TWIN PEAKS SOM KULTSERIE OG TRANSMEDIA STORYTELLING

Af Andreas Halskov, Egaa Gymnasium & Aarhus Universitet, fra CUT-udgivelse #112, september 2016

Den 12. november går turen endnu engang til London. Den årligt tilbagevendende Twin Peaks UK Festival løber af stablen, bestyret af produceren Lindsey Bowden. Sammen med to amerikanske festivaler – mest velkendt er nok Twin Peaks Festival, som begyndte i 1992 og afholdes hvert år i Snoqualmie, er Bowdens festival den mest anerkendte, men fans og kultister mødes stædigt til diverse lokale festivaler år efter år. For at gense eller genskabe deres favoritscener, klæde sig ud som deres favoritkarakterer og konkurrere på nørdet viden om netop deres favoritserie. Og man skal ikke være i tvivl: Dette er deres serie, og fortsættelsen af serien i 2017 er måske ligefrem deres fortjeneste. Mere om dette senere…

I efteråret 2015 blev der afholdt to forskellige Twin Peaks-relaterede konferencer. Jeg deltog i dem begge. Den ene var Twin Peaks-festivalen, hvor jeg medvirkede som fan og forfatter til bogen TV Peaks (2015); den anden var en akademisk konference i Salford, nær Manchester, hvor jeg præsenterede et paper med titlen ”Lynching Television: Twin Peaks, David Lynch and TV Auteurism”. Konferencen i Salford havde fået titlen ”I’ll See You Again in 25 Years: Twin Peaks and Generations of Cult TV”, og netop denne konference og dens titel åbner op for nogle interessante spørgsmål:

#1 Hvordan kan det være, at der hvert år afholdes Twin Peaks-festivaler, og at en 25 år gammel serie fortsat er genstand for akademisk interesse?

#2 Kan man tale om ”kult-tv”, når vi i Twin Peaks har at gøre med en serie, som åbnede dørene til et bredt publikum bestående af 34 millioner amerikanere og adskillige hippe studerende på tværs af Europa og Asien?

#3 Hvad er overhovedet kult-tv, og hvordan kan vi beskrive den fankultur, som er opstået omkring tv­serien Twin Peaks?

Genesisbiografen, hvor Twin Peaks UK Festivalen ofte afholdes.

Foto: Nicolai Kornum.

Disse spørgsmål vil jeg forsøge besvare i denne artikel – en artikel, som baserer sig på mange års vandringer i fanmiljøet omkring Twin Peaks og adskillige interview med cast- og crew-medlemmer, tv-forskere og fans af serien. Twin Peaks kommer tilbage i 2017 – næsten 25 år efter den oprindelige serie, som Laura Palmer forudsagde det – men noget siger mig, at den aldrig rigtigt har været væk. At den aldrig helt døde, før den pludselig genopstod af asken.

En glad fan til Twin Peaks UK Festivalen i 2015. Foto: Ronnie George.

DEN MYTOLOGISKE TILBLIVELSESHISTORIE

Serien Twin Peaks (ABC, 1990-1991) blev skabt i slutningen af 1980’erne. Producenten og agenten Tony Krantz havde sat et møde i stand mellem David Lynch, som man kendte fra bl.a. The Elephant Man (1980) og Blue Velvet (1986), og Mark Frost, som primært var kendt for sit arbejde på politiserien Hill Street Blues (NBC, 1981-1987). Lynch og Frost barslede med flere idéer til en film- eller tv-produktion – bl.a. arbejdede de på et manuskript til en film eller serie om Marilyn Monroe og hendes fatale forhold til Kennedy-brødrene – men det endte med en anden aftale med ABC. Netværket var i krise, og der var tradition for, at det selskab, som havde de laveste seertal, også var det mest risikovillige, så ABC satsede på den idé, som Lynch havde tegnet for dem i bestyrelsesrummet. Lynch og Frost fik lov til at optage et pilotafsnit, hvis de lavede en forlænget pilot til det europæiske marked, i tilfælde af at ABC ikke ville opkøbe en hel sæson. Testscreeningerne af piloten gik dog forrygende, og Robert Iger købte en sæson og gav premiere på serien i april 1990. ABC havde hård konkurrence fra de to andre broadcastere, NBC og CBS, men Twin Peaks brød igennem æteren og bjergtog mere end 30 millioner amerikanere. Overgangen til anden sæson var dog svær, og i takt med at serien blev mere mærkelig og uegal, begyndte seerne at falde fra. I løbet af anden sæson begyndte netværket derfor at flytte serien rundt i sendefladen, og den blev placeret over for populære sitcoms som Cheers (NBC, 1982-1993) og Cosby Show (NBC, 1984-1992) og landede på det såkaldte ”dødsslot”, lørdag aften, til stor utilfredshed for en efterhånden lille, men vedholdende fangruppe.

KULTSERIEN OG DE AKTIVE KULTISTER

I forbindelse med tv-seriens karusseltur i sendefladen var det netop en aktiv fangruppe, som for en stund fik serien tilbage på torsdags-slottet. Ad-hoc-gruppen COOP (Citizens Opposing the Offing of Peaks) blev iværksat, og deres mange breve og opringninger til netværket havde en reel, om end kortlivet, betydning for seriens sendetidspunkt. Som anden sæson skred frem, begyndte seertallene dog at falde yderligere, og serien endte med at blive placeret på en såkaldt ”indefinite hiatus” trods COOPs ihærdige kampagne for at holde den i live.

Denne historie om seriens tilblivelse og aflivning kan virke pudsig, men den fortæller en del om den aktivitet og lidenskab, som man finder blandt fansene, og den er også på mange måder sigende for kultisternes selvforståelse som vogtere og beskyttere af serien. I bogen TV Peaks skriver jeg om fankulturens dobbelte mytologisering. Dette begreb dækker over fansenes mytologisering af David Lynch som den store og næsten ufejlbarlige auteur med de geniale visioner og deres mytologisering af dem selv som en eksklusiv fraktion af mennesker, der har en særlig forståelse af serien og en reel indflydelse på dens skabere og dens fortsatte liv. ”Fans do rightly feel a sense of ownership over cult television,” som fanforskeren Henry Jenkins udtrykker det:

First, they are often the ones who ’discovered’ the program, who watched it and promoted it when no one else was paying any attention. You might think of them as people who tended a fire all night, blowing on the embers, keeping it alive, and maybe building it up to a blaze. Second, they have often , in a sense, constructed the series through their speculations and interpretations. So, in the case of Twin Peaks, there were dozens of elaborate theories stitching the scenes together, each of which was taking on a life of there own, and none of which was precisely what was in the head of the producers?

Denne beskrivelse af fansene som nogle vogtere, der passer bålet og sørger for, at gløderne ikke går ud, fortæller en del om fansenes tilgang til serien, men også om deres selvforståelse og det ejerskab, som de føler. I takt med, at den brede tilslutning forsvandt, blev fandyrkelsen mere intens og ritualiseret, og det er sigende, at den første Twin Peaks Festival blev afholdt i august 1992, efter aflivningen af serien og premieren på fiaskoen Twin Peaks: Fire Walk with Me (1992), der nyder en særlig status i fanmiljøet (filmen blev da også screenet ved den førnævnte festival). Først efter det brede publikum havde forladt festen, blev der, så at sige, tale om en lukket fest.

Sheryl Lee og Dana Ashbrook an­noncerer Twin Peaks’ genoplivning ved UK Festivalen i 2014. Foto: Nicolai Kornum.

FORSKELLIGE KULTISTER, FORSKELLIGE TILBEDELSESFORMER

John Thorne, en af skaberne bag Twin Peaks-magasinet Wrapped in Plastic, har også oplevet denne ejerskabsfornemmelse blandt Twin Peaks-fansene, men han understreger, at der findes forskellige typer af fans:

It ’s always possible to become too attached to something, to become overly obsessed about a show… I think people get different things from the show. Some see it as pure escapism and want to ” live ” in that world. Others, like me , are interested in the artistry of the show: The way it is directed, written and filmed. Some times these two fan types canclash. Some fans do not want to over-analyze the work for fear that it reduces the show. Others think the opposite : That studying the series reveals it to be a deeper, greater work of art than it first appears.

Thorne, der netop har udgivet bogen The Essential Wrapped in Plastic (2016), er det, som man kalder en fan celebrity, idet han har en status i fanmiljøet som en af de særlige kendere af serien. En status, som han ikke nødvendigvis har i de akademiske miljøer. I den akademiske verden har man altid yndet at skabe en vis distance til det objekt, som man undersøger, således at man nøgternt kan analysere og dissekere objektet. Fanforskningen (Fan Studies) har dog rykket ved disse grænser, og mange af de fremmeste fanforskere bevæger sig i et grænseland mellem fan, antropolog og sociolog.

En anden, som gør dette, er Josh Eisenstadt. En filmkritiker og producent, der dog i Twin Peaks-kredse er kendt, først og fremmest, som ”The Twin Peaks Brain”. Eisenstadt indstiftede triviakonkurrencen ved de første Twin Peaks-festivaler i USA, og han kan huske og beskrive samtlige indstillinger i serien: Hvor står kameraet, hvilken linse har man brugt, hvor er scenen optaget, og hvad er replikkerne? Også Eisenstadt er en fan celebrity, som nyder stor anerkendelse i det nørdhierarki, som eksisterer blandt Twin Peaks-kultisterne, og for ham kendetegnes fanmiljøet ved en stor åbenhed og et stærkt fællesskab. ”Like the show, the fanbase is kind of quirky, inclusive and often intelligent,” som han siger. ”Twin Peaks fans attract each other. There are so many long-term friendships that I have seen happening, and there’s a wonderful inclusiveness”.

Visning af den omdiskuterede prequel Twin Peaks: Fire Walk With Me (1992) ved Twin Peaks-festivalen i North Bend og Snoqualmie. Foto: Maggie Snowberger.

Eisenstadt giver et fint billede af fanmiljøet, men han giver kun en del af billedet, og min spørgeskemaundersøgelse (af 700 internationale Twin Peaks-fans) viser, at mere end 10 % af fansene ikke synes, at man er en ægte Twin Peaks-fan med mindre man har set serien på ABC i forbindelse med den første visning. Et kendetegn ved kultister er således nok, som Eisenstadt og Thorne udtrykker det, at de dyrker noget aktivt og intenst som et fællesskab. Men et andet kendetegn er, at de ofte lukker sig om sig selv og skaber interne hierarkier (geek hierarchies, som fanforskeren Kristina Busse kalder det). Alle er måske velkomne, men ikke alle er ”rigtige” eller ”ægte” Twin Peaks-fans.

Det hæderkronede fanzine Wrapped in Plastic (skabt af Craig Miller og John Thorne). Billedet optrykkes efter aftale med John Thorne.

PILGRIMME OG PURISTER

I TV Peaks har jeg skelnet imellem to typer af diehardfans: pilgrimmene og puristerne. Puristen er den type af fan eller kultist, som mener, at der kun er én måde at være fan på, og som deler Twin Peaks-fans op i ”uægte fans” og ”ægte fans” (ikke ulig den opdeling, der er i Rocky Horror Picture Show-miljøet, hvor nogle er ”ægte fans”, og andre er ”jomfruer”). Pilgrimmene er mindre ekskluderende, og de har også færre principper for, hvordan Twin Peaks skal læses, forstås og dyrkes. For dem er Twin Peaks en verden, som de kan synke ned i, udbygge og vende hjem til (hjemvendelsesmetaforen blev brugt af mange af interviewpersonerne). Pilgrimmene bruger deres surt opsparede penge på at drage til Snoqualmie og genforenes med en verden og nogle ligesindede, og de dyrker denne genforening gennem cosplay, re-enactments og endeløse gensyn.

Et radikalt eksempel på dette, som jeg også har interviewet i forbindelse med TV Peaks, er Travis Blue. En homoseksuel fotokunstner, der som ung spejlede sig i Laura Palmer og valgte at leve som hende. Med alt hvad dette indebærer. Blues opvækst mindede i skræmmende grad om Laura Palmers, og for ham var Twin Peaks derfor hans serie, så i 1990 og 1991 tog han med sin far ud på settet under optagelserne, og i de efterfølgende år begyndte han at tage heroin og prostituere sig i det nordvestlige USA. Han lod sig binde til træer og voldtage af mænd i North Bend-skoven for at leve som Laura Palmer – eller sågar for at blive Laura Palmer – og for ham var der således tale om mere end en serie og mere end blot cosplay. Som han selv udtrykker det:

To me Twin Peaks was home. Twin Peaks fascinated me because the setting looked familiar. More importantly, it felt very familiar. People are kooky, taciturn and churlish in the Pacific North West, and the show’s character snailed those traits. My mother is from the East Coast and my father is third generation Washingtonian, so I immediately understood why and how the Philadelphia based Agent Cooper clashed with those in Washington, and why they piqued his curiosity.

FORENSIC FANDOM OG TRANSMEDIA STORYTELLING

Blues’ oplevelse er ekstraordinær og også tragisk – skønt han har det godt i dag og fortsat er stor Twin Peaks-fan – men den vidner om den mangfoldighed, som findes i Twin Peaks-miljøet.

Flere forskere, bl.a. Martha Nochimson, har opponeret imod ”kult-tv”-betegnelsen, idet Twin Peaks tryllebandt og fortsat tryllebinder et stort, verdensomspændende publikum. Men begrebet ”kult” bør ikke reduceres til ”lave salgstal” eller ”nicheprodukter”. En kultserie kan også beskrives som en serie, der dyrkes rituelt og ceremonielt af nogle fans, som opererer med nogle fælles regler og forskrifter. En kult er også en næsten religiøs klub, som har en leder, man ikke stiller spørgsmålstegn ved (David Lynch), og nogle medlemmer, som vier deres liv og sjæl til kulten. Som sådan passer kultbetegnelsen godt på Twin Peaks, og serien er også oplagt til en kultdyrkelse, idet den åbner en verden, man kan synke ned i, og en fortælling, som man aldrig kan færdiggøre.

Men at serien skaber en hel verden (world building), som ovenikøbet går på tværs af mange medier (fra bogen The Secret Diane of Laura Palmer over filmen Fire Walk with Me til båndudgivelsen af Agents Coopers beskeder til Diane) gør den samtidig oplagt til endeløse debatter og analyser. Denne form for transmedia storytelling inviterer til en særlig fandyrkelse, og det er denne såkaldte forensic fandom – hvor fansene bliver en form for retsmedicinere, der leder efter betydningspotentiale i selv den mindste detalje – som kendetegner Twin Peaks og lignende kultproduktioner. Og fanteorierne er mange og undertiden temmeligt underholdende: Nogle mener fx, at første halvdel af Fire Walk with Me er en drøm, og andre mener, at Twin Peaks handler om Marilyn Monroes forhold til Kennedy-brødrene (jf. Thorne 2016 og Baptie 1995). Minder Laura da ikke lidt om Marilyn Monroe? Og har hun ikke en mærkelig relation til brødrene Jerry og Ben Horne? Starter Jerry og Ben ikke med de samme forbogstaver som Kennedy-brødrene, og hedder morderen på Laura da ikke rigtignok BOB? ”Twin Peaks defies analysis in a way,” som Adam Jenkins, lydmixeren bag Twin Peaks og Stranger Things (Neflix, 2016-), udtrykker det, ”and that is a good thing”:

It’s more fun for the audience, if it keeps the mystery alive. If it can keep the different myths alive that have been created by the fanosphere, then it is great, and those myths are often much more interesting than what actually happened in the first place.

“I’LL SEE YOU AGAIN … AND AGAIN … AND AGAIN”

Til næste år kommer serien så igen, og Showtime har allerede lagt lunser ud til de mange frådende kultister. Hvem er manden i de slørede billeder sidst i traileren eksempelvis, og hvorfor genbruger traileren den type out of focus-skud, som vi kender fra Lost Highway (1997) og Mulholland Dr. (2001)? Hvorfor skal Balthazar Getty, Naomi Watts og Laura Dern deltage, og skal Naomi Watts mon spille Coopers sekretær Diane (hun hedder jo Diane Selwyn i Mulholland Dr.)? Ja, man har ligefrem valgt at udsende en trailer for Mark Frosts kommende bog (!), og i fanmiljøet er der intens forventningsglæde, men også en snigende skepsis over for de potentielle kontinuitetsfejl, som anes i traileren.

Alle citater i denne artikel er hentet fra TV Peaks med undtagelse af dette citat, som stammer fra et interview, jeg lavede med Adam Jenkins den 3/9-2016. Dette interview kommer til at indgå i en lyddesignbog, som jeg skriver med Peter Albrechtsen, og som udgives næste år, og dele vil også blive bragt i den reviderede version af TV Peaks, som udkommer i 2017.

En sløret indstill­ing fra Showtimes officielle trailer til den ’nye’ Twin Peaks.

Fra traileren til Mark Frosts bog The Secret History of Twin Peaks.

Hvad det hele ender med, er ikke til at vide, men fanmiljøet vil sidde der igen til næste år, og de vil imødese seriens nye fans og popularitet med lige dele glæde og frustration. ”Hvad skal disse novicer dog i vores klub?”

Som festivalorganisatoren Rob Lindley siger:

Now we have moms and dads bringing their children. The guy who won the trivia contest last year was 14 years old. A couple of years ago, when they posted it on Netflix, a lot of people heard about it. Many people have heard about it from their parents or their teachers or via Netflix. When the social media came, we noticed that the interest just grew. Someone at CBS was smart, saying if we put this on Netflix, we’ll get a whole new group of fans.

I fanmiljøet foregår der en mere eller mindre ufortalt kamp – en kamp på viden og status – og flere af fansene mener sågar at have del i seriens tilbagevenden. Kampagner som #BringBackTwinPeaks og #savetwinpeaks dukkede op på de sociale medier, og iværksætterne mener selv, at kampagnerne har haft en reel betydning for Showtimes beslutning om at fortsætte serien. Ifølge Eric Swann:

It started immediately after David Lynch announced that he would be leaving the project. As every body knows, Twin Peaks is not the same without David Lynch, so a bunch of us started a campaign called #savetwinpeaks. Eventually, I was able to get in touch with Sherilyn Fenn, who said that she would be willing to speak with me about the whole situation and make a video with me emphasizing the fact that Twin Peaks is not the same without David Lynch…

Skuespilleren Dana Ashbrook (Bobby Briggs) er mindre sikker på, at fansene har haft en betydning for seriens fortsættelse – ”I have no idea if there was any social media impact, but I hope so” – men Sherilyn Fenn (Audrey Horne) gav kultisterne vind i sejlene, da hun på en konference i Seattle takkede fansene for at have overtalt Showtime og pustet nyt liv i Twin Peaks. Måske er fansene med til at holde gang i ilden, men de er også med til at holde gang i en række mytologiske forestillinger omkring serien, dens skabere og dem selv. Og måske er det netop dét, som kendetegner en kultserie: Den dyrkes dybt og inderligt af en gruppe af mennesker, som oplever at være en del af seriens verden og at tage del i seriens liv. Kultisterne lever for deres serie, og de lever i den verden, som serien skaber, men de oplever også, at de holder liv i deres serie. Og hvem ved; måske har de ret.

Citerede værker

Baptie, Douglas (1995), “Gentlemen Prefer Blondes”, Wrapped in Plastic #18, August.

Busse, Kristina (2013), “Geek Hierarchies, Boundary Policing, and the Gendering of the Good Fan,” Participations, 10:1, pp. 73-91.

Halskov, Andreas (2015): TV Peaks: Twin Peaks and Modern Television Drama. Odense: Syddansk Universitetsforlag.

Thorne, John (2016): The Essential Wrapped in Plastic: Pathways to Twin Peaks. John/Thorne.