af Mette Wolfhagen Linnebjerg, Skt. Knuds Gymnasium
Den 31. juli stopper Mimi Olsen som fagkonsulent. Efter ti år på posten gives stafetten videre til Michael Højer, og samtidig bliver det også et farvel til jobbet som gymnasielærer på Hvidovre Gymnasium, hvor hun har undervist i dansk og mediefag, siden hun begyndte sit arbejdsliv. Mimi vil altså – på papiret – være pensionist, når klokken ringer ind til det nye skoleår i august.
Men pensionist – det bliver hun ikke! Kender man Mimi, ved man, at hun på ingen måde kan læne sig tilbage, for som det arbejdsomme, passionerede menneske hun er, betyder afskeden med gymnasieverdenen bare, at hun nu kan tage hul på et nyt kapitel i livet.
Mimi har altid brændt for undervisningen, for eleverne, for den faglige udvikling – og ikke mindst for mediefag. Selv inden hun tiltrådte stillingen som fagkonsulent i 2014, var hun et fagligt flagskib i faget. Både som skribent og redaktør for CUT, men også som lærebogsforfatter og redaktør for en lang række udgivelser til brug i både mediefags- og danskundervisningen. Hendes navn er således at finde på nær sagt alle litteraturlister til SRP’er og andre større opgaver med mediefag, og på mange undervisningsbeskrivelser for mediefag.
Hun ER mediefag – både i pennen og i hjertet.
Som fagkonsulent har hun været med til at sætte et stort aftryk på faget, som det er nu. I forbindelse med reformen i 2017 løftede hun mediefag ind i en ny og tidssvarende æra, hvor tværmedialitet, kontekster, distributionskanaler og nye formater er kommet til, så de nu inddrages i klasseværelser og eksamenslokaler på lige fod med faglige begreber som nærbilleder og krydsklipning.
Og i en tid, hvor faget har fået konkurrence fra design & arkitektur samt bokser med faldende ungdomsårgange, har hun banet vejen for Mediefag A. Udviklingen af det har ligeledes været et projekt, der har været vigtigt for Mimi – og endnu en ting, hun har kæmpet meget for. Så effektivt, at det ikke længere er et forsøgsfag.
Det er ikke kun på den fagfaglige udvikling, Mimi har sat sine tydelige fodspor. Også inden for fagdidaktikken i mediefag har Mimi kæmpet og udviklet, til stor glæde for særligt de nye kandidater i faget men også for mere erfarne undervisere. Senest har hun i SDU-regi udviklet et projekt med at udgive tidligere pædagogikumkandidaters teopæd-opgaver som fagdidaktiske artikler – et projekt, der har fået så stor succes, at det er blevet udvidet til at gælde for mange andre fag i fagrækken.
Der er så absolut ingen tvivl om, at Mimi er en klog, dygtig, arbejdsom kvinde, som man nogle gange kan have mistænkt for at have flere timer i døgnet, end vi andre har. Hun er en knokler, der tager sit arbejde meget seriøst, og hun har aldrig hoppet over, hvor gærdet var lavest. Samtidig er hun stædig og er ikke bleg for at tage kampen op, hvis omstændighederne kræver det. Men hun er ligeledes et meget anerkendende og omsorgsfuldt menneske, der også indeholder en mere løssluppen side, hvor sproglige udråb som ”What the fuck is going on” og ”Halloooooo….” af og til afslører vestegns-pigen i hende.
Der er ingen tvivl om, at Mimis arbejdsliv har haft en tyk streg under arbejde, og hun har sat store aftryk på faget hos sine elever og kolleger. For sådan er det, når man er et fagligt fyrtårn, elsker sit arbejde og er i stand til at nørde igennem. Og nørderiet fortsætter heldigvis – både fagligt og privat. Nu bliver der tid til begge dele – men forhåbentlig bliver der nu bedre tid til fordybelsen på den private front, hvor tiden nu skal bruges på (fortsat) at skrive og redigere bøger, strikke og brodere, spille Wingspan, læse Dostojevskij, lege med børnebørnene og nyde livet i sommerhuset på Bornholm.
Kære Mimi,
Vi takker dig for de mange år, hvor du har været en fantastisk kollega, fagkonsulent og faglig sparringspartner, og vi ønsker dig alt det bedste i dit nye livskapitel.
Seneste kommentarer