Af Anne Juul Møller, Odder Gymnasium

På Odder Gymnasium har vi fra 2017 – 2020 en forsøgsklasse, der arbejder med deltagerkultur. Kort fortalt arbejder hele klassens lærerteam løbende med at iværksætte forskellige tiltag, så klassen får et bedre læringsmiljø med større grad af deltagelse og fællesskabsfølelse. Desuden er klassen i dansk tilmeldt rammeforsøget med innovative prøveformer (https://uvm.dk/gymnasiale-uddannelser/proever-og-eksamen/rammeforsoeg-i-innovative-kompetencer).

I Mediefag, som hele klassen havde som kunstnerisk valgfag, valgte jeg derfor, at eksamensprojektet skulle have en samlende funktion, så hele klassen i fællesskab skulle udarbejde en kampagnestrategi for et lokalt firma eller forening. Da jeg på et møde med klassens lærere og vores projektansvarlige vicerektor præsenterede mine tanker, greb vicerektor prompte bolden og tilbød sin egen forening som ”case”. Hun er præsident (Ja, det hedder det) for Odders lokale afdeling af Soroptimister, som, atter ganske kort fortalt, er en frivillig forening af erhvervsaktive kvinder, der sigter mod at forbedre kvinders vilkår lokalt, nationalt og globalt. De har blandt andet solgt juledekorationer for at støtte lokale indvandrerbørn, så disse har råd til at gå til fritidsaktiviteter. Klassen fik også mulighed for at filme, da Soroptimisterne solgte små lilla sløjfer og balloner for at sætte fokus på international trafficking.  Klassen mødte i første omgang flere repræsentanter fra foreningen, der fortalte om deres ønsker og behov. Kvinderne fortalte eleverne om deres mærkesager og deres manglende synlighed i bybilledet og på de sociale medier. De bad eleverne om at udvikle en kampagnestrategi, som dels skulle oplyse om foreningens virke, dels hverve nye medlemmer og derudover forhåbentlig øge støttemidlerne.  Med dette for øje udviklede eleverne deres produkter med bund i teori om kampagner, viral videoproduktion og med et fast tag i den nye læreplans øgede fokus på tværmedialitet, distribution, medieplatforme, målgruppeovervejelser, medieetik etc. Det kom der seks meget forskellige produkter ud af, som nu bruges og skal bruges, på foreningens Facebookside, i den lokale biograf, på en messe og sågar på Odder Kommunes hjemmeside. Det er i sig selv en fantastisk oplevelse for eleverne, der nu ser deres produktioner få et virkelighedsnært efterliv. Så set fra min position som deres lærer, var projektet en succes. Eleverne kom derudover til eksamen og klarede sig rigtig pænt. Disse faktorer er naturligvis væsentlige, men endnu vigtigere er måske, hvordan eleverne oplevede selve projektet og de oplevelser, der knyttede sig til det. Jeg har derfor sat eleverne stævne, ret præcist fire måneder efter endt eksamen, og bedt dem være hudløst ærlige, så både de, jeg og forhåbentlig også læserne af denne artikel kan blive klogere til næste gang.

Hvad var jeres allerførste tanke, da jeg præsenterede jer for projektet?

Samtlige elever griner – fniser og indrømmer:

”I starten var vi jo lidt utilfredse. Specielt fordi de andre mediefagshold jo kunne vælge frit. Det var sådan set fint nok med kampagnegenren, den kendte vi jo fra piloten (Klassen havde besøg af Lommefilm, hvor de lavede en kampagne for Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden), men det var det med, at vi ikke kendte til Soroptimisterne og slet ikke kunne forholde os til dem, det var svært. Vi anede jo ikke, hvem de var, eller hvad de stod for. Og så er det jo heller ikke så ophidsende, at de sælger juledekorationer og lilla sløjfer. Men efterhånden som vi fandt ud af mere om dem, så blev det lidt mere klart, hvordan vi skulle gribe det an. Så det var sådan set fedt at have de der rammer, især da vi opdagede, hvor meget de andre mediefagshold bøvlede med at finde på en idé til deres film”.

Kan I sige mere om, hvad det positive ved konceptet var?

”Altså, jo mere vi fandt ud af, jo lettere var det, også fordi de jo slet ikke havde noget fedt på deres hjemmeside, så lige meget hvad, så ville vores jo blive mere fedt”

Alle griner, og en anden elev supplerer:

”Det var også rart, at de var så tilgængelige, damerne. Man kunne nemt få aftaler med dem, og de gjorde næsten alt, hvad man sagde. Man følte sig også helt voksen, når man skulle ringe eller skrive til dem. Det minder jo, som vi tit snakkede om, om et `rigtigt´ arbejde”. Eleven laver citationstegn med hænderne.

Hvad lærte I mest af under processen?

Eleverne kigger på hinanden, tænker lidt, hvorefter en pige siger: ”Det var i starten ret grænseoverskridende at kontakte folk, men i år har vi faktisk helt uopfordret gjort det i samfundsfag ved at ringe til en lokalpolitiker fra DF. Det har nok gjort det lidt lettere, at vi har prøvet det før”.

Der nikkes rundt om bordet, og en anden elev siger: ”Jeg synes klart, at det var testscreeningen, som man lærte mest af, altså hvor de andre gav respons på vores første gennemklipning. Det var sjovt at se de andres film, for så blev det tydeligere, at det var et fællesprojekt, og vi var alle sammen indstillede på at give kritik, man kunne bruge. Så kunne vi også stjæle hinandens klip. Så vi var ikke så sårbare, men havde lidt distance, fordi det ikke var 100 % vores projekt. Det sagde vi også til eksamen, at man ikke blev så fornærmet, når de andre pegede på en fejl”.

Der er nu flere hænder, fordi flere kommer i tanke om noget.

”Vi lærte også om, hvad vi må filme og hvad man må bruge af musik (Medieetik og ophavsret). Det var ret besværligt at hente tilladelser til at filme indvandrerbørn. Specielt i svømmehallen, hvor folk også var sure. Og også ret krævende at finde noget musik, der passede til filmen. Det lød alt sammen kikset.”

Alle nikker samstemmigt. Jeg spørger derfor:

Hvad var det mest frustrerende ud over musik og børn?

Eleverne er her ret hurtige til at komme med et svar.

”Altså, vi havde jo måske forestillet os, at det kom til at se mere professionelt ud, men vi lavede jo en masse begynderfejl”.

En anden nikker og siger: ”Ja, det kunne være meget fedt, hvis man kunne ændre noget af det nu, for der var ret langt fra vores idé til vores endelige film. Man skulle hele tiden have en plan B, men vi fandt da ud af, at vi kunne ændre meget i klippeprocessen. Men det tog godt nok lang tid.”

Tror I, at I brugte mere tid end de andre mediefagshold?

Eleverne diskuterer lidt indbyrdes. De er ikke helt enige. Nogle har venner eller kærester på de andre hold. De kommer frem til:

”Det er nok i virkeligheden samme mængde tid, men vi kom nok hurtigere i gang med at filme. Til gengæld brugte vi nok mere tid på at klippe og sætte det på de sociale medier og lave flere versioner. Vi fik i hvert fald ret travlt til sidst”.

Hvordan oplevede i selve gruppeeksamen?

”Det var faktisk ret hyggeligt” udbryder en dreng, tydeligvis selv lidt forbavset. ”Ja”, en pige er enig: ”Og så var det ret godt, at man kunne fortælle, hvad der var træls ved filmen, og hvad man burde have gjort. Men det var også lidt mærkeligt, at man stod der og udpegede alle de dumme ting, men det gav jo meget god mening, fordi vi så brugte soroptimsternes og resten af klassens kommentarer, da de havde set den første version.”.

Der nikkes, og en elev siger afsluttende. ”Det var også rart at have set censor. Så var man ikke så nervøs til sin egen eksamen”.

Med den kommentar takker jeg eleverne og får lov til at tage et billede af dem (medieetik). Slutteligt får jeg også lov til at dele det hele med jer, kære kolleger (Ophavsret). Skriv til am@odder-gym.dk, hvis I vil have tilsendt materiale og have adgang til produktionerne.