Af Michael Højer, Formand i bestyrelsen, Favrskov Gymnasium

Det er kun et par måneder og et enkelt mødes tid siden I har hørt fra os sidst, så dette bliver en ganske kort opdatering på igangværende projekter. Det enkelte møde, der har været, blev afholdt i København og var med deltagelse af vores fagkonsulent, Mimi Olsen.

Glædelige nyheder

Mimi var bl.a. med for at orientere kort om de ting, der sker i Fagligt Forum – en gruppe, der fungerer som sparringsgruppe for Mimi, mht. til mediefaglige muligheder og udfordringer. Fagligt Forum består af en rektor, en universitetsrepræsentant, formanden for medielærerforeningen og en menig lærer i faget. Fagets fremtid og mulige indsatsområder blev diskuteret, og der var også tid til at glædes over, at vores fag – endeligt – har fået en rolle at spille mht. adgangskrav til de videregående uddannelser, idet mediefag B er blevet optaget på listen over fag, der giver adgang til medieuddannelserne på universiteterne. Det er jo simpelthen en helt fantastisk nyhed!

Ellers blev der kort orienteret fra de forskellige udvalg i bestyrelsen, bl.a. om økonomien. Filmfestivalerne gav et lille underskud. Men også dette blev modtaget som en glædelig nyhed. For det er jo simpelthen bare helt vildt dejligt, at vi igen kunne bruge nogle penge på at fejre vores fag og vores elever i hhv. Aarhus og København. Tak til alle, der deltog og var med til at gøre de to festivaler mulige og på den måde med til at skabe lidt tiltrængt hype, stemning og glæde omkring vores fag post-corona. Den allerstørste tak skal lyde til de to arrangementsudvalg.

Kampagne for faget

Som nævnt i sidste nyhedsbrev, så er vi i fuld gang med den kampagne, der skal tydeliggøre mediefags mange fordelagtigheder og skabe fokus på faget for kommende elever og deres forældre. I den forbindelse havde udvalget under bestyrelsen indhentet en række tilbud fra forskellige produktionsselskaber. De forskellige tilbud blev gennemgået på bestyrelsesmødet, ligesom det blev diskuteret, hvorvidt der skulle sættes ekstra penge af til selve markedsføringen af de endelige produktioner. Der var bred enighed i bestyrelsen om, at det var vigtigt at afsætte sådanne midler til distribution og strategi. Når kampagner er i udbud på den måde, så skal der tages nogle hensyn til de implicerede parter – og vi kan derfor endnu ikke sige, hvilket tilbud vi arbejder videre med. Men på mødet blev det besluttet, at udvalget arbejder videre og får afklaret nogle af de spørgsmål, der blev stillet på mødet. Når alt er afklaret og de endelige beslutninger truffet, hører I fra os.

Årskurset

Planlægningsgruppen, der står for indholdet på årets årskursus, er kommet ret langt i processen. Temaet på årets kursus bliver SoMe og jagten på oplægsholdere er i fuld gang. Vi skal nok skrive ud om de forskellige oplægsholdere, efterhånden som aftalerne falder på plads. Husk, kurset er placeret d. 8.-9. november 2022 på Hotel Svendborg og man kan allerede nu melde sig til på følgende link: https://hotelsvendborg.nemtilmeld.dk/88/ Vi glæder os til at se jer!

Bestyrelsesmødet i København blev afslutningsvist brugt på at tale med Mimi om, hvorvidt vi, på sigt – og forhåbentligt allerede fra næste år – kan lave et samarbejde mellem foreningens årskursus og FiP, så så mange som muligt kan få glæde af begge dele. Mere om det ved lejlighed. 

Næste bestyrelsesmøde bliver et kort virtuelt møde i eksamensperioden, inden vi stikker hovederne sammen til weekendmøde i Odder i starten af oktober. Her lægger vi sidste hånd på årskurset som vi allerede er begyndt at glæde os vældigt meget til. 

I ønskes allesammen en rigtig god eksamensperiode rundt omkring i landet, hvor vi er så heldige at kunne møde alle de søde fagkolleger, der gør vores forening og vores fag til et lækkert sted at være. 

Tags