Af Heidi Philipsen fra Syddansk Universitet, Lektor i medievidenskab & leder af Knowledge Lab – fra CUT-udgivelse #105, juni 2014 

Forfatterintroduktion af Heidi Philipsen, oktober 2024 I artiklen ”Hey Franke, min ven, hører du til i medieundervisningen?” lokaliserede jeg figurer og replikker i danske film, der relaterede til etniske mindretal og fremmede. Jeg spurgte også en række danskere, om de kender og måske selv bruger replikker fra, eksempelvis Pusher-filmene. Det gjorde de, ifølge min undersøgelse. Når danske film på den måde indgik som en slags holdningsmarkører, er det interessant, at de formidlede ret stereotype billeder af fx indvandrere. Det var sigende for dansk film fra 1990’erne og frem, at andre etniciteter primært blev brugt som ’ufarlige’ biroller i voldsfilm og komedier og derfor mangler seriøse sidestykker. Nu genbesøger jeg spørgsmålet, om ”Hey Franke, min ven”, hører til i medieundervisningen her 10 år senere i 2024. Og jeg giver et bud på, om der er sket et skift i måden, som andre etniciteter optræder på i dansk film i dag? Det bygger ikke på empiri, men er blot mit bud som medieforsker og filmelsker. Social bæredygtighed på film Dengang i 2014 tænkte man ikke så meget fremstillingen af andre etniciteter som noget, der havde med social bæredygtighed at gøre. I dag er social bæredygtighed til gengæld flyttet ind i både sprog og krav. Vi kender det ofte fra mangfoldighed og diversitet. Det nytter ikke noget, at landets, lad os sige, restauranter eller biblioteker ikke er tilgængelige for folk med forskellig hudfarve, overbevisning og behov for hjælpemidler eksempelvis. Det samme gælder film og serier. Faktisk både foran og bagved kameraet. Der skal gerne være et bredt udsnit af befolkningen repræsenteret i både filmskabere, skuespillere og fortællingens karakterer.  Der er de seneste år kommet et øget fokus på og krav om de såkaldte ESG-parametre. De handler om at medvirke til at skabe en trefoldig bundlinje, hvor både mennesker, planet og profit skal tilgodeses i fx virksomhedernes forretningsmodeller. ESG refererer til tre centrale parametre, som i dag bruges til at måle bæredygtighed og samfundsansvar. Forkortelsen står for Environmental (E), Social (S) og Governance (G). Disse faktorer bruges altså bl.a. til at evaluere en virksomheds langsigtede risici og muligheder i forhold til bæredygtighed i relation til både klima, diversitet og ledelse. Også for medieproduktionsvirksomheder. Alle tre parametre kan også påvirkes gennem selve fortællingerne, der udgør indholdet i eksempelvis en film eller serie. Fra årsskiftet 2024 indførte EU et krav om, at virksomheder, også medievirksomheder af en vis størrelse (fx TV 2) fremover skal indrapportere deres klimamæssige, sociale og ledelsesmæssige parametre i ESG-rapporter (Løgstrup, 2022: 84). Regulativet gælder alle typer af virksomheder, som er børsnoterede eller har 250 medarbejdere og derover. I de kommende år vil regulativet også komme til at gælde mindre virksomheder. S’et i ESG parametre har at gøre med den menneskelige bæredygtighed, samt med mangfoldighed og diversitet både foran og bagved kameraet. Vi finder visioner om brug af ESG fx i TV 2’s såkaldte Ansvarlighedsrapport (2021). S’et kan eksempelvis handle om: Medarbejdertrivsel og fair vilkår/arbejdsforhold i en medievirksomhed. Men også Sikring af diversitet og mangfoldighed både foran og bagved kameraet samt i fortællingerne. Medieproduktionsbranchen gør allerede store indsatser på flere af disse områder. Efter ‘Me-too-opmærksomheden’, er der mange steder kommet repræsentanter, som både på kontorer og under optagelser har fokus på etik og medarbejderpleje. Det Danske Filminstitut har udgivet rapporten: Dinosauren i Rummet – En ordbog til den danske film- & tv-branche (2023) med fokus på at skabe netop mangfoldighed og diversitet.  Hvordan ser det så ud i film og serier? Ift. at løfte social bæredygtighed ind i selve filmene og serierne, kan dette fx gøres ved at inkludere flere med fysiske eller psykiske udfordringer foran og bagved kameraet. Eller flere med anden etnisk herkomst end dansk. Man skulle tro, at det trives godt i de danske mediefortællinger. Og der er da også eksempler på, at især danske serier arbejder med en diversitet i form af fx at serien Familier som vores (2024, Vinterberg, TV 2), skildrer folk fra forskellige sociale lag, og af forskellig seksuel overbevisning, der rammes forskelligt af klimakrisens konsekvenser, der betyder, at danskerne flyttes ud af deres land. Vi ser også eksempler på en handicappet kvinde både i Valdes Jul – Skovens Vogter (2023, TV 2) med Solveig der sidder i kørestol. Og Oxen (2023, TV 2) med Margrethe, der halter. Serien Huset er en dansk dramaserie (2023, DR), der følger en gruppe fængselsbetjente og indsatte, der kommer fra mange forskellige etniske baggrunde, i deres barske og korrupte hverdag i et købehavns fængsel. Her nærmer vi os altså Pusher og får bekræftet, at andre etniciteter stadig i 2024 gerne sættes i relation med action og vold.  Dét, jeg forsøger at skrive, er altså, at formidlingen af både andre etniciteter og social bæredygtighed i danske film og serier stadig abonnerer meget på stereotyper og bestemte miljøer. Hvis vi derfor afrundingsvis skal vende tilbage til at svare på, om selve Pusher-filmene og Franke hører hjemme i medieundervisningen, så er svaret fra mig: ja.  En mangfoldig afstikker Pusher er også stadig en film, som mange forskellige målgrupper kender og refererer til. Så den hører stadig hjemme i medieundervisningen, vil jeg mene. Som et illustrativt eksempel på, at films virkning varer længe. Så meget desto mere grund til også at heppe og håbe på, at det nye EU-fokus på ESG-parametre, det fører noget andet end bureaukrati og EU-rapportering med sig. Men faktisk medvirker til at skabe en diversitet, som jeg mener, at danske film og serier stadig mangler her i år 2024.  Filmen Viften (2023) er det eneste eksempel, jeg lige kan komme i tanke om, som stikker af fra mængden og gør noget helt andet med fremstilling af andre etniciteter og social bæredygtighed, end andre danske film og serier.  Nuvel, den er et komediedrama. Men det karakteristiske og forfriskende er, at det er danskerne der i den fremstilles meget stereotypt. Mens afrikanerne er de kloge karakterer med værdierne og hjertet på rette sted. Filmen tematiserer kolonialisme og udnyttelse, da danskerne havde besat Guldkysten som en koloni. Viften har fået anerkendelse for sin evne til at tackle komplekse emner på en nuanceret måde og for sin visuelle fremstilling af Guldkystens landskab og kultur. Det er dog en film, der skuer tilbage og ikke præsenterer sin samtid. Eller også er det måske netop mere ufarligt at udtale noget om nutiden kritisk gennem fortiden. Med Viften vejrer man muligheden for at nye vinde kan blæse i dansk film. Med ESG-parametrene er der kommet krav oppefra til, at vi netop bør se flere af den slags bud fremover. Det synes også at være på høje tid, at mere nuancerede blikke på andre etniciteter kastes i danske film og serier.  Heidi Philipsen, Lektor SDU Referencer Fangel, Jeanette Løgstrup (2023). Bæredygtig ledelse – ESG som den bye ABC for ledelser og bestyrelser, Expon ForlagTV 2’s Ansvarlighedsrapport (2021)

De fleste ved, at den danske spillefilm Pusher (1996) indeholder kendte og flittigt citerede replikker, som fx: ”Hey Franke, min ven” og ”Du skulder mig penge, Franke”. Det er den eks-jugoslaviske indvandrer og skuespiller, Zlatko Buric (1953-), der første gang fremsagde replikkerne, da han spillede figuren Milo; og de udgør i sig selv en del af den massive omtale, som Pusher-filmene startede. Siden har den klæbet til Buric’ brand og levet sit helt eget liv i dét, man kan kalde for ”det tertiære niveau i mediekredsløbet” (Fiske 1987). Replikker som ”Hey Franke, min ven” influerer nemlig på den omtale eller såkaldte dis- kurs, vi forbinder med både dansk film og etniske minoriteter i Danmark, da de udsender signaler om begge disse felter. Jeg har undersøgt hvordan, blandt i en spørgeskemaundersøgelse. Netop Franke-replikken er, selv mange år efter sin debut, så velkendt, at en radioreporter – blandt mange andre – indforstået bruger den i flæng og skaber genkendelighed og opmærksomhed omkring sine udtalelser.

Under cykelløbet Tour de France i 2011, hvor feltet af cykelryttere er nået til tourens første rigtige bjergetape, udbryder en radiorapporter nemlig euforisk, da den luxemburgske cykelrytter, Fränk Schleck, er gået i udbrud: ”Franke!”. Langt de fleste lyttere vil fluks genkende, hvilken reference til en anden medietekst, han derved medtænker. I artiklen vil jeg med danske filmeksempler illus- trere, at selv dansk fiktion, der ikke har etnicitet som tema, udsender markante signaler herom for eksempel via rappe replikker, kitschede karakter- er, humor eller vold. Jeg udpeger, hvordan disse elementer fra fiktionsfilm farver vores opfattelse af fremmedhed. Hvorfor bliver Hassan fra Max Pinlig, Milo fra Pusher og andre etniske karakterer ofte fremstillet i et komisk lys? Hvorfor skildres de lettere karikeret som indvandrere, der ikke talerordentlig dansk? Og hvorfor vises de i visse film som kriminelle, som taxichauffører eller som no- gen, der ikke går i skole? For underholdningens skyld selvfølgelig. Men også dén influerer billedet af indvandrere og præger den danske kultur.

Jeg har i bogen Indvandreren i dansk litteratur og film (2013) – som denne artikel er en ’tvilling’ til – arbejdet med fem kendte, danske fiktions- spillefilm: Pusher (1996, Nikolas Winding Refn), Festen (1998, Thomas Vinterberg), Fighter (2007, Natasha Arthy) og Max Pinlig samt Max Pinlig II: Sidste skrig (2008, 2011, Lotte Svendsen). Denne artikel i CUT udgør en kort version af kapitlet, hvorfor de mere uddybede analyser vil kunne læses i selve bogen.

UFARLIGE BIROLLER

I de fem valgte film kommunikeres replikker ve- drørende bl.a. etniske mindretal effektivt ud til især det yngre danske publikum. I fire af filmene tematiseres etnicitet via biroller, hvilket er det typ- iske billede af dansk films forhold til emnet. Mens Fighter adskiller sig, da vi her ser en tyrkisk 2. gen- erationsindvandrer som hovedfiguren, hvis konf- likter filmen tematisk er opbygget omkring. Jeg har foretaget tematiske filmanalyser af de fem nævnte film. De kan alle fem betragtes som rela- tivt ’brede’ film, der gerne vil kommunikere med et publikum via en fængende fortælling. Ser vi bort fra Fighter, har de også ramt et – set i en dansk optik – forholdsvis stort publikum. Men hvorfor har Fighter solgt færrest billetter, selvom det er en yderst vellykket og vedkommende film. Forklar- ingerne er sikkert flere. Men én kunne være, at dens fortælling er centreret omkring indvandrer- pigen Aicha. De resterende fem film har derimod udelukkende andre etniciteter i biroller. Desuden er Fighter et forholdsvis alvorligt drama uden at være voldelig som Pusher eller sætte fremmed- tematikken i en komedieramme, som begge Max Pinlig film gør. I Festen er humoren anvendt nærmest farceagtigt i relation til etniciteten i fil- men, men den balanceres imidlertid af et mere seriøst dansk familiedrama.

At gøre ikke-danskerne til bifigurer i filmene er mere forsigtig strategi rent publikumsmæssigt, idet man ikke eller kun i mindre grad risikerer at støde nogen. Film, hvor man vover at gøre de etniske minoriteter til hovedfigurer, som det for eksempel ses i Fighter, risikerer i højere grad at støde publikum eller holde dem væk. Disse min- dre roller indgår desuden primært i komedier. Ikke mindst voldskomedier og andre typer æstetiseret vold har præget dansk film de sidste årtier. Vi ser det for eksempel i film som I Kina spiser de hunde (2001) og Blinkende lygter (2001). Vi oplever det også komedieklædt i Max Pinlig, hvor Max’s bed- ste ven, Hassan, i en birolle, er skildret som en lettere karikeret 2. generationsindvandrer. Dan- ske fiktionsspillefilm, der har fremmedhed som primært emne, og som behandler det seriøst, kan tælles på en god håndfuld (f.eks. Arthys Fighter og Triers Manderley, 2005 samt MGP Missionen, 2013). Hvordan skal vi nu opfatte denne ubal- ance? Som berøringsangst eller fordomsrytteri?

Som en forsigtig måde at omgå tabuømme temaer på? MGP Missionen illustrerede jo meget godt (fx med Informations omtale af DFIs afslag på filmen), hvor hed en debat en film med et ind- vandrer-relateret emne kan skabe.

Fokus i mine filmanalyser er, hvilke identitets- billeder og -konflikter filmene formidler i forhold til etniske minoriteter og andre fremmede. Hvilken rolle spiller humoren i formidlingen af de fremmede? Og hvilke signaler formidler filmene, som kan indvirke på diskurserne i mediekredslø- bet og dermed i den danske kultur? I medietermi- nologien anvendes begrebet ”det tertiære niveau i mediekredsløbet” om den afsmitning, som me- dierne har på daglig tale, talk of the town, altså de ting vi siger til hinanden, ud fra det vi læser, ser og hører fra medietekster (Fiske 1987: 118). Andre medieforskere har betegnet dette som ”word of mouth” eller i den moderne digitale udgave ”word of mouse”, det vil sige vores kommentarer via computerens mus på for eksempel sociale medier (Sepstrup 2006). Især når film og tv bevæger sig ud på dette tertiære niveau, vil den folkelige diskurs blive påvirket. Fiske anskuer medietekster bredt som alle typer af tekster, der (idet han in- ddeler i primære, sekundære og tertiære tekster) influerer hinanden.

Når man lancerer en film som for eksempel Max Pinlig, er producenten naturligvis interesseret i, at danskerne går i biografen og køber billet til at se selve filmen (primær teksten). For at dette sker, er man både afhængig af, at folk møder andre tekster om teksten, for eksempel anmeldelser, artikler eller undervisningsmateriale, altså typer af tekster der refererer til filmen (sekundære tekster). Endelig er det uvurderligt for en films gennemslagskraft, at der er folk, der begynder at omtale filmen for eksempel i daglig tale, for eksempel i kommentarer på sociale medier (ter- tiære tekster). Hvis folk kender replikken ”Hva’ så Max, har du max problemer?” og medvirker til udbredelsen af denne på det tertiære niveau, vil det udgøre en stærk branding af Max Pinlig- konceptet. Dette niveau vedrører altså den diskurs i kulturen, som publikum medvirker til at danne. Jeg har med min spørgeskemaundersøgelse netop valgt at undersøge, om tre markante replikker (fra de udvalgte film) er nået ud i den tertiære del af mediekredsløbet, og i givet fald med hvilke sig- naler til følge. Jeg har spurgt et tilfældigt udsnit af danskere (mellem 10 og 65 år), om de har hørt eller har kendskab til tre signifikante replikker fra de film, jeg undersøger; og om de selv bruger dem. Jeg vender tilbage til resultaterne. Men først en indkredsning af, hvad en diskurs er.

ORD FARVER

Ordene, man bruger til at beskrive et emne, giver emnet farve. Allerede med betegnelsen ”de frem- mede” bekender jeg mig til en bestemt diskurs. Ved at bruge netop denne betegnelse anvender jeg en talemåde, der indikerer, at jeg forsøger at etablere en relativt objektiv og videnskabelig diskurs, som holder sig fri af fordomme og anden nedsættende sprogbrug. Havde jeg for eksempel brugt ordet ”negermænd”, ville det have afgivet helt andre sig- naler her i 2014. Lille Bo kunne tillade sig at synge ”negermand” i 1970’erne. Og i en dansk film som En kongelig affære (2012) kan man tillade sig at sige: ”Bring negerdrengen ind”, men dette skyldes, at historien kan dateres tilbage til 1770’erne. Dis- kurser er nemlig kontekst- og tidsafhængige.

Begrebet ”diskurs” defineres typisk som tale- og handlemåder. Oprindeligt stammer det fra sprog- videnskaben, men filosoffen Michel Foucault an- vendte det både bredere og meget præcist i sin analyse af den viden og magt, som diverse institu- tioner i samfundet bedriver i kraft af deres diskur- sive praksisser (Foucault 1972). Denne tilgang til begrebet har præget opfattelsen af diskurs siden og influeret den måde, man analyserer – ikke mindst medierne – ud fra.

VOLD, KITSCH, HUMOR OG FARLIGE FORHOLD

Det er en fordel at inddele danske fiktionsfilm – der signalerer noget om fremmedhed – i nogle kategorier. Sådan en kategorisering af danske fiktionsfilm, der tematiserer eller medtænker etniske minoriteter og andre fremmede, kunne, ifølge Mehmet Ümit Necef (2003), se ud som følger:

1) ”Kitschificering”, dvs. film hvor etniske mindretal fremstilles via karikerede karakterer. Her kunne man fx nævne: Festen (1998), Et rigtigt menneske (2001), Far til fire på japansk (2010) eller Max Pinlig I-II (2008, 2011). 2) ”Æstetiseret vold”, dvs. film, der er præget af vold og action, der er isce- nesat på markante måder rent audiovisuelt. Her tjener Nordkraft (2005), Adams æbler (2005), I Kina spiser de hunde (2001) og Pusher (1996) som eksempler. Nogle af disse film vil naturligvis også kunne sortere under kategori 1, og i det hele ta- get må inddelingerne betragtes som havende fly- dende grænser. 3) ”Irritations- og fascinationsmoment” kalder Necef den tredje kategori. Den dækker over film, hvor tilskueren irriteres eller fascineres af iscenesættelsen af farlige (par)forhold, og jeg finder titlen ”farlige forhold” mere rammende. Her er især Fighter og MGP Missionen gode eksempler.

Ovenstående er ikke på nogen måde udtømmende, men tjener blot som eksempler, øjenåbnere og mu- ligheder for at tematisere undervisning med afsæt i tendensudpegningerne.

REPLIKKER DER HÆNGER VED

”Hey, Franke min ven” – fra filmen Pusher – blev en meget udbredt filmreplik, der stadig lever sit eget liv og klæber sig positivt til skuespilleren Zlatko Burics image. Han har udnyttet denne effekt i de reklamer, han efterfølgende medvirkede i og også bragte ud på det tertiære niveau i mediekredsløbet godt hjul- pet på vej at de konnotationer, seerne forbandt ham og Franke-replikken med fra Pusher-filmene. Mange forbinder Buric med humor, selvironi og lune. Buric er født og også uddannet som skuespiller i Kroatien, men er nu dansk statsborger.

Replikken ”Hey, Franke min ven” fra Pusher, hvad signalerer den om figuren Milo, som Buric spiller i filmen? Pusher blev i 1996 en del af den såkaldte nye danske bølge af film, der abonnerede på real- isme med en rå æstetik og tone, som distancerede sig fra socialrealismen, der dominerede dansk film

i 1970’erne og 1980’erne. Filmen rummede kreativ- itet og satte et markant aftryk på dansk filmhistorie. Denne succes – sammenholdt med Burics præsta- tion – medvirker til, at replikken er gået over i me- diehistorien og den dag i dag (jf. min undersøgelse) lever på det tertiære mediekredsniveau. Alle tre Pusher-film er instrueret af Nicolas Winding Refn. Den første film fra 1996 har den konfliktskabende narkohandler, Frank (Kim Bodnia), som dramatur- gisk omdrejningspunkt. Den kan typebestemmes ud fra Necefs kategorier som æstetiseret vold og inde- holder desuden såkaldt etnisk kitsch i form af Burics figur, Milo. Necef argumenterer for, at figuren Milo med sin kendte replik ”Hey Franke, min ven” konno- terer en typisk udenlandsk sælgertype, ”en pastiche over sælgeren, som i turistghettoen plager turisterne på gebrokkent engelsk” (Necef 2003: 176). Men hvad er dog dét for et signal at sende? Selvom karakteren Milo er karikeret fremstillet, så indgår den i et dra- ma, ikke en komedie, og den influerer på den folke- lige diskurs vedrørende etnicitet.

Af andre signaler, som Milos replik udsender, kan også nævnes, at det er et forlorent udsagn, idet pub- likum erfarer i løbet af filmen, at Milo er en serbisk særdeles voldelig narkobagmand. Han har ingen venner og skildres som én, der gør alt for egen vind- ings skyld. Når han derfor siger ”Franke, min ven” signalerer hans ord, at han er utroværdig og falsk. I det samlede balanceregnskab i Pusher blev resten af karaktererne imidlertid fremstillet omtrent lige så egoistiske og utroværdige som Milo, hvorfor det er klart, at det er et betændt narkomiljø, som består både af forlorne danskere, serbere og mange andre nationaliteter, der skildres.

Når en cykelreporter i 2011 vælger at bruge den in- tertekstuelle reference ”Franke” om Fränk Schlek, er det nok ikke for at kaste et racistisk lys på den lux- embourgske rytter, ej heller forbinde ham med vold og narko, endsige epo! Der er tale om en reporter, der signalerer, at han kan sin filmhistorie, og at han har humor og formår at differentiere sin diskurs fra karakterer end i virkeligheden, mens andre fore- kommer mere ukritiske ved blot at bringe replik- ken videre i mediekredsløbet uden at medtænke dens konnotationer.

andre reporteres. Men samtidig vidner sådan et replikgenbrug også om, at fængende replikker fra betydningsfulde film vil blive husket og sætte tydelige aftryk på den folkelige danske diskurs, selvom replikken har sit udspring i filmunderhold- ningsbranchen.

HVAD SIGER DANSKERNE?

Hvor store aftryk Pusher-replikkerne – og andre – har afsat, det kan min spørgeskemaundersøgelse give en ide om. Jeg undersøgte, hvor mange i al- dersgrupperne 10-20 år, 20-40 år og 40-65 år, der kendte replikkerne: a) ”Hva’ så Max, har du max problemer?” (Max Pinlig), b) ”Hey Franke, min ven” (Pusher) og c) ”Er du så en kristen mand fra et kristent land?” (Fighter). Respondenterne skulle besvare, om de kendte disse replikker; hvorfra de kendte dem; og hvad de forbandt dem med?

Der tegner sig et billede af, at Max-replikken er mest kendt (på tværs af aldersgrupper, selvom det er et ungdomskoncept, den stammer fra). Den er således nået ud i mediekredsløbet, og under- søgelsen viser også, at stort set alle, der kender replikken, også kan finde på at bruge den selv over for venner og bekendte. Den bruges mest i en kærlig og humoristisk mening på tværs af al- dersskel. For eksempel skriver en respondent på 37 år: ”Ja, vi har tit max problemer hjemme hos os, den sætning bruger både jeg og mine børn (10 og 13)”. Andre skriver, at de forbinder replikken med stereotype fremstillinger af etnicitet i dansk film. Nogle respondenter har således et relativt re- flekteret blik på, at der er tale om karakterer, der skildret meget stereotype og mindre nuancerede Replik b) fra Pusher er også ret udbredt ifølge denne undersøgelse. Størst er udbredelsen blandt de 20-40 årige. Og igen tegner der sig et billede af, at kender man replikken, kan man også finde på at bruge den selv (også her 16 år efter filmens debut). ”Jeg tror stort set ikke, jeg kender et men- neske, udover min mor måske, som ikke har fyret ”Franke-replikken” af i en eller anden form. Så ja, jeg har da ved flere lejligheder brugt den”, skriver en respondent på 26 år. Han må have været 10 år, da Pusher havde debut, og det indikerer, at rep- likken har været stærkt udbredt i mange år og er vandret på tværs af generationer, der end ikke var unge selv, da filmen kom frem. Sjovt nok sætter ”Hey Franke”-replikken gang i, at respondenterne tilføjer mange flere replikker, som de forbinder med Zlatko Buric-figuren: ”Du skulder mig penge, Franke”, nævner mange (den er fra Pusher II). Og én afslutter undersøgelsen med at skrive, at han selv er en ”forbandadet jullænder”. Respond- enterne forbinder altså også Franke-replikkerne med humor og anvender dem selv kærligt rettet for at opretholde sociale relationer snarere end for at udtrykke en overbevisning om indvandrere (Fairclough 1992). Ingen skriver, at de bruger dem nedsættende om de fremmede i Danmark. Én re- spondent (på 39 år) indvender dog alligevel, at han har brugt replik b) en del selv. Men, fortsætter han, ”jeg blev selv lidt træt af konnotationen af uhæmmet vold, som Refns film ofte har med sig”. Altså tager han stilling til, hvad replikken diskursivt måtte konnotere om hans værdier.

GADENS SPROG

En anden deltager skriver som kommentar, at hun har hørt folk sige replikkerne fra Pusher mange gange, idet hun ”gik i klasse med en fra Bosnien,

der hed Zlatko”. Denne bosnier har altså måttet lægge ører til mange Franke-replikker og har måttet af- finde sig med de konnotationer, der klæber til figuren. Når man beder folk i undersøgelsen indkredse, hvad de forbinder replikken med, skriver de nemlig ord som ”Narkomiljø”, ”Vold”, ”Vesterbro”, Nørrebro”, ”Gadens sprog”, ”Mafia” og ”Diskrimination”. Desuden er flere respondenter inde på, at de forbinder denne replik med begyndelsen på dansk films nye bølge midt i 1990’erne. Min undersøgelse viser, hvad angår replik b, billedet af, at respondenterne både forbinder den med vold og udlændinge, men også humor. Replikken rummer en dobbelthed. Som denne respondent på 50 år er inde på, så bruges Franke-replikken typisk til at understrege ”en magtrelation humoristisk, slap af. Men der er som bekendt ingen grund til at slappe af”. Dét, han her udpeger, er, at den oprindelige betydning fra filmen har fået et twist ude i mediekredsløbet, således at man ikke, når man siger den videre til andre, får filmkontekstens betydning – Milo karakterens truende adfærd m.v. – helt med. Igen er det altså primært de sociale relationer, som diskursen vil influere.

Replik c), ”Er du så en kristen mand fra et kristent land?”, er så absolut den mindst kendte af replikkerne. Dette hænger delvist sammen med, at filmen ikke er set af så mange. Men dog kan en udbredelse i me- diekredsløbet sagtens være uafhængig af, om primærteksten er kendt. Det virker således ikke, som om rep- likken har slagkraft eller humor nok til at blive kendt. Eller også er den diskursivt for krævende og kompleks at huske eller viderebringe. I hvert fald skriver en respondent, der kender både replikken og filmen, at han ”forbinder citatet med et meget nuanceret blik på det at være indvandrerpige/kvinde. Noget så sjældent som en socialrealistisk teenagefilm med bullet time kung-fu”. Hvis man bruger denne replik, vil man således enten udtrykke sig negativt om danskernes religiøse forhold eller nuanceret om andre nationaliteters ditto. Og dét fænger ikke – ifølge min undersøgelse.

ET MØNSTER UNDER UDVIKLING

Det rummer nok en pointe, at indvandrer-temaet og forekomsten af indvandrere faktisk indtil videre – i det samlede billeder af dansk film – er størst i kortfilm, børnefilm, ungdomsfilm, voldsæstetiserede film og film med andre nationaliteter som bifigurer. Dette betyder mindre farlige konnotationer og dermed mindre satsninger for filmselskaberne. Mønstret er dog også, som denne artikel har udpeget, ved at brydes. Flere film med ikke-danskere i hovedroller, i afsender-roller og med nuancerede etniske konflik- ter som drivkraft er dukket op de senere år. Karakterer, der er iscenesat som etnisk kitsch (f.eks. Milo, Gbotokai eller Hassan) kan endvidere betragtes som figurer, der ikke alene formidler noget om ikke- danske kulturer, men som også udgør klare kontraster til de fortrængende danskere. Både Gbotokai og Hassan er desuden eksempler på ædle vilde karakterer, der gennemskuer danskernes selvbedrag. Men samtidig fremstilles de også (især Hassan) som stærkt kitschificerede og kulturkonservative udgaver af udlændinge.

Aicha i Fighter er langt mere nuanceret skildret, og hun er samtidig hovedfiguren i en af de få danske film, der seriøst formidler temaet dansk kultur møder en anden kultur. Desværre blev Fighter set af et relativt lille publikum. Og replikken fra filmen, som jeg har undersøgt, viser sig umiddelbart for nuanceret og kompleks til at blive husket og ført videre ud i mediekredsløbet. Når Aicha i filmen lidt provokerende siger, at hun kommer fra Nørrebro, påpeger hun også behovet for at se iscenesættelser af karakterer i nye danske spillefilm, hvor deres hudfarve ikke forbindes med kitsch eller karikaturer.

Min undersøgelse viser, at deltagerne både forbinder replikkerne med etniske minoriteter, men også med humor. De anvender dem selv primært selskabeligt for at opretholde sociale relationer snarere end for at udtrykke en overbevisning om indvandrere. Ingen skriver, at de bruger dem nedsættende om de fremmede i Danmark. Men enkelte er dog bevidste om, at de måske samtidig også udøver en diskursiv praksis, der udsender signaler om etniske minoriteter. Altså tager enkelte – men dog ikke majoriteten – stilling til, hvad replikkernes udbredelse i mediekredsløbet diskursivt udtrykker om deres egne værdier.

Bevidsthed om signalerne eller ej, så udpeger min undersøgelse, mine filmanalyser og denne artikel, at der er grund til at interessere sig for fremstillingen af fremmede i danske fiktionsfilm som en farverig del af en folkelig diskurs og at inddrage dette aspekt – med kritisk stillingstagen for øje – i medieunder- visningen.

REFERENCER

Fairclough, Norman (1992): Discourse and Social Change, Polity Press, Cambridge.

Fiske, John (1987): Television Culture, Routledge, London. Foucault, Michel (1972): The Archaeology of Knowledge, Tavistock, London.

Frank, Søren & Necef, Mehmet Ümit (2013) Indvandreren i dansk litteratur og film, Forla- get Spring.

Necef, Mehmet Ümit (2003): ”De fremmede og Det Onde”, i Nationale spejlinger: Tendenser i ny dansk film, Museum Tus- culanum, København.

Philipsen, Heidi (2010): ”Crea- tive Cross-media communica- tion and concepts”, i Designing New Media, Akademisk Forlag, Århus.

Sepstrup, Preben (2006): Tilrettelæggelse af information: Kommunikations og kampag- neplanlægning, Academica, København.

”Bullittime” refererer til et Warner Brothers trademark og består af special effects i form af f.eks. slow motion, der er computergenererede og blandt andet brugt i computerspil (som Max Pain) samt i film (som The Matrix). Effektens titel refererer til, at tilskueren for eksempel ser en kugle blive skudt af, hvilket er en effekt, man kun kan skabe med com- puteren og ikke live action.