2017 er Kubrick år!

” I 2017 vil hele Danmark summe af stor filmkunst. Filmkendere og almindeligt filminteresserede, professionelle som talenter, unge som gamle fra hele Danmark inviteres til at opleve den store filmmager, Stanley Kubricks komplekse mesterværker gennem en bred palet af engagerende og involverende aktiviteter. Kubrick Året 2017 er initieret af Kunstforeningen GL.STRAND og eventbureauet artFREQ, som ledes af Søren Høy.

Sådan lyder invitationen til et år, hvor der vil være fokus på et af filmkunstens store genier, en ener som skabte film af blivende betydning. Stanley Kubrick var en meget speciel person og en meget særpræget filminstruktør. Eller man skulle måske hellere kalde ham en meget særpræget filmkunstner, for Kubrick var i virkeligheden lige så meget billedkunstner, som han var en historiefortællende filmskaber/instruktør.

På den måde var han i familie med David Lynch, som også definerer sig selv som billedkunstner lige så meget, som han er filmskaber. Og det er jo i høj grad også et David Lynch-år, hvor hans videretolkning af Twin Peaks-historien lige nu samler fans og serie-nørder på HBO. Kunstforeningen Gl. Strand har nærmest specialiseret sig i udstillinger med store filmmagere. For nogle år siden var det en meget spændende udstilling af David Lynchs værker fra malerier til kort- og animationsfilm, som jeg havde fornøjelsen at se.

Udstillingen på Gl. Strand åbner 23.september og kan ses frem til 14.januar, 2018, og det udsendte oplæg til Kubrick-året og udstillingen lægger ikke fingrene imellem, når de kalder instruktøren for ’måske filmhistoriens største filmkunstner’. Han er i hvert fald ubetinget en af de allerstørste. Kubrick døde i 1999, efter at have færdiggjort sin sidste film, Eyes Wide Shot (1999). Han nåede at lave 17 film, hvilket jo ikke er så voldsomt mange på 70 år, men Kubrick var en ekstrem perfektionist, han havde kontrol over alle faser i produktionen, han var berømt/berygtet for at lave vanvittigt mange takes af hver scene (op til 150), og han var længe om at få de helt rigtige ideer til sine film. Ideerne fik han fra bøger, han havde læst, eller romaner, han fik anbefalet af venner og samarbejdspartnere. Han skrev selv med på alle manuskripter, og som oftest var filmene mere en gendigtning af romanernes historie, end de var egentlige filmatiseringer.

Blandt Kubricks 17 film er der adskillige mesterværker, som beundres af andre store instruktører som Spielberg, Scorsese og Woody Allen. Sidstnævnte Allen har dog haft visse forbehold over for nogle af Kubricks film. Fx var han ikke specielt begejstret, første gang han så 2001: A Space Odyssey. Faktisk så kedede han sig bravt. Anden gang, han så den, gik det bedre. Tredje gang, han så den, kom begejstringen, og det gik op for ham, at her var en film, der kunne noget, som var forud for sin tid, og som han kunne lære noget af.

Jeg havde det selv på samme måde første gang, jeg så 2001, jeg kedede mig, og det gør jeg stadig i visse dele af filmen, men også jeg er blevet bedre til at se genialiteterne, og så skal det tilføjes, at jeg generelt har det svært med rumfilm – der er mange kedelige og få, der fænger. Til gengæld er jeg vild med stort set resten af Kubricks film. Spartacus (1960) er en flot film med en gribende slutning, men den film, der virkelig gjorde mig til Kubrick-fan, var filmen Lolita (1962), hans fortolkning af Vladimir Nabokovs grænseoverskridende roman fra 1955 om en midaldrende universitetsprofessors besættelse af en 12-13-årig pige. Da jeg så den første gang, var jeg ikke mindst fascineret af James Masons hudløse fremstilling af den voksne mands totale opløsning og forfald, hans paranoia og hans selvdestruktive og håbløse forelskelse i den unge pige, som ret hurtig gennemskuer og udnytter ham.

Det er en fascinerende historie – men hvad er det, Kubrick kan, som gør ham til en mester, en af de store i filmkunsten, og hvad kan vi bruge (nogle af) hans film til i mediefagsundervisningen i dag – for selv om man kan være voldsomt optaget af Kubricks film, så er de på en måde også meget gammeldags både i indhold og form. Kubrick stiller de store eksistentielle spørgsmål, som på forskellige niveauer optager os alle, altså dybest set spørgsmålet om, hvad meningen er med det hele, spørgsmålet om hvorfor vi er her, og hvad dælen vi stiller op med det her satans liv.

Og så er han stilens mester. Hans stil er præget af: lange indstillinger, imponerende kamerakørsler (han opfandt på det nærmeste brugen af steadycam), symmetriske kompositioner (centralperspektivet er hans udgangspunkt), stiliseret brug af, ofte kontrapunktisk, musik og en eksklusiv anvendelse af lyd og stilhedspassager. En form for ’cinematic purity’. De 3 film, jeg vil fremhæve, er alle eksemplariske i forhold til denne æstetik.

Hvorfor Kubrick – i mediefag?

Det er bestemt ikke alle Kubricks 17 film, der er anvendelige i en mediefaglig sammenhæng i dag, og hvis vi ser tilbage på gamle pensum-opgivelser fra dengang, faget hed ’film og tv’, så er det de samme 3 film, som går igen: A Clockwork Orange (1971), The Shining (1980) og Full Metal Jacket (1987). Spørgsmålet er, hvorfor er det netop de tre film, som er velegnede til vores undervisning og vores elever?

Vi kan starte med at se på det ud fra en tematisk synsvinkel.

”Kubrick var eminent til at indfange menneskets natur. Igennem hans film får vi indblik i menneskets komplekse og forskelligartede psykologiske sider – de onde og de gode, de magtbegærlige og de offervillige osv… Kulturelle, religiøse og nationale konflikter med krige og terrorhandlinger er blot nogle af de forhold, der behandles i Kubricks film”, som det hedder i oplægget fra artFREQ. Eller som det var beskrevet i CUTs auteur-temanummer, havde Kubrick ”ofte fokus på dubiøse karakterer, som ofte er en del af et betændt system. Filmene er indbyrdes meget forskellige, men de handler oftest om fremmedgjorte individer i en mærkelig verden”.

I og med at Kubrick oftest tager udgangspunkt i ekstremer, når han skal skildre den menneskelige natur og splittelsen mellem det gode og det onde, den dobbelthed vi alle har i os, så bliver hans film også eksistentielle film, der afsøger spørgsmålene om valg og ansvar. Det går tilbage til Lolita, hvor hovedpersonen ikke kan komme ud af sin seksuelle besættelse af den meget unge, smukke og rene 12-13-årige pige Lolita. Han styres af sin libido, han er besat af sit begær, og han bliver sindssyg og isoleret i sin jagt efter Lolita.

I den dystopiske sci-fi-thriller A Clockwork Orange er hovedpersonen, Alex, fanget i en splittelse mellem en fri (voldelig) vilje og et undertrykkende samfund, hvor han i filmens slutning kan udbryde: ’I was cured allright’, hvilket betyder, at han er fri af samfundets tvangsmetoder og tilbage ved sit gamle voldelige jeg. Den fri vilje vinder over det totalitære samfund med de voldelige konsekvenser, vi har set i løbet af filmen. En slutning og en film, der skabte meget debat – så meget, at Kubrick trak filmen tilbage fra det engelske marked, og den blev først frigivet efter hans død.

I Full Metal Jacket vendte Kubrick tilbage til krigstemaet, som han tidligere havde arbejdet med i filmen Paths of Glory/Ærens vej (1957). I Full Metal Jacket skildrer han ikke blot krigens vanvid, men også den vanvittigt nedværdigende og umenneskelige træning, der forbereder soldaterne på de rædsler og den meningsløshed, der venter dem på slagmarken. Særlig den første halvdel af filmen, som foregår i træningslejren, gør stort indtryk, og hovedpersonen, krigsjournalisten med tilnavnet Joker, overlever kun ved hjælp af kulsort humor. Men heller ikke han kan i afgørende situationer påtage sig et ansvar, da han vælger ikke at hjælpe den mest undertrykte og forfulgte af kammeraterne, den dysfunktionelle soldat, Private Pyle.

The Shining

Kubrick stiller ofte sine hovedkarakterer i nogle eksistentielle dilemmaer, vi som seere kan spejle os i. Det gør han også i The Shining (1980), som, jeg tror, er den af hans film, der gennem årene har været den mest brugte i mediefagssammenhæng. The Shining er en elementært spændende gyser (gothic horror). Der er faktisk flere elever, som kender filmen og har set den i andre sammenhænge, fordi den har et godt ry som spændingsfilm. Den kan ses hjemme i sofaen med cola og chips, og den passer godt ind i et gyser-/genre-forløb på C-niveau. Det samme kan til dels siges om Full Metal Jacket i et genre-forløb om krigsfilm, men filmen er mere kompliceret i sin dramaturgi og sin karakteropbygning.

The Shining er en fantastisk spændende film, som man kan vende tilbage til igen og igen, og det er der også mange, der har gjort. Bl.a. er filmen genstand for en del konspirationsteorier, som kan være udgangspunkt for at inddrage filmen i et tværfagligt samarbejde med fx samfundsfag.

En af de mest vedholdende konspirationsteorier omkring The Shining går på, at den skal ses som en film om Kubrick, der undskylder over sin kone, at det var ham, der filmede ’månelandingen’. I 1969 i kulisserne fra 2001: a Space Odyssey. Altså der var ingen reel månelanding, det hele var snyd, og det medvirkede Kubrick til at skjule. Der ligger masser af fake-materiale på Youtube, som skal forestille at underbygge historien: Danny har en trøje på, hvor der står ’Apollo 11’, og Room 237, det hemmelige værelse, angiver afstanden fra jorden til månen (237000 km.) osv. Det kan man more sig med på nettet og måske bruge i et forløb om fake-news. Der ligger en meget underholdende dokumentar om ’Room 237’ på nettet.

Det andet spændende udgangspunkt for arbejdet med The Shining kan være den transformationsproces, som fandt sted fra bog til film, den såkaldte adaptation. Det er der allerede skrevet en del gode SRP-opgaver om, og det er altid ekstra spændende, når det handler om Kubricks arbejde med denne proces, fordi han altid gik temmelig radikalt til værks. Og det skete ikke mindst i forbindelse med Stephen Kings roman The Shining, som var udgangspunkt for filmen.

Stephen King fortæller i romanen en historie, en humanistisk historie, om en mand, der ikke kan komme ud af sit alkoholmisbrug, og som er voldelig over for sin søn og sin kone.

Som forfatter og kritiker Laura Miller skrev i 2013 i en kritisk sammenligning mellem roman og film:

”King is, essentially, a novellist of morality….But in Kubrick’s The Shining the characters are largely in the grip of forces beyond their control…As King sees it, Kubrick treats his characters like ’insects’ because the director doesn’t really consider them capable of shaping their own fate”

Ifølge Laura Miller er karaktererne i Kubricks film slaver af instruktørens æstetik. Hun mener, at billedbeskæring, komposition, lyd osv. får større plads og betydning end karakterudviklingen, og det giver et helt anderledes narrativ. Hun mener, at dramaturgien, der driver filmen frem, er de filmiske virkemidler og Kubricks karakteristiske stil.

Kubrick fortæller en historie om en mand og hans dæmoner, om hans dualitet/splittelse mellem godt og ondt, om hans magtesløshed. Karaktererne i filmen er isolerede både fysisk og psykisk. Fysisk er de isoleret af sne og vinter på hotellet, psykisk er de isoleret fra hinanden. Jack lukker Wendy ude fra sin verden. Det er en historie, som ifølge Jan Harlan, Kubricks svoger og producer, slet ikke giver mening. Harlan siger: ”Det er jo en spøgelseshistorie. Det er slet ikke meningen, at den skal give mening”. Og til det kan man så spørge, om det er, fordi æstetikken hos Kubrick vinder over indholdet.

 

Dobbeltgængermotivet og labyrinten

Et centralt tema i filmen er dobbeltgængermotivet, en jungiansk dualitet igennem hele filmen – i personer og i spejle:

  • Danny / Tony
  • De to spøgelsesagtige piger, der dukker op foran Danny i de labyrintiske gange
  • De to kvinder på badeværelset i værelse 237
  • 2 gange Grady / Delbert og Charles
  • 2 spøgelsesagtige tjenere: Lloyd og Grady
  • 2 gange Jack Torrance – ham, der er der i filmen, og ham, der ’altid’ har været der (’You have always been the Caretaker’

Det handler om Jacks indre konflikt, dobbeltheden og splittelsen i karakteren mellem godt og ondt, mellem hans egen himmel og hans helvede, mellem lyset og det mørke – men uden at vi får forklaringer på, hvorfor han har det, som han har det. Jacks ultimative overgivelse til sine onde impulser og tilbøjeligheder fremprovokeres af en række fristelser, som antydes mere eller mindre: alkohol, utroskab, vold og måske mest af alt af hans frustrerede ønske om forfatterstatus. Det sker på bekostning af hans ansvar for sin familie. Der er varsler om hans vej ind i sindssygen allerede fra starten, hvor han er til det første interview på hotellet. Jack ser ikke splinten i sit øje, han er ikke bevidst om sin egen mørke side, og det gør ham fortvivlet, som Kierkegaard ville sige. Det antydes kraftigt allerede i den første interview-scene.

For Kubrick er det måske primært en æstetisk leg med en forfatters skriveblokering i et afsides liggende hotel. En mand, der ikke kan komme væk fra sig selv og sin familie og de dæmoner, det frisætter i ham. En horror-skræk-vision af, hvad der kan ske, når en mand er lukket inde med sin familie for længe. En film om klaustrofobi og isolation, en sort komedie om en skør kunstner, som driver alle til vanvid, inklusive sig selv.

Dobbeltheden og modsætningerne er overalt på Kubricks Overlook Hotel i billeder og metaforer og knytter an til Freuds teori om das unheimliche/ the uncanny – det hjemlige som bliver uhyggeligt. Det ubevidste overtager mennesket, hvis det ikke er i harmoni med et kontrollerende overjeg.

Labyrinten er både god og ond – man kan fare vild i den, som Jack gør i slutscenen, og man kan blive reddet, hvis man er klog nok som Danny i samme scene. Labyrinten bliver en metafor for menneskesindet, det forvirrede og det fortabte sind. Derudover er selve hotellets gange en labyrint med tæpper i forskellige mønstre og lange gange. Her var Kubrick bl.a. inspireret af sin læsning af Kafkas roman Processen.

Kubricks æstetik/stil og form – næranalysen

Kubrick elsker at åbne scenerne fra centralperspektivet, og det gør han ikke kun i The Shining, men i alle sine senere film. Han bygger scenerne op ud fra en hierarkisk trekantkomposition med lige linjer, hvidt lys, bløde steady-cam-bevægelser og lange travellings. I The Shining skaber han bevidst en rumlig forvirring, så vi er desorienterede i forhold til, hvor vi befinder os på hotellet. Hotellet bliver en labyrint, hvilket underbygges af Dannys lange køreture rundt i gangene.

I åbningssekvensen ser vi en lille gul bil køre gennem et bjerglandskab – filmet fra en helikopter. Det er en meget velegnet scene til en indledende næranalyse. Scenen har flere af de karakteristiske Kubrick elementer, så det giver en introduktion til hans brug af de filmiske virkemidler.

Badeværelsesscener

I den næste sekvens, ’The Interview’, får vi filmens første eksempel på Kubrick brug af badeværelsesscener. Der er i alt 4 centrale badeværelsesscener i filmen. I denne sekvens er Jack til ansættelsesinterview med hotellets manager, mr.Ulmann, og Jack forsikrer ham om, at hans kone og søn glæder sig til de mange måneders isolation. Her parallelklippes til Wendy og Danny hjemme i huset, hvor de bor. Danny står på badeværelset foran spejlet og snakker med sin skjulte ven, Tony (dobbeltgængeren), som advarer ham mod at tage med. Danny er filmet ud fra centralperspektivet og kameraet bevæger sig i en travelling ind mod drengen foran spejlet. Samtidig med, at Tony advarer Danny, klippes der til et symmetrisk billede af en elevator, rød med hvide vægge, sloweffekt, og der vælter blod ud fra siderne – 2 piger klippes ind i et næsten subliminalt klip, blod på linsen og en rungende uhyggelig lyd. Og Dannys skrækslagne ansigt klippes ind, igen næsten subliminalt eller en form for ’chok zoom’, som bruges flere gange i filmen.

Allerede i denne sekvens introduceres filmens temaer om isolation, vanvid, det overnaturlige, familiens krise og det meningsløse.

I den tredje sekvens gentages turen gennem bjerglandskabet i den lille gule bil. Denne gang kommer vi tæt på de 3 karakterer, og Jacks skjulte vanvid antydes gennem en historie om kannibalisme.

Det er ikke kun i The Shining, at Kubrick er glad for badeværelsesscener. I Spartacus er der en berømt badeværelsesscene med homoerotiske undertoner mellem Tony Curtis og Lawrence Olivier, I Lolita hører professoren om Lolitas mors død, mens han er i badekarret, I Full Metal Jacket slutter filmens lejrafsnit med, at Private Pyle skyder sin plageånd og sig selv på badeværelset, og i A Clockwork Orange afsløres Alex’s identitet for den gamle forfatter, da han i badekarret synger sin yndlingssang, ”Singing in the Rain”.

I The Shining er filmens afgørende vendepunkter udformet som badeværelsesscener, som i den grad lægger op til næranalyse.

Badeværelsesscene 2 er også filmens point of no return: Jack er på baren, The Gold Room, med Lloyd (51.30), da Wendy kommer og fortæller ham, at nogen har forsøgt at kvæle Danny i værelse 237. Jack kalder hende sindssyg, men går alligevel til værelse 237 for at undersøge sagen. I 237 bevæger Jack sig ind på badeværelset, hvor han ser en ung, smuk og nøgen kvinde bag forhænget i badekarret. Hun kommer mod han, han omfavner hende, og hun forvandles til en gammel kvinde i opløsning. Jack væmmes, er skrækslagen og bevæger sig ud af rummet. (Dette er kun en antydning af en næranalyse.)

Badeværelsesscene 3 kommer, efter at Jack er blevet rasende over, at Wendy foreslår, at de skal rejse hjem. Han går til fest i The Gold Room, hvor han møder tjeneren Delbert Grady, som spilder på Jacks tøj og tager ham med ud på et meget rødt/hvidt badeværelse (1,.06.40). Her falder den mystificerende replik fra Grady til Jack: ’You are the caretaker, you have always been the caretaker’, og så formaningen til Jack om, at Danny og Wendy ’need a good correction’.

Badeværelsesscene 4 er den berømte scene, hvor Jack slår døren ind til Danny og Wendy med en stor økse, og vi får den berømte replik: ’Here’s Johnny’. Optakten til scenen er imidlertid scenen i den store sal, hvor Jack skriver og Wendy opdager, hvad han skriver, turen op ad trappen, hvor hun slår ham bevidstløs, slæber ham ind i spisekammeret og ender med at sove i deres lejlighed. Her kommer Danny og skriver MURDER bagvendt og snakker mærkeligt, og hun læser teksten via spejlet. Scenen er optakten til, at Danny slipper ud af vinduet og til sidst ender i labyrinten, som frelser hans liv og dræber Jack.

Alle 4 badeværelsesscener følger filmens dramaturgi, og næranalyserne giver et suverænt indblik i Kubricks helt specielle brug af filmiske virkemidler.

Så god fornøjelse med Kubrick på Gl. Strand og i undervisningen

– der følger mere undervisningsmateriale i løbet af august.