Af Andreas Halskov & Hans Oluf Schou

 

Det hele startede på en fortovsrestaurant i Prag. De tre mediefagslærere, som havde tilrettelagt Pragkurset, sad ved et lille bord i solen og glædede sig over det vellykkede program. Ved bordet sad også en fjerde – og yngre – mediefagslærer, der ikke havde nogle personlige aktier i Pragkurset, men som alligevel delte de erfarne kursuslederes begejstring. Måske kunne man lave et lignende kursus, et andet sted i verden?

Vejret var overdådigt, opholdet på filmskolen havde været meget venligt og lærerigt, det praktiske filmarbejde havde været sjovt, og stemningen blandt kursusdeltagerne var høj.

Ud af denne euforiske stemning sprang den skøre ide, at det kunne være sjovt at lave et kursus til Los Angeles og Hollywood, og her kunne den fjerde mand ved bordet måske trække på sine personlige kontakter.

Forfatterne til denne artikel sad med ved det lille runde bord, og lad det være sagt med det samme: Vi havde håbet på en lille tilslutning til kurset, trods nedskæringer og stx-afmatning i hele landet, men havde ikke regnet med, at der ville komme mere end 12-14 tilmeldinger. Det var således ikke med store forventninger og forkromede idéer, at vi påbegyndte planlægningen. Vi ville slet og ret gerne til LA og møde spændende folk fra film- og tv-industrien, og vi håbede at andre undervisere ville dele denne drøm, så vi mødtes i Århus og fandt ud af, hvad vi havde lyst til at lave i Los Angeles. Ud af dette voksede et kursus. Ikke et Medielærerforeningskursus, men et seminar, hvor vi selv hæftede for både økonomi og fagligt indhold.

Til vores overraskelse kom der hurtigt en del tilmeldinger til kurset og hen ad vejen tog det fart, så vi før jul var oppe på 32 deltagere. Det havde vi ikke regnet med, og det gav nogle udfordringer på næsten alle fronter: rejselogistik, indkvartering, kursuslokale, transport osv.

Det tog cirka et år at få kurset planlagt, og der var mange overvejelser undervejs. Kurset skulle have et fagligt indhold, der gjorde det relevant og attraktivt for enhver mediefagslærer. Og sådan blev det. Heldigvis havde vi personer i plangruppen med gode erfaringer på kursusfronten. Et par stykker havde besøgt LA før med mediefagselever, og desuden havde vi en person med mange spændende kontakter til film- og tv-miljøet omkring Hollywood, specielt det lidt skæve miljø omkring David Lynch. En af de lektier, som deltagerne fik for, var at se alle 18 afsnit af den genopstandne kultserie Twin Peaks (ABC, 1990-1991), nu Twin Peaks: The Return (Showtime, 2017).

 

 

 

 

 

 

 

Det brede i det snævre: programmets tilblivelse

En af de mest erfarne personer i gruppen, Ole, stod for det overordnede logistiske ansvar, mens den yngste mand i gruppen, Andreas, skulle sammensætte og afvikle det faglige program med hjælp fra Hans Oluf og Claus (som stod for kontakten til teatret City Garage, hvor de forskellige paneldebatter og talks skulle afholdes, og som også stod for den tekniske afvikling). Under samtalen ved fortovsrestauranten havde yngstemanden nævnt, at han måske kunne trække på nogle af sine Twin Peaks-kontakter, og der var pæn opbakning, men også en generel skepsis: Hvor mange kontakter kunne det reelt blive til, ville alt ende med at handle om Twin Peaks, og ville branchefolkene overhovedet dukke op?

Den værste skepsis blev gjort til skamme allerede i august 2017, hvor vi bookede det første navn – music supervisoren Thomas Golubic, som er kendt for sit arbejde på anerkendte serier som Six Feet Under (HBO, 2001-2005), Breaking Bad (AMC, 2008-2013), Halt and Catch Fire (AMC, 2014-2017) og Better Call Saul (AMC, 2015-). Andreas kendte Golubic fra diverse interviewsituationer, og tanken var at skabe nogle forskellige branchedage i et forhåbentlig afvekslende program, som kunne fokusere på hhv. lyd og musik i film og tv-serier, den nye og den gamle Twin Peaks, fankultur og transmedia storytelling og produceren og instruktørens rolle i tv. Golubic skulle være en del af lydpanelet, men alle branchedagene skulle handle om forandringer i film- og tv-landskabet.

Herfra udviklede det sig gradvist, og fra august 2017 til februar 2018 var Andreas i kontakt med mere end 50 forskellige branchefolk, og der blev udvekslet mere end 1000 forskellige e-mails, sms’er og telefonopkald.

 

Fra små lyde til store serier

Da langt de fleste film- og tv-folk er freelancere, er det svært at booke nogen med sikkerhed, særligt når man ikke kan lønne dem (alle paneldeltagerne blev tilbudt at få refunderet transport – og nogle fløj ind fra andre stater – og at få en bog samt 100 dollars som en slags symbolsk tak). Derfor ændrede programmet sig også flere gange, og mange kendte film- og tv-skabere udtrykte stor interesse for det lille seminar, men flere måtte melde fra grundet pludselige forandringer i deres skema. Lesli Linka Glatter, en af tidens største tv-instruktører, meldte fra fordi hun skulle til Berlin og optage den nye sæson af Homeland (Showtime, 2011-), og produceren Gregg Fienberg måtte takke nej, idet han skulle i gang med optagelserne til den nye sæson af Big Little Lies (HBO, 2017-) i netop den uge, hvor kurset blev afholdt.

Det endte dog med fem forskellige temablokke, som kom til at fordele sig over fire dage og inkludere 17 (!) navne fra hhv. den praktiske og akademiske verden:

• En dag om dokumentarisme lavet til streaming- og on demand-tjenester (repræsenteret ved Lasse Lorenzen, der har tilrettelagt dokumentarserien The White Puma [2016] om målmands- og trænerikonet Jimmy Nielsen – en dokumentarserie som primært er lavet til TV2 Play og som derfor heller ikke passer til et traditionelt tv-format).
• Et tema om lyd og musik med lyddesigneren Ann Kroeber (kendt fra bl.a. The Elephant Man [1980] og Blue Velvet [1986]), foleyartisten Ellen Heuer (som har arbejdet på mere end 200 forskellige film, tv-serier og computerspil, bl.a. Who Framed Roger Rabbit [1988] og Schindler’s List [1993]), lyddesigneren Edmond Coblentz (som bl.a. har lavet lyd på Breaking Bad og miniserien Olive Kitteridge [HBO, 2011]) og lydklipperen Scott Hecker (som bl.a. har arbejdet på Back to the Future [1985] og Road to Perdition [2002]). Thomas Golubic måtte desværre melde afbud til paneldebatten, men endte med at invitere os til en rundvisning på sin arbejdsplads i MGM-bygningen, hvor han også fortalte om det at udvælge og supervisere musik til tv-serier. Dette tema blev senere, lidt tilfældigt, fuldendt af et besøg til Paramountstudierne. Mere om dette senere.
• En dag, som handlede specifikt om den nye og den gamle Twin Peaks med hele otte personer fra universet (dels et panel bestående af lydmixeren John Neff, musikklipperen Lori Eschler Frystak, sangeren Rebekah Del Rio – også kendt fra Mulholland Dr. [2001] – skuespillerne John Pirruccello og Carel Struycken, filmfotografen Frank Byers og klipperen Jonathan P. Shaw, dels en samtale om klipningens kunst med Shaw, med fokus på hans arbejde med hhv. David Lynch og Stephen Bochco, og en samtale med produceren Sabrina Sutherland om overgangen fra den første til den nye serie).
• En dag, som handlede om hhv. instruktørens og producerens rolle i tv – og om tv-landskabets forandring (med produceren Tony Krantz, kendt fra bl.a. Beverly Hills 90210 [Fox, 1990-2000], West Wing [NBC, 1999-2006] og 24 [Fox, 2001-2010], samt veteraninstruktøren Tim Hunter, kendt fra uafhængige film som River’s Edge [1986] og hæderkronede tv-serier som Twin Peaks, Mad Men (AMC, 2007-2015), Breaking Bad og Hannibal [NBC, 2013-2015]).
• En samtale ved USC med medieforskeren Henry Jenkins (forf. Textual Poachers Convergence Culture, Spreadable Media ) om hhv. fankultur, transmedia storytelling og rettighedsspørgsmål i det moderne medielandskab. Emner, som Jenkins på fornem vis problematiserede og nuancerede på en måde, som kunne være ganske nyttigt for mediefagslærere, der i dag skal undervise i alt fra medieplatforme til tværmedialitet og intellectual property.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mellem disse, relativt tunge, branchedage havde vi indlagt nogle besøg til de amerikanske universiteter UCLA og USC (der begge er kendt for deres filmlinjer), en dag som gik til Getty Center, Warner Bros. eller Universal (efter eget valg), en rundtur i området og en mulighed for at opleve Hollywoods forskellige seværdigheder. Hertil kom nogle eksklusive besøg til Golubic’ arbejdsplads i MGM-bygningen og Coblentz’ arbejdsplads ved Paramount.

 

Never turn down a job: fra arbejdsomhed til generøsitet

Det der imponerede os mest var gæsternes væremåde. Vi havde, som sagt, besøg af klippere, lydfolk, instruktører, producere og skuespillere fra mange forskellige højtprofilerede film og tv-serier. Folk der arbejdede tæt sammen med David Lynch og andre berømte filminstruktører, og de var alle søde, uhøjtidelige, afslappede og nærmest taknemmelige over, at vi havde inviteret dem. Fortælleglæden var stor, og vi kom virkelig ind bag de forskellige arbejdsprocesser i filmarbejdet.

Da Golubic, som sagt, blev forhindret i at deltage i en paneldiskussion, inviterede han os i stedet til et aftenbesøg på sit kontor i downtown LA. En anden panelgæst, Edmond Coblentz, blev så begejstret over at være med, at han inviterede os på privat rundvisning i de avancerede lydstudier på Paramount Pictures, hvor han arbejder. Her mødte vi bl.a. en af verdens bedste sound designere, som viste os en klip fra arbejdet med en genfunden Orson Welles-film, som de var ved at gøre klar til Cannes-festivalen, og vi besøgte Paramounts foleyværksted, hvor de kan lave de mest vanvittige lyde af pap, papir og gamle cykelhjul.

Flere af paneldeltagerne gentog mantraet ”Never turn down a job,” noget som Tim Hunter havde lært af filminstruktøren Jacques Tourneur, og måske var det dette mantra, som fik dem alle til at deltage og åbne deres hjerter og arbejdspladser for en flok tilrejsende mediefagslærere fra Danmark.

Den samme generøsitet mødte vi fra teatermanden Charles, som endte med at løse vores ellers største udfordring på hele kurset. Med et meget begrænset budget var det helt umuligt at finde et fælles hotel eller konferencecenter, hvor vi kunne afholde kurset, og i stedet valgte vi at placere de enkelte kursusdeltagere i forskellige huse og lede efter en mindre biograf- eller teatersal, hvor vi kunne afholde panelerne. Det blev dog hurtigt klart, at de fleste steder var ekstremt dyre (flere af biograferne tog 5000 dollars i timen, og nogle af de billigere steder, fx den danske kirke, lå ca. tre timers kørsel væk fra Santa Monica og havde tvivlsomme tekniske faciliteter).

Løsningen på denne udfordring fandt vi dog i et lille uafhængigt teater ved navn City Garage, beliggende ved en parkeringsplads og en metrostation i Santa Monica, tæt på de forskellige huse. Teatret havde en passende størrelse (intimt uden at være for lille), og det havde alle de faciliteter, vi skulle bruge. Dertil et meget fint udendørsområde med masser af gallerier og en god café.

 

Fragmentering og samling

Tv-landskabet er præget af en tiltagende fragmentering. En fragmentering ift. både platformene, indholdet og publikummet. Den sammen fragmentering er en reel risiko på et kursus i en stor og kaotisk by som Los Angeles, hvorfor vi netop havde tænkt at inkludere både individuelle programpunkter, programpunkter hvor man fulgtes i mindre grupper, og større programpunkter, som inkluderede os alle: fra den fælles tur langs stranden på førstedagen til det fælles møde i ”kursusløvernes” hus ifm. Lasse Lorenzens oplæg og de fælles møder ved City Garage tirsdag, onsdag og fredag samt de fælles udflugter til MGM-bygningen og Paramount-studierne.

Los Angeles er en vanvittig stor by, som ikke har et specielt godt offentligt trafiksystem. Derfor kom vi alle til at elske de alternative taxa-systemer, Uber og Lyft, som ubesværet transporterede os rundt i den kæmpestore by, der siges at være på størrelse med Sjælland og har en af verdens største økonomier.

Vi fandt rundt, og vi fandt sammen om de mange arrangementer. City Garage var en skøn ramme om dagene.

Det, der virkelig gjorde LA-kurset til noget ud over det sædvanlige, var det tætte møde med alle de spændende og imødekommende filmfolk. Det var en kæmpe oplevelse, som blev ekstra rørende den eftermiddag hvor Rebekah del Rio, som en overraskelse, valgte at synge en spansk version af Roy Orbison-sangen ”Crying” for os alle sammen, nøjagtig som hun gjorde det i den nu ikoniske Club Silencio-scene fra Mulholland Dr.

Tak til alle der var med. Det var en kæmpe fornøjelse, både fagligt og socialt.