Af Michael Højer, lektor på Favrskov Gymnasium

 

En af de helt store udfordringer ved at skulle implementere en reform i et hvilket som helst fag, må være at vende sig af med de faglige vaner den forrige reform har fremdyrket. Denne udfordring er måske ikke så bevidstliggjort i løbet af det første reformår, hvor man har travlt med at omsætte et fags nye mål til daglig undervisning. Men i bagklogskabens klare lys (læs: ved enden af første skoleår, og lige før eksamen) bliver det desværre rigtigt tydeligt hvad man har gjort, og hvad man burde have gjort.

I nedenstående vil jeg prøve at nedfælde nogle af de erfaringer vi har gjort os på Favrskov Gymnasium, hvor vi – ligesom alle andre – stod over for første år med grundforløb og det nye mediefag på c-niveau.

 

I det følgende vil jeg lave nogle nedslag i emner og elementer, jeg synes har været særligt interessante for mig og min skole i år, netop fordi jeg mener det er i håndteringen af disse elementer, at mediefagsforløbet på vores skole – og sikkert også andre – kan optimeres. Emnerne er på en gang af både strukturel, didaktisk og indholdsmæssig karakter og retter sig mod fagets praktiske såvel som teoretiske aspekter.

 

Grundforløbet i mediefag på FG

Grundforløbet i mediefag på Favrskov Gymnasium var i dette skoleår sammenkørt med alle de øvrige kunstneriske fag således at alle kunstneriske hold blev undervist på samme tid. Forløbet bestod af to halve dage (4 lektioner/stk) samt to dobbeltlektioner, altså i alt 12 lektioner. Forløbet strakte sig fra slutningen af august til mandagen efter efterårsferien og fulgte følgende model:

På papiret så forløbet egentlig fint ud, med afvikling af produktion og introduktion til filmanalyse, anslag og mediefaglige kontekster.

Den største succes var uden tvivl den kunstneriske dag, som både vi og eleverne evaluerede til UG. Denne dag var kaotisk, sjov, kreativ, hektisk og produktiv – lige nøjagtigt som vi godt kan lide det når produktionsforløb er allerbedst. Her fik eleverne en meget klar ide om, hvad det er vi laver i faget, hvorfor vi er et kunstnerisk fag, hvor elevaktiverende vi er, og hvad de skal bruge os til. Og så blev de på kort tid bedre til at lave levende billeder via introduktionen til FEMO-principperne. Alt i alt, god, sjov og meget synlig mediefaglig læring.

 

I forbindelse med den kunstneriske dag og i resten af grundforløbet oplevede både lærere og elever dog en række praktiske problemer, vi gerne vil undgå næste år: en lærer med to hold stod med 55 elever på de kunstneriske dage og en enkelt lærer, der slet ikke fik timer for at undervise på c-niveau var nødt til at deltage for at de kunstneriske dage kunne afvikles; man havde ikke faste hold fordi en af tankerne bag grundforløbet er, at eleverne skal blande sig med hinanden; der gik så lang tid mellem de enkelte dage, og de havde så spredt et fokus, at eleverne slet ikke fik en tilstrækkelig fornemmelse af faget for det var meget svært for eleverne af samle sig om et fag, der i udgangspunkt præsenteredes så diffust timemæssigt når de også skulle forholde til den allerede svære overgang fra grundskole til gymnasium. Det værste af det hele var dog, at man faktisk var nødt til at starte (næsten) fra nul når det egentlige forløb gik i gang efter opdelingen i studieretningsklasser – og man følte derfor som lærer, at meget af tiden i grundforløbet var spildt. Men således forholdte det sig altså i år med praktiske udfordringer omkring grundforløbet.

 

Teoretisk forløbsstruktur – nu med kontekst

I løbet af et år i mediefag skal man typisk også omkring et filmteoretisk forløb. Jeg lod (som altid) mine elever vælge selv, men tydeliggjorde via en gennemgang af de faglige mål, hvad forløbet skulle tillade os at arbejde med. I læreplanen ekspliciteres det, at eleverne skal kunne

 

• redegøre for grundlæggende træk ved fakta, fiktion og blandinger mellem disse former
• identificere centrale træk ved forskellige genrer, medier og medieplatforme samt samspillet mellem dem
• foretage en mediefaglig perspektivering af film, tv og nyere medier ud fra en valgt kontekst

Med udgangspunkt i gennemgange af disse krav i læreplanen valgte eleverne et forløb om Christopher Nolan. At køre et klassisk auteurforløb om Nolan ville have været a piece of cake. Men jeg forelskede mig i tanken om at lade Nolan danne udgangspunkt for en række forskellige analytiske tilgange til film; med andre ord, at sætte Nolan ind i forskellige kontekster, som eleven så til eksamen kan vælge imellem når de skal perspektivere.

 

I løbet af forløbet nåede vi omkring følgende kontekster (eller analytiske tilgange) til Nolan:

• anslagsanalyse (inital-analyse) – en viderebygning af grund- og introforløbets tema
• auteur-analyse – en læsning af Memento med udgangspunkt i en række artikler om Nolan
• social-historisk analyse – The Dark Knight som post-9/11 fortælling
• Genreanalyse – The Dark Knight som superheltefilm og Memento som neo-noir krimi
• Fakta og autenticitet – Quay og autenticitetsmarkører, samt en gennemgang af hvordan forskellige formater (fx dokudramaer som Dunkirk) iscenesætter autenticitet

 

Som en negativ konsekvens af at køre forløbet på denne måde har jeg i tilbageblik måttet konstatere, at mit arbejde med nyere medier og medieplatforme har været yderst sparsomt. En anden gang påtænker jeg derfor at arbejde mere med lanceringen af fx Nolans film i forskellige sammenhænge (posters, web, virale kampagner o.lign.). Ærgerligt ikke at nå helt i mål med dette aspekt af de nye læreplaner, da jeg mener her er rigtigt meget kernefagligt materiale at hente her.

 

På den mere positive side havde jeg måske en forventning om, at forløbet ville blive vældigt omfattende og ufokuseret pga. de mange vinkler, men jeg oplevede i stedet, at kontekst-tilgangen løftede et klassisk auteurforløb op til noget større og bedre – og jeg glæder mig til at føre dem til eksamen i netop dette emne. Jeg er spændt på at se, hvilke kontekster de vælger at perspektivere til, og måske specielt, hvorvidt mit eksamensspørgsmål i Dunkirk (som vi ikke har set eller arbejdet med i forløbet) fordrer, at nogle vælger filmens iscenesættelse af autenticitet som kontekst.

 

Under alle omstændigheder skal der herfra lyde de varmeste anbefalinger til at bruge kontekst som et centralt begreb og værktøj til at udbygge og løfte klassiske historiske, tema-, genre- og auteurforløb ind i fremtiden med det nye mediefag. Og en meget positiv side effect er, at det klæder eleverne grundigt på til eksamen.

 

Det praktiske arbejde

Med alle de fodfejl der bliver begået i et første reformår, både organisatorisk og med implementeringen af de nye lærerplaner i faget, bliver tid en væsentlig faktor. Det er derfor også en udfordring at finde plads til praktiske forløb, der dækker fagets kernestof – men måske mere vigtigt, giver eleverne de nødvendige kompetencer til at kunne lave en god eksamensproduktion. Mine c-elever nåede i år at lave følgende praktisk arbejde:

• Portrætfilm med FEMO-principper (kunstnerisk dag)
• Individuelle indstillinger om filmiske virkemidler – mini-øvelser i forbindelse med indlæring af filmiske virkemidler, hvor eleverne forklarer hvilke virkemidler, der er anvendt i den indstilling de befinder sig i.
• ”Drik mindre, opleve mere” – kampagnefilm i forbindelse med Lommefilms besøg på skolen (det var en tema-dag uden for timerammen, men vi evaluerede elevernes film i mediefag)
• Et filmisk interview med Nolan-inspirerede dækbilleder, hvor en elev fortalte om Nolan
• Eksamensfilm

Det var måske nok mere praktisk arbejde end jeg havde håbet på at nå, men jeg var som lærer alt for lidt inde over for mange af processerne hos min egne elever. Først ved Nolan-filmen og eksamensfilmen fik jeg et nuanceret billede af hvad den enkelte elev kunne præstere, og det var for sent synes jeg – specielt hvis man vil nå at give en elev eller en gruppe klare fokuspunkter de kan nå at arbejde videre med inden eksamensfilmen. Som et andet mindre problem kan nævnes, at sammenhængen mellem det praktiske arbejde og den teoretiske undervisning var alt for løs i forbindelse med Lommefilms temadag – en problematik, vi håber at kunne imødegå, med næste års ændrede struktur i faget på Favrskov Gymnasium. Mere om det til sidst.Endeligt må jeg konstatere, at på trods af det faktum, at vi har lavet mange små produktioner, så ender eleverne med – endnu en gang – at lave kortfilm som eksamensproduktion. Det kan være meget fint, men kolliderer lidt med mit ønske om, at bære faget ind i en mere up-to-date æra.

 

Nye formater – en kort gennemgang af næste års praksis

Hvis jeg skal samle lidt op på de problemer, der har været mest fremtrædende i det første reformår har det været følgende: timestrukturen i grundforløbet; manglen på tilstrækkelig inddragelse af medieplatforme og distributionskanaler i den teoretiske undervisning og derigennem også delvist manglen på en tilbundsgående forståelse af den aktuelle medieverden eleverne lever i (ellers en af intensionerne bag det nye mediefag); manglende nuanceret indblik i elevernes evner som producenter af levende billeder og en for løs kobling mellem teori og praksis i et par produktionsforløb; det faktum, at eleverne stadig laver de samme kortfilm de altid har lavet til eksamen og dermed halter efter med at gøre faget mere aktuelt mht. nutidens mediebillede og de mange nye korte filmiske formater. For at imødekomme og udfordre disse problemtikker næste år er målet at sætte ind på følgende tre områder.

 

1. Grundforløbet i mediefag gentænkes, så det – udover en indledende kunstnerisk dag – består af et fuldbyrdet teoretisk introduktionsforløb i filmiske virkemidler og anslag (der sagtens kan anskues som en særlig filmisk kontekst/form OG stilles spørgsmål i til eksamen). Ideelt set vil eleven, straks efter oprettelse af studieretningsklasserne, kunne lave anslagsanalyse i den nye faste klasse og tage en individuel introtest i filmiske virkemidler og anslag. Den nye faste lærer vil derfor hurtigt kunne danne sig et indtryk af elevernes faglige niveau og tiden i grundforløbet ville være givet godt ud.

 

2. Produktionsforløb: Efter overgangen til de nye faste klasser ville et kort forløb om dramaturgi kunne danne udgangspunkt for en mini-produktion, hvor eleverne omsætter viden om filmiske virkemidler og dramaturgi til en kort joke-lignende fortælling i 3 akter (set up, konfrontation, resolution/punchline/pay off) på maks 1 minut. Med sådan en overskuelig, men alligevel passende kompleks, produktion får man hurtigere følelsen af, hvad den enkelte elev kan præstere og hvor man skal sætte ind i sin vejledning. Ud over at træne med kamera og redigeringsudstyr, så forbereder 3-akters-øvelsen desuden eleverne til deres eksamensproduktion fordi denne struktur går igen i alle former for produktioner. Forhåbentligt kunne øvelsen i at fortælle kort og præcist også trække nogle elever over mod kortere formater i netop deres eksamensproduktion. Mini-produktionen spiller dog også en rolle som overgang til den nytænkning af teoriforløb på mediefag c jeg tænker skal være hjertet i min undervisning næste år, og som jeg håber kan implementere reformen fuldbyrdet i min undervisning.

 

3. Korte filmiske formater – et mediefagligt teoriforløb. Som nævnt tidligere skal et godt teoriforløb i mediefag c både træne eleverne i at ”skelne mellem fakta, fiktion og blandinger mellem disse former”, at ”identificere centrale træk ved forskellige genrer, medier og medieplatforme samt samspillet mellem dem” og at ”foretage en mediefaglig perspektivering af film, tv og nyere medier ud fra en valgt kontekst”.

Med håb om at nå disse faglige mål i et forløb vil jeg næste år afvige fra mit princip om at lade eleverne vælge forløb. I stedet vil jeg præsentere dem for forløbet ”Korte filmiske formater”, hvor vi kigger på en række nye og gamle miniformater såsom trailere, musikvideoer, titelsekvenser, virale videoer, youtube-fænomenet og mikro-dox (og måske endda kortfilm) for derigennem at blive kloge på den medieverden vi lever i og kunne forstå de præmisser, hvorpå disse formater eksisterer. Ved ikke at lægge mig op af et klassisk forløb med spillefilm som omdrejningspunkt, bevæger jeg mig måske nok væk fra det, der gjorde mig forelsket i levende billeder, men jeg udfordrer samtidig mig selv som underviser (helt specifikt før-reformen-versionen af mig selv) og det håber jeg aldrig jeg bliver træt af. Og så tænker jeg det løser flere af de problemer jeg har haft i år med hensyn til at imødekomme de ny mål i læreplanen på en sjov og konstruktiv måde, ikke mindst fordi de korte formater spreder sig så vidt og åbner op for perspektivering til en masse forskellige mediefaglige kontekster, der kan arbejdes med i undervisningen. Og hvis jeg er rigtigt heldig, så laver mine elever også noget andet end kortfilm i deres eksamensproduktioner, nu hvor de kommer til at vide en masse om de korte formaters måde at fortælle på.

 

Det giver mig i hvert tilfælde en bred og varieret palet af kortere produktioner at vælge fra, når jeg om et år skal lave 4 minutter lange eksamenscitater til min elever på c-niveau. Måske glæder jeg mig faktisk lidt allerede … for selvom det kan være hårdt, så er det altid sjovt, at bringe sig selv ud af sin didaktiske og faglige komfortzone.