Af Niels Roe, Espergærde Gymnasium

Siden filmens fødsel i 1895 har biler indgået som en naturlig del i tusindvis af film. Enten som forbipasserende køretøjer uden større betydning eller som et sted med symbolsk værdi. Derfor kan biler ses som et abstrakt billede på en eksistentiel udflugt eller som et konkret billede på en vild flugt. Genremæssigt er her tale om en road movie og en actionfilm. Den første rummer som regel et dybere budskab, mens den anden typisk kun berører overfladen – eller rettere asfalten. Her kan passende skelnes mellem affekt i en road movie og effekt i en actionfilm. Eller måske bedre mellem følelse og fart.

I første del af filmens historie fungerede biler overvejende som virkningsfulde rekvisitter. Det gælder eksempelvis i Walter R. Booths engelske slapstickkomedie The automatic motorist (1911), tyske Harry Piels fantasyfilm Den flyvende bil (1920) og Larry Semon og Norman Taurogs actionfilm The Show (1922). Med film som amerikanske John Fords The Grapes of Wrath (1940), der bygger på en roman af John Steinbeck og Preston Sturges’ Sullivan’s’ Travels (1941), får bilen et helt nyt liv og symbolsk betydning. Biler går fra at være ordinære rekvisitter, der kan forstærke den udvendige handling og konflikt til ligeledes at være en original rekvisit, der kan underbygge den indre fortælling hos karaktererne i en film. Man er fristet til at omformulere Rene Descartes’ berømte filosofiske citat ”jeg tænker, derfor er jeg” til ”jeg kører bil, derfor er jeg.”

I John Fords The Grapes of Wrath repræsenterer bilen et samlingspunkt for familien Joads, der søger lykken andetsteds, efter de har mistet deres gård grundet den store depression i 1930’erne. Undervejs på den berømte Road 66 konfronteres familien med døden og bristede illusioner for sidenhen at genvinde håbet i Californien. I Preston Sturges’ Sullivan’s Travels benyttes fattigdom og fortabelse også som baggrundstæppe. Her tager den succesrige instruktør John L. Sullivan (Joel McCrea) på en længere og lærerig odyssé på de amerikanske landeveje. Han klæder sig ud som en bums for at komme tættere på bunden af det amerikanske samfund. Det humanistiske budskab i begge film er ikke til at tage fejl af: mennesket er intet uden hinanden, og i en bil kommer vi tættere på hinanden.

Samme tematik gør sig gældende i flere europæiske film. Eksempelvis den svenske instruktør Ingmar Bergmans lavmælte og filosofiske Smultronstället (1957). Den pensionerede og gnavne læge Isak Borg (Victor Sjöström) skal rejse fra Stockholm til Lund for at modtage en hædersmedalje. Borg er passager, mens svigerdatteren Marianne (Ingrid Thulin) kører bilen. Filmen er fyldt med mindeværdige samtaler om døden, ensomheden og indeholder flere symbolmættede drømmesekvenser. En anden film med samme tematik er italienske Federico Fellinis La Strada (1954). Her rejser gøglerparret Zampanò (Anthony Quinn) og Gelsomina (Giulietta Masina) rundt i smukke italienske landskaber og landsbyer i deres røgspruttende mopedbil.

Ikonisk slutscene

Biler skal ikke nødvendigvis være i bevægelse for at danne ramme om en dramatisk scene. I amerikanske Elia Kazans mesterværk On the Waterfront (1954) møder vi den storspillende Marlon Brando, som den temperamentsfulde havnearbejder Terry Malloy. Filmen indeholder en af de mest berømte replikker i filmhistorien: ”I could have been a contender. I could have been somebody. Instead of a bum, which is what I am – let’s face it.”, der fremsiges med stor patos på bagsædet af en stillestående taxi.

Andre amerikanske instruktører som Terrence Mallick og Martin Scorsese har sidenhen benyttet biler som vigtige fremdriftselementer i henholdsvis Badlands (1973) og Taxi Driver (1976). Den første film er et slagkraftigt oprør mod stivnede autoriteter og med langt mere dybde end Arthur Penns hæsblæsende Bonnie and Clyde (1967). I Taxi Driver suges tilskueren ind i en forskruet mands sind. Hovedkarakteren Travis Bickle, eminent spillet af Robert De Niro, triller rundt i sin gule taxi i New Yorks lowkey mørke og neonoplyste gader, mens han grubler over tilværelsen og planlægger et attentat mod senator og præsidentkandidat Chales Palantine (Leonard Harris).

I italienske Michelangelo Antonionis Profession: reporter (1975) spiller Jack Nicholsen ligeledes en psykisk plaget mand, der ender sine dage i highkey belyste sandklitter i en gold ørken, hvor hans hvide jeep er kørt fast. I tyske Wim Wenders poetiske Paris, Texas (1984) leder Travis (Harry Dean Stanton) forgæves efter sin datter på de amerikanske veje. I David Lynchs syrede Wild at Heart (1990) er Marietta Fortune (Diane Ladd) på jagt efter sin datter Lula (Laura Dern), der er stukket af med den impulsive Sailor Ripley (Nicolas Cage). Filmen er en hyldest til friheden repræsenteret via Sailors flotte sorte Mustang cabriolet.

I Ridley Scotts underholdende Thelma and Louise (1991) flygter to kvinder fra dagligdagens trummerum og voldelige mænd. I den ikoniske slutscene befinder de sig i et ørkenlandskab. Her kører de ud over en stejl skrænt for at undgå politiet. Rolige panoreringer, nervepirrende krydsklipning, parafraserende underlægningsmusik og imponerende supertotaler udgør denne højdramatiske scene. Her til lands instruerede Ole Bornedal en pendant i form af Charlot og Charlotte (1996). Manuskriptet i denne tv-serie er fyldt med vittige og sylespidse replikker om livet.

 Det samme gælder den amerikanske instruktør David Finchers nyklassiker Se7en (1995), hvor en af slutscenerne udspiller sig i en politibil – endnu engang i ørkenen. På bagsædet udbasunerer morderen John Doe (Kevin Spacey) sin væmmelse og afsky mod menneskeheden. Den lange tirade af ord suppleres af overbevisende krydsklipning mellem bilens to andre passagerer – politibetjentene Mills (Brad Pitt) og Somerset (Morgan Freeman).

Morsom road trip

Politibiler er faktisk et yndet sted for eksistentielle overvejelser. I HBO-serien True Detective 1. sæson (2014) opholder det umage makkerpar Rust (Matthew McConaughey) og Hart (Woody Harrelson) sig ofte i en politibil. Særligt Rust har for vane at drive Hart til vanvid med sin endeløse diagnoser og sortseende karakteristikker af menneskeheden og planeten. Rust omtaler verden som en stor ghetto og er fortaler for selvkorsfæstelse. Den menneskelige bevidsthed er ifølge Rust en evolutionær fejl, og mennesket er blevet alt for selvbevidst. Den jævne og djærve Hart trygler bogstaveligt talt Rust om at holde kæft! Hart ønsker bilen skal være et sted for stille refleksion.

Netop denne praksis efterleves af forbryderen Gaear (Peter Stomare) i Coen-brødrenes tragikomiske Fargo (1996). Mens forbryderen Carl (Steve Buscemi) plaprer løs om rygningens skadevirkninger og andet, samtidig med han kører i en Oldsmobile Cutlass Ciera, har kompagnonen Gaear ikke sagt en lyd i 4 timer. I samme film møder vi den snusfornuftige og højgravide Marge (Frances McDormand), der kører sin politibil gennem smukke frostklædte landskaber i supertotal, mens hun med hjælp fra tankens listige evner forsøger at gennemskue mordmysteriet i den lille vindblæste by af samme navn som filmen.

I Quentin Tarantinos snaksomme Pulp fiction (1994) møder tilskueren to jakkesætklædte mænd i anslaget. I en bil småfilosoferer de to lapser over alt fra fri marihuana i Amsterdam til udtalen af en burger i Paris. I Alexander Paynes livskloge Sideways (2004) er vennerne Miles (Paul Giamatti) og Jack (Thomas Haden Church) taget på en længere polterabend i en slidt Saab 900, inden Jack skal giftes. På rejsen smager de på californiske vine og konfronteres med deres indre dæmoner. Især Miles er ramt af en nagende livskrise og siger på et tidspunkt: ”Jeg er et fingeraftryk på en skyskraber. Jeg er en plet lort på en serviet, der flyder ud i havet sammen med tonsvis af affald.”

I Barry Levinsons hjertevarme Rain Man (1988) styrer den modsatte selvopfattelse. Her tager selvsikre og kække Charlie Babbitt (Tom Cruise) sin autistiske bror Raymond (Dustin Hoffman) med på en ”coming together” rejse i sin nyarvede Buick Roadmaster convertible. Turen ryster de to brødre sammen på måder, de ikke havde regnet med. Det samme gør sig gældende i Jim Jarmuschs absurde Stranger than Paradise (1984), hvor Willie (John Lurie) og vennen Eddie (Richard Edson) tager på en morsom road trip for at besøge Willies kusine Eva (Eszter Balint). Filmen udmærker sig gennem meget lange indstillinger. I dansk regi kan nævnes en anden ”buddy film” nemlig Thomas Vinterbergs De største helte (1996). De to venner Karsten (Thomas Bo Larsen) og Peter (Ulrich Thomsen) er på flugt fra politiet og i eksistentiel kamp med fortiden

Veje og vildveje

En helt anden eksistenskamp finder sted i argentinske Damián Szifrons vanvittige Wild Tales, der består af seks uafhængige historier heriblandt en fortælling om to bilister, der kommer i voldelig karambolage med hinanden. En lignende kamp gør sig gældende i Christopher Nolans narrativ indviklede Memento (2000). Hovedkarakteren Leonard (Guy Pearce) har mistet sin hukommelse og kæmper en umulig kamp med at sammenstykke brikkerne i sin kones mordgåde, mens han fumler med noter i sin beskidte Jaguar. Døden lurer i David Cronenbergs foruroligende Crash (1996), hvor karaktererne bliver seksuelt opstemte ved at overvære eller tage del i biluheld, og i George Sluizers uhyggelige hollandske film Sporloos (1988) spiller en bil en central rolle i en filosofisk mordgåde.

Af nyere dato skiller Steven Knights nærgående Locke (2013) sig markant ud både form- og indholdsmæssigt. I halvnære indstillinger og via subjektiv lyd kommer vi helt tæt på Ivan Locke, der kører gennem natten i sin store BMW, mens han på det indre plan kæmper med familielivets genvordigheder, udtoner lyskeglerne stemningsfuldt i baggrunden på det ydre plan. Herudover bør Peter Farrellys Oscar-vinder Green Book (2018) medregnes blandt film, der tager livgreb med tilværelsens små og store spørgsmål. Filmen tager tilskueren med på en rørende rejse gennem de amerikanske sydstater, hvor racismen dominerer på hvert gadehjørne og spillested. Tony Lip (Viggo Mortensen) agerer chauffør for det musikalske geni Dr. Shirley (Mahershala Ali). I den irgrønne Cadillac fører de begavede samtaler om livets mange veje og vildveje.

Fra andre verdensdele kan man pege på brasilianske Walter Salles On the Road (2012), der skildrer forfatteren Jack Keraouc vilde færd over det amerikanske kontinent i højt tempo og med håndholdt kamera. I Iranske Abbas Kiarostamis gribende Smagen af kirsebær (1997), følger vi en mand gennem snesevis af statiske halvnærindstillinger inde i en stor Range Rover. Manden ønsker at begå selvmord. Her er det svært ikke tænke på den franske forfatter Albert Camus’ åbningsreplik i bogen Sisyfos-myten (1942): ”Der findes kun ét virkelig alvorligt filosofisk problem: Selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål. Alt det øvrige… kommer i anden række. Det er legeværk.”

I Alfonso Cuaróns mexicanske Y Tu Mamá También (2001) er der modsat tale om en åndelig og seksuel vækkelse, hvor de to ungersvende forføres af en moden kvinde, som de er på road trip sammen med. I Chang-dong Lees Burning (2018) bliver en lækker Porsche et billede på klasseforskel og magtforhold i det moderne Sydkorea, mens den smyger sig elegant gennem støvede grusveje og storbyens betonjungle.

Det vrimler med biler i film, og det vil det nok blive ved med. Mange film henvender sig til fartdjævle, motorbøller og folk med benzin i blodet. Modsat findes der adskillige film, som bruger biler som tematisk ledemotiv og eksistentielt tilholdssted. I disse film fungerer bilen som en metafor for alt lige fra familiens sammenhold, individets frigørelseskamp, kæresteparrets eskapisme og menneskets drifter. Af den grund kan biler på film let vække følelser og tanker hos tilskueren uanset deres fart.