– The Last of US (2023) og Silent Running (1972)

af Jeppe Laugesen

Et lille melodistykke, spillet med klaverets lysestetoner, markerer overgangen til filmens verden. En langsom kamerabevægelse fører os over bløde graner og røde blomster, alt imens dybe toner fra klaveret og et klokkespil tilføjer dybde til den lille melodi. Der klippes tættere ind på blomsterne, og kamerabevægelsen fortsætter ned af duggede blade helt ned til blomsterbunden. En synthesizer støder til og introducerer temaet, alt imens titlen afsløres med de dugfriske blomster i forgrunden og et uudgrundeligt mørkt og grønt vildnis i baggrunden.

Det beskrevne anslag er ikke fra en romantisk tåreperser, men fra Douglas Trumbulls ”Silent Running” (1972). Filmen omhandler Freeman Lowells forsøg på at beskytte det sidste levende planteliv fra jorden, der nu kun eksisterer på rumskibe med drivhuse i kredsløb, langt fra jordens dræbende forurening. Filmen er en af de første scifi-film, der specifikt fokuserer på miljøets undergang.  Der er selvfølgelig enkelte andre, der i højere eller lavere grad tager planteliv alvorligt, men ”Silent Running” stikker ud fra mængden med sit visuelle særpræg, forårsaget af kontrasten mellem natur og teknologi.

Den grundlæggende idé, denne artikel undersøger, er brugen af mænd til at symbolisere fertilitet i clifi-film og serier.Kvinder er oftere blevet forbundet med fertilitet end mænd. Man kan tænke på frugtbarhedsgudinder fra Venus til Freja, man kan også tænke på de mange moderne og klassiske statuer, teaterstykker og malerier, der laver samme kobling. Så hvad er pointen med at bruge manden? Det undersøger denne artikel ved at kigge på Freeman fra ”Silent Running” og i aktualitetens navn også Frank og Bill fra ”The Last of Us”, der nyder jordbær avlet i en ellers fjendtlig natur.

Nu vender jeg for en stund tilbage til introen fra ”Silent Running”. Introen til filmen, som er inkluderet i artiklen her, bør man fornøje sig med for helt at forstå, til hvilken grad Freeman bliver sat i forbindelse med den natur, han prøver at redde. Hvis vi ser videre i titelsekvensen, opdager kameraet sammen med os en slimet snegl kravle over et blad. Vi driver hen over sneglen og møder flere blomster og til sidst en skildpadde delvist nedsunket i en lille pyt vand. Skildpadden får øje på kameraet og kigger nysgerrigt indtil den mister interessen. Så møder vi en hel serie af duggede blomster af mange forskellige og smukke arter smeltet sammen af bløde dobbelteksponerede overgange. En frø på en lille sten der stikker op mellem blomsterne kvækker lystigt sit parringskald ud i rummet. Til sidst ser vi Freeman i en langsom tilt, der dukker op af vandet i en lille swimmingpool mellem al naturen.

Freeman indrammes af stråler af vand og senere af naturens blade, der ser ud til at føje sig, for at lade os se med. En smule voyeuristisk kan man mene. I kombination med de våde blomster, de slimede dyr og frøens parringskald, er det tydeligt, at denne mand er forbundet med naturen på en helt speciel måde. Ingen andre karakterer i rumskibet har tilnærmelsesvist samme forhold til naturen. Og det er da også kun Freeman der tør tage de endelige skridt og redde den bugnende kuppel af bevaret natur til sidst i filmen. Han skyder den ud i rummet, hvor den måske vil møde en anden verden, den kan sprede i.

Man fornemmer, at det lille mikrokosmos af natur, som Freeman er knyttet til, rummer kimen til nyt liv, en ny start, men samtidig er der også både romantik eller ligefrem erotik. Specielt den sidste voyeuristiske fremstilling af den badende Freeman vækker den mulighed. De duggede blomster, de slimede dyr og den kvækkende frø kan ses som medvirkende i dette antydede lag.

Man fristes til at se kuplernes runding, som noget andet end blot drivhuse set fra rummet. De er fyldt med liv, og da Freeman skyder dem afsted ud i rummet, for at de måske kan sprede sig et andet sted, er de klar til at ”føde” liv på en ny planet. Når man ser deres runding fra rummet og tænker på deres funktion kommer man til at tænke på gravide maver eller livmødre. Til gengæld er det samtidig Freeman, der skyder dem afsted ud i rummet, og det minder mere om den maskuline del i forplantning, de kan altså også forstås som en art sædceller, der i kombination med en planet, et æg, i forening kan skabe liv. I denne teknologiske og biologiske sammenblanding er gameterne altså blandet håbløst sammen, og kvindens fravær uden betydning. På trods af Freemans morgenkåbe, der minder en smule om en Jesuskarikatur, går vi derfor ikke tilbage til oprindelsen i denne mulige genfødsel af naturen, men opfinder nye kriterier for, hvordan sådan en kan se ud.

Anderledes er det i ”The Last of Us”, som har mange kvindelige karakterer, men ikke i det afsnit, jeg fokuserer på her ”Long, Long Time.”I serien, for dem der ikke har set den, er stort set hele jordens befolkning blevet inficeret af svampe, der gør dem til zombier. Serien fra HBO startede som et spil, men er altså også filmatiseret på ganske vellykket manér. Denne filmiske udgave af historien indeholder også denne idé om manden som frugtbar, mere specifikt er det Frank og Bill, som sammen har et helt afsnit, hvor de mødes, forelsker sig og oplever tab.

I den gengivne scene har Frank og Bill været ude at løbe. Selvom de er forpustede og trætte, vil Frank overraske Bill. Kameraet har i et rystet, sidelæns trackingskud Frank og Bill i fokus, mens de nærmer sig den lille køkkenhave. Naturens lyde er sammen med Bills åndedræt og Frank beroligende stemme med til at skabe stemningen. Vi ser jordbærrene og hører Bills overraskelse, før vi i et toskud får Franks forklaring på, hvordan det lykkedes at dyrke jordbær mod al forventning. Da forklaringen er færdig, sænker de sig begge ned og kameraet følger med dem, en lille hæk kommer ind i billedet. De to er omgivet af naturen og så klipper vi til et jordbær, der nænsom plukkes. En guitarstreng slås an, og så flere. Vi skifter til en anden vinkel, der viser os solnedgangen i baggrunden. Bill nyder duften af jordbærret og de taler lidt om, hvordan de bliver ældre imens de nyder smagen. De skal lige til at begynde at elske, før Frank stopper Bill og siger ”not on the strawberries”.

Bill har tidligere i samme afsnit vist sig som en brysk mandemand, der i kombination med skuespilleren, Nick Offermans tidligere rolle som mandemanden Ron Swanson, overrasker ved at springe ud som homoseksuel. Han viser også, at han kan mere end bare at forsvare sig mod svampezombier. Det er Bills ankomst, der starter Franks genfødsel, der muliggør, at de sammen, som scenen og resten af afsnittet viser, kan formå at skabe håb og også liv på trods af verdens undergang.

Filmenes mænd stræber efter at gøre det umulige, og de stritter mod biologiens regler med deres hermafroditiske tvetydighed. Det minder en anelse om Miltons første linjer fra “Paradise Lost” (1667), hvor Gud skaber verden: ”Thou from the first was present, and with mighty wings outspread Dove-like satst brooding on the vast abyss and mads’t it pregnant.” Det var for Milton pointen, at læseren skulle blive provokeret af at foreslå at Gud var delvist kvindelig, og det er nok ikke helt umuligt at forestille sig, at ”Silent Running” på samme måde har leget med karakteren Freemans køn for at skabe røre i andedammen. Han er helt uinteresseret i kvinder, de optræder stort set ikke i filmen, helliger sig komplet naturen og opnår derigennem en frugtbarhed, der fungerer som kontrast til naturens undergang og resten af verdens ligegyldighed overfor den. Frank og Bill, der sammen formår at løfte specielt Bills liv ud af benægtelse og rutine, har samme tone. De behøver ikke kvinder. Selv uden en livmor, kan de skabe liv og skabe håb for fremtiden i den ellers fjendtlige verden de bor i. Alt sammen symboliseret i jordbærrene.

Vi har med andre ord at gøre med mænd, der gennem deres handlinger, opnår potentialet for at skabe liv selv uden en kvinde. Ligesom jorden er ufrugtbar eller fjendtlig, burde den maskuline krops biologi umuliggøre ethvert forsøg på at reproduktion, men disse mænd formår i deres kærlighed til naturen og til hinanden at skabe liv, i hvert fald i overført betydning. Køn er et hot topic i undervisningsverdenen i dag, man kan nemt komme galt afsted, men forankret i konkrete eksempler som i denne artikel, kan man måske løfte undervisningen ud på lidt mere filosofiske overvejelser om biologiens, teknologiens og ikke mindst kulturens betydning for, hvordan vi som mænd, kvinder (mm.) ser os selv og hinanden.