Af Inge Knudstrup Thøgersen, Herning Hf og VUC
I begyndelse af et skoleår spørger jeg mine elever om, hvad de ser på streamingtjenester, i flow TV, i biografen, spiller af computerspil, og om de arbejder praktisk med medier. En stor del, især af pigerne, svarer at de ser ‘Greys Anatomy’. Dette er anledningen til, at jeg har skrevet denne artikel. Hvori ligger fascinationen af denne TV-serie, den har melodramaets træk og trivialgenrens kærlighedsdrama og et ensemble med forskellige identificerbare typer? Det er nok mere de ting, der tiltaler eleverne, men fokus her bliver mere, hvordan hospitalet som arena kan tilbyde mere end melodramaet. Fascination kan bestå i at seeren kan lade sig opsluge af en eskapistiske verden med de overdrevne følelser og dramaer, og alligevel føle sig tæt på virkeligheden. Hospitalsserien spejler på sin egen facon samfundsdebatter og tilstande i samfundet. I undervisningen kan de trivielle hospitalsserier bruges som tilgang til forståelse af de filmiske virkemidler. Med afsæt i den slidte, genkendelige skabelon, kan eleverne blive skarpere til at se og formidle det filmiske sprog, også når det eksperimenterende dukker op, som de måske kan møde i ny sæson af ‘Riget’ (2022). Så måske kan denne underlødige genre mere end slå tiden ihjel?
Fascinationen af trivialserier
Hospitaler er grimme! De er kolde, visuelt rodede og hygiejnisk anonyme. Hospitalet er ikke den smukke indbydende location, og det er ikke nemt at dyrke grimhedens æstetik heller. Men hospitalets rum kan danne baggrund for dramaet: Hospitalets rum kan danne en nærmest usynlig, tilbagetrukket ramme for almengyldige etiske dilemmaer, for livets smerte og vendepunkter, og ikke mindst for de menneskelige relationers forskelligheder. Man kunne se på brugen af hospitalet som location i spillefilm. Milos Formans ikoniske klaustrofobiske psykiatriske hospital i Gøgereden, eller den labyrintiske, symbolladede institution i Scorseses Shutter Island. Melodramaer om den uhelbredelige sygdom som i tåreperseren A Lovestory udspiller sig også over sygelejet.
I artiklen her er fokus på valg af hospitalet som location for TV-serier, da det er et yndet valg af location. Et andet incitament er den brede appelværdi disse serier har. De fleste er populistiske, kommercielle serier med målgruppe, der nyder ’feel-good’ eskapisme og med et seertal, der sikrer flere sæsoner end der måske burde være. Der er dog undtagelser, hvor der i dette stereotype univers leges med mere eksperimenterende mise-en-scene og stil.
Livet og melodramaets cyklus
Medical drama er genrebetegnelsen i engelske oversigter. I Danmark kan man få lyst til at kategorisere disse hospitals TV-serier i snitfladen mellem triviallitteraturens lægeroman, Tv-seriens undergenre soap-opera og melodramaet. Samtidig med åbninger for eksperimenterende udtryk mellem fortællingens klicheer.
Soap-operaen som genre har intriger i familien og på arbejdet som handlingstrådenes indhold. Stereotyper udspiller et nyt absurd livsafgørende, dog genkendeligt drama – hver eneste dag, hver eneste episode og spændingsbuen holdes konstant udspændt. Soap-operaen er en endeløs føljetonserie, der er båret af følelsesbaseret dialog, hvor konfliktniveauet skrues konstant op. Soap-operaen er karakterbaseret, og karaktererne i serien er centrale og alle konstellationer afprøves, bare serien kører længe nok over skærmen. De optrædende i seriens ensemble er i konflikt med hinanden i variable konstellationer. Soap-operaens miljø omhandler almenmenneskelige temaer: Problemer opstår – problemer løses. Der tages afsæt i familien – i hjemmet eller på arbejdspladsen – og løsningen findes i replikbaserede scener (Per Helmer Hansen, TV-serier, Frydenlund, 2012, s. 139-140). Den mest overlevende soap er General Hospital (1963-), der er oppe over 6750 episoder over mere end 50 sæsoner, og den har hospitalet som primær location.
Melodramaet er ikke den mest eftertragtede genre i klassen, da den banalt og trivielt trækker på de store følelser. Genren tilbyder seeren en flugt fra eget liv. Eskapisme kan betegne trivialgenrens grundsten, idet den opererer med en genkendelighed af hverdagens dilemmaer og seerens eget følelsesliv – uden reelt at komme for tæt på. Denne form ses i størstedelen af eksemplerne i artiklen her, men netop tilknytningen til de klichefyldte scenarier åbner for det eksperimenterende. I 1990’ernes senmoderne leg tog Lars von Trier fat i trivialseriens banaliteter i TV-serien Riget (1994, 1998) og i anden æstetisk indpakning. En anden nicheserie er Steven Soderbergs The Knick, der skaber et fascinerende ufilmisk nivers på The Knickerbocker Hospital.
Eksemplerne i artiklen er episodeserier eller følgeton-serier. Der er statiske karakterer med simple egenskaber og et kendt setting – location: et navngivet hospital. Der er et fast dramaturgisk mønster, hvor et problem – fysisk, psykisk eller relationelt præsenteres i anslaget og løses til sidst. Groft ridset op kan man sige, at der arbejdes med episodebuer i patientfortællingerne og de mere personligknyttede konflikter holdes i live i seriebuen.
Orkestrering af karakterer indeholder en hovedperson, og så er det svingende, hvor meget det resterende ensemble får lov at fylde. Der opereres med gentagelser, genkendelighed og identifikation med hensigten at fastholde seernes fascination. Der fastholdes en relationel forbindelse med seeren qua melodramaet og det castede ensembles mangfoldighed. Etiske beslutninger, moralske dilemmaer er med til at gøre seriens plot vedkommende, selvom karaktererne er flade (Per Helmer Hansen, TV-serier, Frydenlund, 2012, s.84-87).
Location – de mange rum
Et rum til alle følelserne, et rum til de store og de små fortællinger – de findes alle i hospitalets interiør.
Tv-seriernes episoder i ’hospitalsdramaer’ indledes ofte med et establishing shot eller med et medicinsk/ kirurgisk drama in medias res. Når scenen er sat, skal gåden løses, mennesket lappes sammen og ensemblet overgå sig selv, inden udtoningen lukker indtil næste episode.
Hospitalet udgøres af forskelligartede arenaer, locations. Mange episoder i hospitalsdramaer åbner med et establishing shot, der viser os rammen/stedet – beton og spejlbygning med potentiale for mange mindre scener. Hospitalets eksteriør bruges til ankomst og afgang, og et stoppested for passage til det indre – interiøret, hvor historierne for det meste udfoldes. Ofte kan hospitalet ses som karakterernes hjem (selvom vi som seeren indimellem tages med til hjemmeadressen). Der er de åbne rum som receptionen, gangarealer, patientstuer, er ofte springbrættet for episodens sygehistorie.
I modsætning hertil findes de mere lukkede rum, såsom laboratorier, chefernes kontorer, tilkalderummet, toiletter og ’afvaskningsrum’ (forstue til operation). De ukendte rum i kældre, hvor der arbejdes med en mere skummel mise-en-scene. Hvorimod der på toppen af bygningen gerne er anledning til en åben helikopterlandingsplads, hvor suspense kan intensiveres med vejrforhold og endnu en vej til narrationens spændingsopbyggende kurve med last minut rescue. I de fleste serier skabes også det officielle rum, hvor den enkelte episodes spændingsbuer, hægtet på sager, ofte ankommer og præsenteres for de ansatte og for
seeren. Dette ses især i skadestuen som primær location. Et godt eksempel er det epicenter receptionen udgør i ER, Nightshift og dels i Chicago Med. I modsætning hertil er de mere intime, private rum som personalestue, omklædningsskabsrum og ’afvaskningsrum’, hvor seriebuerne udfoldes, og karakterernes relationer sættes på prøve. I Scrubs og Greys Anatomy er ‘The On-Call-room’ et af de steder hvor den fysiske tiltrækning mellem karaktererne udleves og seriebuen forstærkes. På et hospital opereres, så operationsarenaen er den centrale location.
Operationsteateret
I kernen af locations muligheder er operationsstuen, hvor dramaet mellem liv og død iscenesættes. Anslaget i The Knick (Soderberg, 2014 s1, e1): Dr Thackery arbejder på New York hospitalet The Knickerbocker. Serien åbner med Dr. Thackerys ankomst til The Knickerbocker hospitalet fra en opiumshule med letlevende kvinder. Dr. Thackerys operationsstue er et teater, en amfiscene i en victoriansk arkitektonisk stil. En location der viser lægevidenskabens udvikling af kirurgiske metoder. Kontrasten mellem de sortklædte mænd i mørket på tilskuerrækkerne står i kontrast til de hvidklædte læger, der på en oplyst scene kæmper for at løse kirurgiske gåder (for eksempel kejsersnittet). Lydsiden underbygger denne kamp for at redde liv, med overdrevne effektlyde af blod der bliver suget op med mekanisk apparat drevet af lydskabende håndsving. Lyden fra blod der strinter ned i glasflasker. Lyden fra emaljefade der støder sammen. Lydtapetets reallyde opfyldes yderligere af knirkende hjul fra bårer og rulleborde, luftpumpens susende rytme og blodfyldt og dryppende gaze, der smides i fade. Hosten fra rækkerne minder om at der er publikum på teaterrækkerne. Rekvisitternes udseende underbygger denne efterligning af operationsteatre fra 1900-tallet, hvor eksempelvis materialevalget til masken er læder og messing. Den har en helt anden æstetik end de moderne klassiske silikonemasker, plastiklignende narkosemasker, som ses i den samtidige udgaver af operationsstuer. Billedbeskæringerne bringer seeren tæt på – fra kameraets lavtstående position, og gennem kirurgernes arbejdende arme og med frøperspektiv på dem – mens der arbejdes. Den geniale elektroniske ambiente-underlægningsmusik forsvinder når operationen går i gang. Det håndholdte kamera etablerer et andet stilistisk, mere autentisk udtryk, der netop fremmer oplevelsen af det teatralske drama der udspiller sig på operationsteaterets scene.
Greys Anatomy (Skabt af Shonda Rhimes/ Instruktion Peter Horton, s1, e1) er en hospitalsserie, der indtil videre er nået op på 17 sæsoner, hvilket må afspejle, at der er seere nok til at fastholde og dyrke universet. I seriens locations er operationsteateret også at finde, men i en anden mere nutidig udgave. Åbningsbilledet i første episode er et slowmotionpræget nærbillede, og sløret operationssituation i dobbelteksponeringer og montage, som giver et præg af flashback eller en abstraktion over kirurgpraktikanternes drøm – nemlig at operere. Sekvensen afsluttes abrupt med swishpan til hjertemålermaskinen med en enstonig lyd af flatline, mens voice overen konstaterer, at hun er ’på røven’. Hvorefter der klippes til nærbillede af DR. Grey, der vågner. Den følgende scene i Dr. Greys hjem præsenterer seeren for den trivielle melodramatiske seriebue om Merediths Grey og Derek Shepards kærlighedsfortælling. Med hovedkarakterens Meredith Greys voice over skabes set-up for både en del af hendes private drama (Hendes mor, Ellis Grey), men også for hvad den professionelle drøm er for de kirurgpraktikanter, der møder på deres første dag på Seattle Grace Memorial Hospital. Næste scene, efter en montage af supertotaler af Seattle, træder kirurgpraktikanterne ind i operationsstuen, mens chefen fortæller ’I kommer her fulde af forhåbninger (…) I dag er I selv læger’. Kontrasten mellem lys og mørke bruges også her – som i The Knick, men i en anden udformning: Vi, seerne, er inde i det mørke operationsrum, og chefen åbner døren. Lyset strømmer ind ad døren som eneste lyskilde, og idet vi hører kontakten slås til, kommer det kunstige lys, og der klippes til praktikanternes POV. Operationsstuen har et andet sterilt udtryk end i The Knick, det er grønne fliser, stålborde, neonlyskilder og tekniske apparater. De kommende karakterer i ensembleserien – med ekstra fokus på navnet på titelkarakteren ‘Grey’ – entrer scenen de skal stå på, mens chefen proklamerer ’at dette er deres arena, hvor godt I spiller, er op til jer’ Klip til titelskilt og kendingsmelodi, og så begynder en af de længere kørende Tv-serier i nyere tid. I Greys Anatomy ses dramaet også udfoldet på stolerækkerne på balkonen til operationsscenen, eller i interaktion mellem de to niveauer, samt operationer der sker i andre lokaler (Operationsteateret ses ligeledes i Charité).
Et establishingshot med helikopter åbner i nattelyset over Chastain Memorial Hospital i The Resident (2018-). Klip til en operationsstue hvor den højagtede chefkirurg Dr. Bell fejler en blindtarmsoperation. Operationsstuens mørke er oplyst af operationslampernes kolde lys samt oplyste skabe på bagvæggene. Den blå farve dominerer rummets mise-en-scene, og det sterile, kolde udtryk tilføres en ubehagelig ildevarslende stemning. Det forstærkes af billedkompositionernes kælkede linjer, de urolige kamerabevægelser og et hurtigt klippetempo. Ganske rigtigt, operationen tager en drejning, da de deltagende begynder at tage fotos af Dr. Bell i en ophøjet heltedyrkelse. De tager på kæk vis selfies, hvilket skaber kontrast, da patienten på bordet vågner og alvorens drama bogstaveligt vælder ud af patienten. En visuel leg udgøres af at det røde blod spejles i Dr. Bells beskyttelsesbriller, og den varme røde farve skaber en kontrast til den dominerende kolde blå. Det sprøjter med blod – i særdeleshed på Dr. Bell, der i scenens afslutning sætter blodige spor på gulvet. Dr. Bell er udleveret som seriens skurk. han er hospitalets ansigt udadtil, og med en hemmelighed bag facaden, som seeren har fået indsigt i, nemlig at Dr. Bell kæmper med sine hænder, der ryster. I næste sekvens ankommer seriens helt, Conrad Hawkins, på cykel gennem Chicagos gader, og hælder en energidrik ud over en ung adræt mands bil, fordi han har parkeret på handicapplads. Dr. Hawkins’ etiske regelsæt og værdier er spillet ud.
Operationsstuen er handlingens sted, og der udspilles scener om liv og død, etiske dilemmaer mellem de agerende læger. En eksplicit fysisk eksponering af kroppe vendt på vrangen, flydende med kropsvæsker og hud og kød skåret op af skalpeller står i kontrast til det menneskelige og relationelle drama. Seerens rolle metakommenteres på oplagt vis i operationsteateret, hvor tilskuerpladserne er beregnet til undervisning og videbegær, men mere bliver som voyeur til melodramaets kerne.
I Triers Riget ses teateret i patologen Dr. Bondo undervisning, hvor de lægestuderende skal dissekere lig. Udtrykket er lav kvalitet, kornede billeder med sepiafilter, og brug samme brune tone som i The Knick. Men i Riget dyrkes en grimhedens æstetik. Trier dyrker TV’et som medie, og leger med både genrer og spændet mellem dem. Trier udnytter ligeledes potentialet i hospitalet som location. Hver etage bidrager med sine konflikter, og hvert et rum bringer kød til den soap-prægede fortælling indhyllet i gysermarkører. De labyrintiske gange, den vuggende undergrund og elevatoren der forbinder niveauerne, viser hospitalets alsidighed som location.
Overgangsrum og det hengemte rum
Gangen er forbindelsesled mellem de funktionelle rum, og ER’s pilotafsnit; ’24 Hours’ (s1, e1) åbner med Dr. Green i tilkalderummet, hvor han vækkes. Klip til Dr. Green i profil ude af fokus forrest i billedfeltet og Sygeplejerske Lydia i døråbningen. Bag hende er det oplyste kaos ude i skadestuen. Herefter klippes til en lang håndholdt tracking gennem skadestuens gangarealer, med obstruktion i form af en reparatørs underkrop, der deler kamera og Dr. Green, da han udskifter loftlyset i gangen. Denne dynamiske kamerabevægelse, ganske typisk for 1990’ernes Tv-serier, giver en intensitet og et autentisk lag i samspil med den grundstemning af kaos, uoverskuelighed og handling. I New Amsterdam ses den nye chef Dr. Goodwin altid i bevægelse, ned af gangene, mens han arbejder med nye tiltag og møder fortællingerne på sin vej. Brugen af gangen som labyrintisk motiv ses i flere af serierne, men i særdeleshed i ’Riget’ drager gavn af kælderens lange uoverskuelige gangarealer.
Elevatoren et yndet overgangsrum, der som et flertydigt, klaustrofobisk og tomt lille sted, der samtidig appellerer til bekendelse og eftertænksomhed i tilstanden af venten. Elevatoren kan tvinge personer til at blive i konflikten, så den er naturligveis velegnet til melodramaet. I Greys Anatomy har Dr. Grey og
McDreamy/ Dr. Shepard elevatoren som deres sted, og deres romance er den melodramatiske handlingstråd. Men også i flere episodebuer bliver elevatoren en location for karakterens etiske valg, karrierevalg og udtryk for livskritiske situationen – hvor det gælder liv og død. Elevatorscener må bestemt noteres på listen over klicheer i hospitals-serier, da elevatoren er et overgangssted, kan den afsondre karaktererne fra den velkendte verden og give dem større udfordringer. En elevator fungerer suspenseskabende i samspil med krydsklipning til andet drama på hospitalet – især når den sidder fast.
I episoden ’Bring the Pain’ fra Greys Anatomy (s2, e5) strander kirurgpraktikanterne George O’Malley og Alex Karev i elevatoren med en patient, og da elevatoren sætter sig fast, skal de selvfølgelig udføre hjerteoperation der. En lille forskudt, smal åbning giver adgang til de kyndige, erfarne læger uden for elevatorens kompakte rum, og Dr. Karev bliver handlingslammet og Dr. O’Malley får sin chance for ’at flyve solo’ – operere på egen hånd’. Gennem elevatorsprækken guider Dr. Burke de to kirurgkandidater igennem. Opbygning af location giver mulighed for at komponere billedet med ekstreme kælkede linjer og med obstruction, hvor kaos gennemsyrer dramaet. I kontrast er operationen komponeret i en symmetrisk, harmonisk komposition, hvor patienten på båren betegner midten, der er flankeret af de to kirurgpraktikanter og Dr. Burkes ansigt placeret centralt i det høje. Scenen udspændes mellem kaos og orden – liv og død.
Denne scene ligner en scene fra ER (s4, e15) ’Exodus’, hvor Dr. Ross og sygeplejerske Hathaway sidder fast i elevator med nyresyg 8-årig, mens hospitalet er ramt af et kemikalieudslip. Dette fordrer excessivt drama i parallelklipninger mellem alle krisesituationerne på hospitalet. Dr. Ross får elevatordøren på klem og her er det samme motiv som i Greys Anatomy – TV-seriens læger placeres i umulige situationer og redder alligevel dagen. Den filmiske brug af elevatoren i ’ER’ er præget af det hektiske klippetempo, kælkede linjer og et håndholdt kamera, der placerer os seere klaustrofobisk i elevatoren sammen med Dr. Ross, sygeplejerske Hathaway og den livstruede 8-årige pige. Lowkey belysning og slagskyggerne op ad elevatorvæggene skaber autenticitetsfornemmelse, underbygget af bippende alarmlyde fra iltapparatet og et tydeligt fravær af underlægningsmusik.
I New Amsterdam episoden ’Liftoff’ (s2, e17) bliver elevatorskaktens bund scene for en handlingstråd i dramaet. Dr. Reynolds, der er på vej væk fra hospitalet hopper ned i elevatorskakten for at redde en dreng, der er faldet derned. Spændingen tilspidses, da elevatordørene lukkes for så kan elevatoren køre – og endnu en trussel på liv og død, og tiden tilspidses. Ganske rigtigt elevatoren skal nok begynde sin færd nedad mod de to på bunden af skakten. Alt imens Dr. Reynolds med lowkeybelysning i form af en lygte oplyser en beskidt, betonbund, hvor vi ser drengen og ham i et topskud. Topskuddet bliver til bundskud, da elevatoren sætter i gang.
Hvis en hospitalsserie forløber længe nok skal der nok dukke en livstruende situation op i en elevator. Det sker også for Dr Manning og psykiateren Dr. Charles i Chicago Med (s4, e7) med en gravid kvinde, hvor elevatoren tilbyder dem en forskudt åbning til en forladt etage. Her skal Dr. Manning udføre et kejsersnit (Endnu et eksempel i Chicago Med er i episode s5, e2). Typisk for genren er, at der samtidig er strømsvigt, kemikalieudbrud eller anden form for ekstraordinær tilstand på hospitalet, der besværliggør krisen i elevatoren. I ER episoden ’Rampage’(s7, e22) er Dr. Greene alene i elevatoren med en patient, der har skudt om sig og dræbt flere mennesker, og Dr. Green tøver, og vælger måske bevidst ikke at redde ham – og her udfoldes Dr. Greens etiske valg og han defineres som karakter. I Triers Riget får elevatoren en symbolsk rolle, det er der hvor Fru Drusse møder spøgelset Mary første gang, og der hvor Dr. Krogh varsler overlæge Helmer om, hvad der er i vente i broderskabet i kælderen.
Kælderen bruges interessant i The Knick, da den afroamerikanske Dr. Algernon Edward i hemmelighed indretter en klinik for de patienter, der ikke tillades ind på The Knickerbocker Hospitalet. Han konsulterer patienter om natten, og arbejder på samme vis som Dr. Thackery med nyskabelser inden for lægevidenskaben – blot i det skjulte i den mørke kælder. Temaet om race iscenesættes ved at lade de to skabe seriebuer i – først adskilt – Dr. Thackery i operationsteateret og Dr. Edwards i kælderen – senere i et fælles spor, da Dr. Thackery opdager Dr. Edwards i kælderen og hans talent og opfindelser for lægevidenskaben.
Ligeledes ses kælderen som det fortrængte og hengemte i Triers Riget, og i episoden, hvor næsten hele ensemblet løber rundt dernede med hver deres projekt understreger det groteske i seriens præmis. Dr. Krog bor i kælderen og har styr på alles hemmeligheder – hvilket på mange måder er klichefyldt, ligesom overlæge Dr. Helmer, der ikke kan gennemskue, endsige kontrollere, hospitalets system, holder til på taget. Trier arbejder bevidst med lagdelingen af etagerne og elevatoren er et overgangsrum.
Melodramaets excessive drama benytter hver en lokalitet på hospitalets arena, og trappeopgange, glasvægge og depotrum kan sætte scene for de etiske dilemmaer, kampene for at redde liv, men også karakterernes menneskelige udfordringer, der kan give identifikation, måske i en anden skala, hos seeren.
Disse elevatorscener er alle klichefyldte og udspilles som forventet. Det som kan være interessant, er at se hvordan de filmiske virkemidler gør dem forskellige, og hvordan de forsøger at uddybe seriens flade persongalleri, der netop ikke må udvikle sig for meget, så genkendeligheden kan opstå igen i næste episode. Disse scener fjerner også hospitalsserien fra virkeligheden i og med dagligdagens trummerum ikke får plads.
Hospitalet tilbyder mangfoldige locations, der kan trække sig i baggrunden, men også tillægges betydning og understrege spændingsbuerne. Hospitalets grimme overflader, udgøres af ikke flatterende og sterile, fornuftige materialevalg. Der er fyldt med maskiner og sterile ’kit’ og redskaber hober sig op (på hospitalerne har lægerne forskellige specialer og det giver også bredde i locations. Der castes en kardiolog, en neurolog, en psykiater, en onkolog, en pædiater og en gastroenterolog og ortopædkirurg dumper eventuelt ind. Dr. House i House MD (2004-2012) er særegen med sin rolle som diagnostiker. Disse forskelligartede specialer giver mangeartede muligheder for krisesituationer på hospitalets afdelinger).
Centralt er mise-en-scene, hvor arbejdet med farver, lys, kostumer og rekvisitter danner en setting for det trivielle drama. Fortællinger som indimellem bliver mere end blot et eskapistisk bingepotentielt univers.
Over sygesengen
Sygesengsscenerne er oplagte at se på i en analyse af dialogklipningen. Samtalerne foregår hen over sygesengen, hvor der leveres medicinske forklaringer på diagnoser, fremsættes afgørende livsændrende valg, men også menneskelige grundfølelser udleves i replikkerne. I ER og New Amsterdam er dialogscenerne hyppigt filmet i bevægelse og kameraet er nødt til at tracke karaktererne. Størstedelen af de mange dialogscener er klippet på eksemplarisk vis. De består af først en totalbeskæring, der placerer de agerende i forhold til patienten på sygelejet. Dernæst etableres en 180 graders linje, som muliggør usynlig klipning på blik og bevægelse. På klassisk vis leveres dialogscenerne i halvnære beskæringer kombineret med to-skud for på en måde tilbyde seeren en plads i samtalen.
I House MD er Dr. Houses team indledningsvist på episodesagerne og har kontakten med episodens patient, og så træder House ind og viser sine detektiviske evner til diagnosticering. De filmiske virkemidler udtrykker klart Dr. Houses særegenhed. I andre TV-serier ses en dynamisk gengivet samtale, hvor karaktererne er i bevægelse, og kameraet understreger, hvor hektisk livet på hospitalet er, og understreger vigtigheden af dialogens beslutninger – det gælder liv og død. Så derfor er karaktererne hele tiden på vej (ER og New Amsterdam). I Riget brydes alle grundregler for klassisk dialogklipning. Scenen, hvor Helmer skal sige undskyld til Monas mor, arbejder med afstand og nærhed i beskæringer, og en sygeplejerske bringes ind for at oversætte Helmers svenske for Monas mor, og denne iscenesættelse giver filmisk yderligere afstand. Det håndholdte kamera giver dialogscenerne i Riget en oplevelse af autenticitet. I flere tilfælde brydes 180-gradersreglen og i det hele taget de klassiske regler for usynlig klipning. I undergrunden af Riget ekkoer et ulmende kaos som i de fragmenterede samtaler. Scrubs episoden ’My Old Lady’ har gode eksempler på, hvordan billedeffekter bidrager til en humoristisk afkodning af samtaler over sygesengen.
Den resterende lydside er ganske forskellig i de nævnte serier. Lydarbejdet bidrager til melodramaet i brugen af underlægningsmusik og forstærkede reallyde i form af en vedvarende flatline, der forbliver eller ved lægernes kamp bliver til en sinuskurve. Lydtapetets vægtning og udformning af maskinernes bippen, blod der pumpes, instrumenter i kropsåbninger og så videre, skaber et troværdigt scenarie, der lever op til den forestilling seeren har om hospitalet som location.
Skåret ind til benet
Trivialseriens karaktergalleri udgøres især af stereotyper, der støder sammen i prototypiske konflikter. I spillefilmen er en hovedkarakters projekt det centrale, hvorimod det i serieuniverset er ensemblet der bærer serien fra episode til episode. I serier er kontraster mellem karakterer et godt fremdriftsgreb. Samtidig er det muligt for seeren at identificere sig med en foretrukken figur. Der opdyrkes loyalitet eller had hos publikum og karakteren får dermed sin berettigelse. Karaktererne giver mulighed for identifikation, og deres forskelle i karaktertræk, men også status, race og køn kanaliseres ud i de konflikter der udspilles mellem karaktererne.
Seriernes flerstrengede fortællestrategier er fastlagte inden for det etablerede univers. Der er konflikter der påbegyndes og afsluttes over flere episoder, over flere sæsoner, og så er der de narrative strenge som begrænser sig til enkeltepisoder, som er patienterne der ankommer til hospital og former konflikten i mødet med seriens ensemble. Ofte konstrueret således, at der opstår en spejling eller kontrast mellem patient/-er og læge/-er. Netop i dette møde skabes de etiske debatter under hospitalets tag. Det kan være genoplivningsspørgsmålet eller regelbrud af en art.
Det kan give mening at se på spændingsbuerne. I Scrubs episoden ’My Old Lady’ (s1, e4) præsenteres seeren for tre fortællinger i anslaget. De tre episodebuer fremføres klart af JDs voice over. ’One out of every three patient that is admittet in this place, will die here’ Indstillingen består af en splitscreen med de tre indstillinger – de tre lægepraktikanter ved tre patienters sygeseng (JD, Turk og Ellliot). Episodebuens spørgsmål er hvis patient er det, som ikke vil overleve episoden.
Trivialserien tilfredsstiller modtageren – den digter efter publikums smag (Aristoteles) – den leverer melodramaet med de store personlige følelser, og udspillet i hospitalets arena kan alverdens etiske dilemmaer passere, og serien sommetider være nødt til at forholde sig til den samtid den skabes i.
Hospitalet som spejling
På mange måder er hospitals-serien eskapistisk, og det trivielle melodrama tilbyder følelsesmæssig indlevelse. Samtidig favner de hospitalsserier, der har fyldt flowTV de sidste mange årtier, og nu mest streamingtjenesterne, den omgivende verden. De lader de store temaer på verdensscenen få en rolle i sygesengen. I skadestuens reception eller på chefens kontor og måske endda som et stemningslag over hele episoder. Flere af hospitals TV-serierne kommenterer samfundets værdier og normer mere eller mindre direkte. Komedieserien M*A*S*H er baseret på en bog (og film) om erindrede oplevelser fra Koreakrigen. Det er et felthospital og seriens location er armygrønt og primitivt. CBS lader seriens første episode gå i luften i 1972, hvor Vietnamkrigen stadig udspilles. M*A*S*H bemærkes at have, især i de senere episoder plads til at tematisere meningsløsheden i krig. I 1990’ernes ER tematiseres samtidens berøringsangst ved AIDS, både i det en karakter smittes, og med jævne mellemrum kommer en HIV-patient ind. Den uhelbredelige seksuelt overførte sygdom fyldte i sundheds og seksualdebatten i 1990’erne. I The Knick vises de nærmest vanvittige eksperimenter lægevidenskaben udtænkte og foretog for at helbrede folk.
Da coronapandemien lukkede verden, stoppede produktionen af flere TV-serier, og heriblandt nogle af dem, som udspillede sig på hospitalet som location. Da produktionen går i gang igen, skal de beslutte, hvordan de forholder sig til at hospitaler var et centralt sted for Covid19. New Amsterdam lader sæson 3 åbne med forpinte, ødelagte (af masker) ansigter og fastholder pandemiens greb i ensemblet og hospitalets hovedfortælling. The Resident vælger at åbne sæson 4 med flashback teknik for at skabe kontrasten mellem et før, under og efter (The Resident har tidligere kommenteret specifikke samfundsdebatter. Både i plottet, men også med informations og holdningstilkendegivende tekstskilte). Greys Anatomy lader også pandemien indgå i sin 17 sæson. De forsinkede sæsoner har deres grundarena i hospitalets interiør, og kan ikke undvige fortællingen om en pandemi. En sammenligning af pandemiens aftryk på hospitalsserier kan være et filmisk undersøgelsesfelt.
De populære velpolerede hospitalsdramaer sætter en melodramatisk arena for de store følelser i både ensemblets personlige og professionelle liv. Seeren indgår kontrakten om, at hver dag handler det om liv og død. Samtidig tematiseres samtidens dilemmaer og debatemner. I seriernes samfundsspejlinger, hvor den lille fortælling spejler den store, trives temaer om magtbalancer og samfundsmæssige retfærdigheder mellem køn, tro og race.
Et lille ønske er, at måske kan mainstream hospitalsserier fungere som passage ind til en større forståelse for filmisk fascination. En interesse for trivialserier åbner en bevidsthed om at i de serier er intet tilfældigt. Alt er orkestreret for at lade seeren glide ind i det melodramatiske univers. Indimellem kommer en lille flig, der skaber mulighed for at se mere end banaliteterne i seerens eskapistiske tilstand. Nemlig det filmiske håndværk, der kan få fortællinger til at leve eller dø, og kan snige en undren ind under huden på seeren, selv når det trivielle spejler verden.
________________________________________________________
Serier:
General Hospital (1963-)
M*A*S*H (1972-83)
ER (1994-2009)
Riget I + II (1994, 1998 +2022!)
House M.D (2004-2012)
Greys Anatomy (2005-)
Scrubs (2001-2010)
New Amsterdam (2018-)
The Knick (2014-2015)
The Resident (2018-)
Chicago Med (2015-)
The Night Shift (2014-2017)
The Good Doctor (2017-)
Hvide Løgne, TV3 (1998-2001)
Sygeplejeskolen (2018-)
Charité (2017-)
Dr. Dip (1990)
… og mange flere. Se også:
https://www.imdb.com/search/keyword/?keywords=medical-drama&ref_=fn_al_kw_1
Litteratur
Den serielle fortælleform – Fra Illiaden til den moderne tv-serie Brian Petersen, Kosmorama 2011
Nostalgien og den virkeliggjorte utopi, Alexander Vesterlund, Kosmorama 2011
Genrefilm og filmgenrer, Erling Sørensen, Systime, 2016 (om Melodramaet)
TV-serier, Per Helmer Hansen, Frydenlund, 2012
https://www.architecturaldigest.com/story/the-knick-set-design
Seneste kommentarer