Shorts frem!

Nu giver vi jo ikke hatte, hjerter eller stjerner i vores anmeldelser. Men vi er oppe på øverste hylde. Det er nybrud i mediedidaktikken, som jeg først og fremmest tænker kommer eleverne til gode, fordi lærebogsteksten, filmeksempler og øvelse står side om side. Det er også en inspiration til at andre formater måske kunne følge efter (Kunne man forestille sig en DR/TV 2-bog efter samme tanke). Og det er måske en inspiration til andre fag og faglige tilgange til fx billedkunst, drama, dansk osv.

Jeg forstår godt, hvorfor man vil udgive Shorts i printformat – og den fik så 6 stjerner i Gymnasieskolen kort før jul, men jeg har det sådan, at det svarer til at købe et bokssæt med Scorsese-film, smide dvd’erne i skraldespanden, klippe sig en hanekam og kigge sig i spejlet og sige “Are you talking to me?”.

Og hvilke lærer med respekt for sig selv kan sige til sine elever: Så må I godt tage shorts frem?

Har man ikke adgang til Systime, må man jo en tur på kontoret (evt med lidt Scorsese-mindset i baghånden). Jeg forstår også godt, hvis Dorte Granild og Mette Wolfhagen her et år efter udgivelsen forhåbentlig klapper sig selv og hinanden på skuldrene og er stolte over deres værk. Der er helt åbenlyst, noget der er brugt mange ressourcer og høj faglighed på. Både fra forfatterne, men også fra forlaget side.