Af Mimi Olsen, fagkonsulent

Så er det tid til endnu et ”Fagkonsulentens hjørne” med sidste nyt. Efteråret har igen-igen i den grad handlet om mediefag! Der har været afholdt fagdidaktisk kursus i oktober-november, hvor vi endnu engang har mødt herlige, nye mediefagskollegaer, der brænder for faget og kommer til det med masser af ny energi. Medielærerforeningens årskursus i november var en stor succes og havde et spændende program fra først til sidst – ligesom der blev taget hul på vigtige debatter om fagets fremtid. Bl.a. er jeg selv ret optaget af, hvordan vi får stilladseret arbejdet med elevernes egne mobiltelefoner, som fylder mere og mere i den praktiske del af undervisningen på C-niveau. Og så var der i sidste måned elevfilmfestivaler. Hold nu op et niveau! I Øst løb C-niveau-holdene med stort set alle priser og filmene var fremragende. Der sker noget ude på skolerne i mediefagsundervisningen. Det er tydeligt for enhver. Og herfra skal der lyde en kæmpestor tak til alle de frivillige kræfter, der år efter år sørger for at fejre elevernes eksamensproduktioner i flotte biografomgivelser. Det er så festligt og en flot oplevelse for eleverne at se, hvordan deres arbejde tager sig ud i så proffe omgivelser. Tak for at holde liv i den tradition. Det er virkelig værdsat.

FIP i marts – med fokus på AI

Onsdag den 13. marts er der mediefagligt FIP-kursus på Mulernes Legatskole. Det overordnede tema for årets FIP-kurser er digital og teknologisk dannelse, og ikke mindst AI vil fylde meget på mediefags FIP. Bl.a. kommer Claus Scheuer-Larsen og Per Størup Lauridsen fra Odense Tekniske Gymnasium og holder oplæg om Kunstig intelligens i mediefag, og Bo Bergstedt fra TV2 fortæller om Kunstig intelligens i mediebranchen.

Kurset byder også på en workshop om, hvordan man kan stilladsere praktiske forløb med smartphones, og endelig vil Thor Niels Fejerskov Jensen fremlægge et udviklingsprojekt om turbo-hf. Udviklingsprojektet tager sigte på at imødekomme nogle af de udfordringer, der kan være forbundet med at gennemføre et C-niveau-forløb på bare ét semester på hf. Bl.a. fordi eleverne både skal lære fagets teoretiske begrebsapparat at kende og lave praktiske produktioner i et meget komprimeret forløb. For at kaste mere lys på de didaktiske udfordringer og løsninger kommer udviklingsgruppen  – bestående af Lasse Harder Schousboe, Thor Niels Fejerskov Jensen og Torben Bille – med bud på, hvordan et HF-’halvårshjul’ kan tilrettelægges, så man kommer i mål med alle de faglige krav. Man kan stadig nå at komme med til FIP. Program og tilmelding finder man her: https://www.gl.org/kurserogarrangementer/Sider/kursusdetaljer.aspx?courseId=5419

AI og eksamensproduktion

Elever må ikke benytte AI i forbindelse med eksamensproduktionen i mediefag. Og forbuddet gælder i alle faser af arbejdet med produktionen, dvs. både når det gælder præproduktion, produktion og postproduktion. UVM har lavet en FAQ med spørgsmål og svar på ofte stillede spørgsmål. Her kan man bl.a. læse følgende:

Det er forbudt at bruge chatbots under prøverne på de gymnasiale uddannelser. Hvis chatbots eller andre former for kunstig intelligens bidrager til eller leverer en hel eller delvis besvarelse, er der ikke længere tale om et selvstændigt stykke arbejde. Brug af chatbots betragtes derfor som snyd. Forbuddet gælder, når en prøve er begyndt. En prøve er begyndt, når uddelingen af opgaverne er startet, eller når eksaminanden er blevet gjort bekendt med prøvespørgsmålet, opgaven, opgavetitlen, forberedelsesmaterialet eller lignende. Forbuddet gælder også ved udarbejdelsen af produkter, der tjener som grundlag for en prøve, for eksempel synopsis, eksamensprojekt og lignende.

I kan læse mere her: ”Spørgsmål og svar om digitale hjælpemidler og snyd” – https://www.uvm.dk/gymnasiale-uddannelser/proever-og-eksamen/regler-og-orienteringer/vejledning-om-digitale-hjaelpemidler-og-snyd/digitale-hjaelpemidler-og-chatgpt/spoergsmaal-og-svar-om-digitale-hjaelpemidler-og-snyd

Hjælp til eksamensproduktion

Mange af os har stor glæde af at have elever med på kurser, der hjælper dem med at blive klogere på ikke mindst praktisk filmproduktion. Det er imidlertid meget vigtigt at indskærpe, at disse kurser ikke må have tilknytning til elevernes eksamensproduktion. Det er ikke i overensstemmelse med læreplanen og eksamensbekendtgørelsens krav om, at der skal være tale om eksaminandens eget og selvstændige produkt, at eleverne får hjælp til deres eksamensproduktion. Dette gælder ikke alene formaliseret kursusvirksomhed,  men også andre personer, organisationer, uddannelsesinstitutioner o.lign. Med andre ord: Elever må ikke få udefrakommendes hjælp til deres eksamensproduktion – dette gælder alle faser af produktionen.

Seksualundervisning med mediefag!

Her kommer en gentagelse. Men den kan tåle det! Eleverne på de gymnasiale uddannelser skal have obligatorisk seksualundervisning fra skoleåret 2023/2024. Baggrunden er blandt andet stor efterspørgsel fra eleverne. Den obligatoriske seksualundervisning skal sikre, at eleverne stifter bekendtskab med emner som samtykke, grænser, prævention og seksuelt overførbare sygdomme. Der er ikke centralt fastsatte krav om, hvordan undervisningen skal tilrettelægges eller hvilke fag, der skal stå for seksualundervisningen. Men det er vigtigt, at seksualundervisningen kommer ud i fagene og i fællesfaglige forløb. Og mediefagslærerne kan roligt melde sig på banen! Maria Rudolph og Charlotte Ørum Barnkob fra Ørestad Gymnasium har skrevet en meget spændende artikel om, hvordan mediefag kan bruges til at afkode og forholde sig kritisk til visuelle repræsentationer af intimitet, køn og seksualitet. Selvfølgelig med masser af konkrete eksempler, der kan bruges i undervisningen. Desuden kommer forfatterne med bud på, hvordan fagets praktiske dimension kan komme i spil i seksualundervisningen – også i samspil med andre fag. I kan finde materialet her: https://emu.dk/stx/undervisningsmiljoe/seksualundervisning/seksualundervisning-med-afsaet-i-laereplanerne-mediefag?b=t6-t383-t6180&fbclid=IwAR1IWjPPE74JMQMJNueyhz9ycAGx89CKe4KWarsYpvHGDvRLnEM1R1XnR78

HUSK: I er altid velkomne til at skrive til mig på mimi.olsen@stukuvm.dk – med spørgsmål, ideer til kursustemaer, forslag til justering af vejledninger med mere.

Mimi