Af Laura Sejr Nielsen, Bjerringbro Gymnasium

I juni 2018 havde jeg den udelte fornøjelse at være censor på Skive gymnasium og hf, for et c-niveau-hold under Jan Solvangs kommando. Fordelingshatten for censur i mediefag er – sådan må det opfattes – panisk angst for det fremmede, hvorfor det er tredje gang på otte år, at Jan og jeg deler eksamen. Det kan man så mene om, hvad man vil, men lige i forhold til at reflektere over den postreforme eksamenspraksis har det den åbenlyse fordel, at vi kender hinandens eksamens-’facon’. Og har den så tilpasset sig reformen? Så afgjort! Tilstrækkeligt? Endnu ikke.

Det formelle funger

På plussiden skal det noteres, at de mere lavpraktiske justeringer, som den nye lærerplan medfører for eksamen, lydigt var foretaget. Således modtog jeg i god tid elevfilm og gruppeliste (på max 5 elever per produktion), oplysninger om udstyr, eksamenscitater (af en varighed på max 4 minutter – ikke én frame mere), tilhørende eksamensspørgsmål med nødvendige oplysninger om produktionen, og den obligatoriske tilføjelse, at den mediefaglige perspektivering skal være til en ´selvvalgt kontekst´. Så langt så godt.

Plejer lever

Ser vi på selve eksamen og dens substans, er det til gengæld min oplevelse, at der er et stykke vej endnu, inden reformteksten folder sig ud og siver ind i fagets væsen. Elevfilmene lignede dem, vi kender – på nær en enkelt, som havde kampagne-præg. Nu er det jo ikke et krav, at elevfilmene skal være anderledes end de før-reforme, men jeg havde en forventning om en større diversitet i filmenes form og indhold. Måske var den største forskel i virkeligheden min egen lidt mere åbne tilgang til, hvad en god produktion også kan være. Elevernes refleksioner over distributionskanal, formidling og målgruppe begrænsede sig i alt væsentligt til ordene ”unge” og ”YouTube”. Men sparker vi til den helt oplagte akilleshæl, gør det især ondt i den mediefaglige perspektivering til en selvvalgt kontekst. Hvis jeg ikke husker helt galt, lå samtlige perspektiveringer inden for feltet ”jeg-vil-gerne-perspektivere-til-x-film/x-tv-udsendelse-vi-har-set-i-forløbet”. Og ofte var de mere selvvalgte end velvalgte, forstået på den måde, at de perspektiverende ord ikke væsentligt bidrog til at nuancere og udvide forståelsen af eksamenscitatet. Som censor blev min rolle i den forbindelse at udfordre feltet – uden at ryste elevens fundament. Indtil reformen er blevet DNA-liseret, er det i øvrigt min klare holdning, at vi som censorer udviser professionel overbærenhed og i tvivlsspørgsmål vipper vurderingerne mere til censød- end censur-siden.

 

At væve og flette

Der skal nok sidde nogen, der ikke genkender min oplevelse af sommereksamen 2018. Men når jeg spørger mig selv, om mine egne elever ville have bevæget sig mere frit i de ´selvvalgte kontekster´ ved det grønne bord, er det mest sandsynlige svar: Nej. Og i en note til mig selv skrev jeg umiddelbart efter eksamen, at jeg for fremtiden ville gøre det til en fast rutine at bringe Jakob Isaks Nielsens kontekst-model i spil, når eleverne analyserer medietekster: Eleverne skal øve sig i disciplinen at flette medietekstens mønster (det ´væv´ af filmiske virkemidler, dramaturgiske strukturer, genrekonventioner, o.a.) sammen med forskellige kontekster – for nu at parafrasere frit over Dorthe Granilds artikel om kontekstualisering i mediefag*. Håbet er jo, at eleverne opnår en rig og spraglet forståelse af medieteksten i en kommunikativ, æstetisk, kulturel og samfundsmæssig sammenhæng – som det så smukt hedder i lærerplanen.

* Dorthe Schmidt Granilds artikel “Faglige fletninger – om kontekstualisering i mediefag” findes i hæftet “Det Nye Mediefag – et inspirationsmateriale“.
Her udfoldes omtalte kontekstmodel også.

Tags