Af Malene Moesgaard Ludvigsen, Aalborg Tekniske Gymnasium

 

I vores portrætserie med fire unge, der har gjort medieproduktion til deres levevej, skal du nu møde

Søren Weper

Figur 1: Søren blev htx-student i 2016, og arbejder i dag ved Delsted Productions

 

Det jeg får fortalt giver først mening for mig, hvis jeg får mulighed for at mærke efter om det virker i virkeligheden

Noget af det første, der slår én, når man træder ind på Delsted Productions, er vel nok gennemsnitsalderen på alle de friske og imødekommende ansigter. 10 unge mennesker, de fleste i 20’erne, har deres daglige gang i lokalerne på Hjulmagervej centralt i Aalborg.
Man fornemmer med det samme en slående veltilpashed og ro. Men man skal ikke tage fejl for et ulmende drive ligger lige inde bag. Og de slår da også hurtigt over i en let legende, men fokuseret kameraøvelse, lige efter frokostpausen. Og måske er det i virkeligheden dét, der er med til at karakterisere dem der klarer sig i mediebranchen. Man skal kunne agere roligt i kaos, leve med kun at kunne se 14 dage ud i fremtiden, og så ikke mindst hvile i det at dagene aldrig er ens. Det har sine omkostninger at arbejde som fotograf og klipper i reklameindustrien, men det kan også give nogle fantastiske muligheder, hvis man griber dem. Søren har på få år oplevet mere end de fleste. Rejst rundt i verden for at indfange unikt content til mange forskellige virksomheder. Han tog det direkte spring fra gymnasiet ud i erhvervslivet, men det har krævet hårdt arbejde at nå dertil.

”Jeg kan huske vi engang fik lavet have om derhjemme. Der blev lavet sådan nogle bakker, og så havde vi nogle mountain bikes, og så synes vi det var ret fedt at køre rundt. Og så tænkte jeg: ”det vil jeg gerne lave en film om”. Jeg havde sådan et gammelt CoolPix kamera, og så optog jeg noget film. Og da det så var optaget, ja så vidste jeg ikke jo ikke hvordan man klippede det. Det måtte jeg jo så lære! Min far har altid lavet billeder, og film, og bryllupsfilm, og sådan noget. Og så begyndte jeg også at tage billeder med min fars kamera. Jeg tror, det var sådan det hele startede. Men min første egentlige kortfilm, den lavede jeg i 7. klasse. På det tidspunkt havde også nogle gode venner, der kunne have blevet datidens youtub’ere. De var sådan lidt….skæve i hovedet, så de fjollede ligeså stille rundt derhjemme. Og så havde Marcus, min gode ven, købt det er handycam til mange tusinde kroner, med night vision i og alt muligt. Og så tænkte vi: ”så kan vi jo lave noget med det. Vi vidste jo ikke det hed content eller youtube, men det var det, det var. Det var jo som en youtube kanal, hvor der blev lavet adskillige af sådan nogle skøre, og til dels, meningsløse videoer. En blanding imellem noget teater, og fjol, og bacon challenge. Altså alt det, som foregår på nettet nu. Det var det vi legede rundt med dengang og lagde op på nettet.

Jeg vidste dog ikke, at man kunne leve af det. Og jeg har aldrig vidst, hvad jeg ville. Men da jeg så gik i 9. klasse, så jeg at DR søgte sådan nogle folkeskolepraktikanter til at lave nyhedsudsendelser i DR-byen. Og der tror jeg det gik op for mig, at de her mennesker, der gik rundt og filmede, og som skrev, og som var med til at producere, at det måtte jo måtte være deres beskæftigelse. Ligesom mine forældre,  der gik et eller andet sted hen, i en eller anden bygning og tastede på nogle computere og kom hjem og så trætte ud, og kaldte der for deres arbejde. Ja, så var der altså også nogen der kaldte dét her, for arbejde. Forskellen var bare, at det her ikke var kedeligt. Så jeg tænkte: ”dét kunne jo godt være”. Så kom jeg hjem igen, og så startede det der fra.”

Sørens undersøgende og legende tilgang til livet, er noget alle fire i denne portrætserie kan nikke genkendende til. Men så hører ligheden også delvist op. For hvad får en dengang nyklækket student i 2016 til at kaste sig direkte ud i et arbejdsliv i mediebranchen uden en egentlig uddannelse? Et spring ud på en omskifteligt og barsk arena, hvor tingene aldrig står stille, og hvor flere andre står klar til at overtage dit job, hvis du halter bagefter. Det var et atypisk træk, vil nogle måske mene. Ikke mindst i en tid, hvor ordet uddannelse er over alles læber.

”Det, der gør den her branche meget sigende, er, at du ikke ’bare’ tager en uddannelse. Det er noget man skal ville, og det er noget, der skal arbejdes ind under huden, tror jeg, og i lang tid. Og så skal man have passion! Man starter jo med at arbejde de her famøse 1000 timer gratis, før man får den første time betalt. Så dér, er der jo mange der springer fra. Og der er også mange om buddet. Det er en branche der udvikler sig meget, så der er jo ekstremt mange veje ind, i modsætning til mange andre fag. Men det er også det, der gør det lidt sjovt.

Jeg benægter jo ikke uddannelse Jeg tror på der findes mange gode steder, hvor man kan starte for at komme tættere på [red. arbejde i mediebranchen]. Men jeg følte aldrig et behov for at få en uddannelse, fordi jeg i min gymnasietid fik studiejob her [red. Delsted Productions], hvor jeg i starten var lidt i mesterlærer hos en, der vidste meget om live-fjernsyn. Så der har aldrig være ro til at tænke over: ’jamen, hvad vil du så nu?’ Telefonerne har altid ringet, og der har altid været nogen, der kunne tilbyde mig noget. Men hvis ikke jeg havde haft studiejob, så ved jeg ikke. Så havde jeg nok fundet på noget. Så havde jeg nok taget en uddannelse, måske læst medievidenskab på universitetet, eller sådan noget.”

Hvad er så Sørens gode råd til dem, der skulle være interesseret i at søge i samme retning, som ham selv? Måske ikke overraskende – ligesom de tre andre i denne portrætserie: hårdt arbejde og fortløbende ihærdighed, dog krydret med en lille løftet pegefinger, der stadfæster, at et job i mediebranchen langt fra er noget, man ”bare” kan læse sig til.

”Hvis man er på et gymnasium og tænker , at det her kunne være sjovt. Så skal man være indstillet på, at man ikke kommer sovende til det. Det er også derfor jeg er lidt imod uddannelse. Man kan ikke bare læse på universitetet, eller noget andet, og så tro, at så er man færdig og klar til arbejde i mediebranchen. Man får aldrig et arbejde, med mindre man har en portfolio, der fortæller noget andet. Derfor er MSP [red. Multiplatform Storytelling and Production] og FTP [red. Film og Tv-produktions] uddannelserne også bygget op omkring praktikophold, hvilket jeg synes er godt.

Hvis man fx kommer med en ansøgning her [red. Delsted Productions], så skal det være sådan, at man kan se, at personen slet ikke kan lade være med at lave film. Det er dét, der er afgørende for, om man får en karriere. Jeg tror også, det er det, der afgør, om man kan holde til at være i branchen. Det handler ikke så meget om, om man har lavet én skide god film. Det handler om, at man har masser af erfaring, har prøvet alt muligt, og man fortsat gør det hele tiden. Der skal ikke være en måned, hvor man ikke laver noget. Og hvis man ikke kan få et betalt reklamejob, så finder man bare sammen med nogle venner og laver en musikvideo, eller laver noget sjovt, eller laver noget youtube content. Det vigtigste er, at man ikke stopper. Man skal ikke være bange, man skal bare prøve, og blive ved med at prøve og fokusere på det at lære. Det er hårdt arbejde. Men man skal ikke være bange for at lave noget anderledes, eller prøve at tænke kreativt. Jeg har stor respekt for dem, der bryder med normen. Men det er selvfølgelig klart, at man skal kende til reglerne, for at man kan bryde dem.”

Og reglerne stiftede han blandt andet bekendtskab med på gymnasiet. Ikke mindst i faget ”Kommunikation og IT” som han havde på A-niveau. Det fag var i virkeligheden årsagen til, at han valgte den gymnasiale uddannelse, som han gjorde.  Men hvilke kompetencer tog han med sig fra gymnasiet, og hvilke ting manglede på uddannelsen ifølge hans optik?

Grunden til, at jeg tog på htx, var fordi der var en linje, der hed ”Kommunikation og Medier”. Men det [red. at dygtiggøre sig] handler ligeså meget om modningsprocessen, og om at trænes i ihærdighed. Men det er klart at det store fokus på gruppearbejde og projektarbejde på htx helt sikkert er noget, jeg har kunne bruge her bagefter. Jeg savnede dog noget mere samarbejde med erhvervslivet og deciderede praktikforløb. Jeg meldte jo mere eller mindre ud til mine undervisere, at jeg ville skippe dele af undervisningen, for at få tid til at arbejde på produktioner ved siden af gymnasiet. Det var en prioritering, for den del manglede jeg. Jeg søgte det der med at komme ud i virkeligheden. Jeg synes, det er dér, hvor det man lærer, giver mening. I det fiktive set-up, er der heller ikke noget på spil. Det er jo meget det, der driver mig her i hverdagen. At hver gang man laver noget, så er der jo en helt masse på spil for de virksomheder vi arbejder for. Jeg kan godt lide, at der er en konsekvens, hvis ikke man følger op.

Jeg kunne også godt have valgt mediefag som valgfag dengang i gymnasiet, men det var ikke en del af studieretningen, så jeg prioriterede ikke at have et ekstra fag. Jeg kom frem til det, at jeg ville få mere ud af at arbejde ved ”Delsted Production” og lægge timerne der. Men jeg tænkte faktisk på, at det kunne være, der var nogle gode ting, man kunne lære i det fag, og jeg var egentlig lidt ked af at skulle vælge det fra, kan jeg huske. Jeg ville gerne have haft det, fordi jeg tænkte, det var et fag der gav mening.  Jeg husker faktisk helt tilbage i folkeskolen, at jeg var sur på en af mine lærere, fordi hun sagde total, halvnær og sådan noget. Fordi jeg så jo youtube, og havde min ”uddannelse” den vej igennem, hvor man i stedet brugte nogle andre begreber i undervisningen. Så det var først, da jeg kom ud i virkeligheden, at jeg fandt ud af, at det faktisk var de termer, der blev brugt. Også når man sidder og producerer dansk live-tv. Det gælder også her [red. Delsted Productions] når vi laver storyboards. Det er den terminologi, der bliver brugt. Men jeg troede bare ikke på det, og havde ikke respekt for det, før jeg oplevede det i virkeligheden.”

Det er på mange måder en ressourcekrævende vej, som Søren har valgt, og det bliver ikke nemmere af, at han ofte må retfærdiggøre, hvorfor han ikke har valgt uddannelsesvejen. Heldigvis tager han det med ophøjet ro og et overbevisende smil på læben.

”Jeg møder tit folk, der spørger mig, hvilket sabbatår jeg nu er på. Og så svarer jeg bare: ”ork ja, sabbatår. Jeg starter på en uddannelse den dag, hvor jeg keder mig.”
Min mor siger tit det der med at få papir på tingene. ”Du kan jo ikke få papir på det, du laver?” Men det synes jeg ikke giver mening. Altså papiret ligger der jo i kraft af de produkter, der bliver lavet.

Jeg tror også meget på det hele menneske. Og jeg synes, at jeg har kunne se, at de dygtigste mennesker er dem, der har kompetencer inden for rigtig mange ting. Fx fotografer, som også er skide dygtige musisk. Så jeg er ikke nervøs for på et tidspunkt at skulle lave noget andet. Det ville ikke være usandsynligt, at jeg på et tidspunkt, om nogle år, går på Journalisthøjskolen, eller noget i den dur. Her på Delsted Productions har jeg lært, hvordan tingene hænger sammen; hvordan man producerer fra bund til top. Og så synes jeg, jeg er et meget rolig menneske, når tingene begynder at spidse til. Fordi det er jo sådan det er! Det lærer man i mit arbejde.”