Af Kasper Østerholdt Jensen, Kruses Gymnasium

De seneste to år har det været yderst inspirerende for mine 3g-elever på b-niveau at få besøg af filminstruktør Jesper Vidkjær Rasmussen. Inspirerende ift. deres forståelse nu og her af filmskabelse, men også inspirerende i et længere og karrierelæringsmæssigt perspektiv.

Under optagelserne til Riders. Foto: Gorm Branderup

Besøget har været fokuseret på Jesper Vidkjær Rasmussens kortfilm Riders (2015), der har vakt interesse på en række filmfestivaler verden over. Filmen fortæller historien om en rockerleder, der efter fængsling forsøger at komme ud af rockermiljøet. Eleverne har som lektie set filmen, og de ser den igen sammen med instruktøren, hvorefter han fortæller om både skabelsesproces og modtagelse. Seancen er dialogbaseret, og eleverne har begge år grebet muligheden for at spørge ind til alle aspekter af filmens tilblivelse – og til instruktørgerningen. 

Under optagelserne til Riders. Foto: Gorm Branderup

Både elever og Jesper Vidkjær Rasmussen har været udtalt glade for mødet – han har inspireret dem til at turde skabe film, der har noget på hjerte. Helt afgørende har det været, når Jesper Vidkjær Rasmussen har ladet eleverne vide, at filmen Riders i bund og grund handler om skilsmisse, men hvor risici er skaleret op til det maksimale – muligheden for at blive dræbt. At man kan overføre en konflikt fra én sammenhæng til en anden og i den proces gøre den mere dramatisk, er blevet en grundsten i elevernes læring.

På baggrund af de to besøg har jeg spurgt Jesper Vidkjær Rasmussen ind til hans instruktørgerning, med henblik på, at andre elever i landet kan få glæde af hans lærerige besøg.

Hvad var din vej til at blive filminstruktør? 

”Ikke den traditionelle filmskolevej vil jeg starte ud med at sige. Jeg fik interessen for at instruere, da jeg gik på skuespillerskole i USA, hvor jeg hurtigt opdagede, at det lå mere naturligt for mig at instruere de andre skuespillere, i de skuespilteknikker vi blev undervist i. Jeg havde altid haft en kæmpe passion for film, så derfor valgte jeg senere at skifte retning og kastede mig over at instruere film på learning by doing metoden.”

Foto: Sturla Brandth

Du har skabt kortfilmen Riders (2015), som er blevet vist og har modtaget priser verden over på festivaler. Hvorfor tror du, at filmen har fået så stor opmærksomhed – i en både dansk og international kontekst? 

”Godt spørgsmål. Det er svært at sige, hvad der lige rammer.  Jeg tror overordnet set, at det som publikum ofte er blevet ramt af, har været blandingen mellem det hårdkogte drama i sammenkog med den mere følsomme og mere menneskelige side af et rockermiljø. Et miljø, som ofte skildres stereotypt og uden dybde. Det er i hvert fald de reaktioner, jeg har modtaget fra publikum rundt omkring i verden på festivaler.”

Foto: Sturla Brandth

Du har flere gange besøgt mediefagsklasser på danske gymnasier. Kan du sætte ord på, hvordan det opleves som filminstruktør at besøge en mediefagsklasse? 

”Det er for mig en kæmpe gave at komme ud og dele filmen med en mediefagsklasse. Fordi jeg her får lov at give en masse erfaring og viden videre, som ofte bliver modtaget med stor nysgerrighed fra eleverne. At jeg kan give dem en anden vinkel på at lave film på, end de måske normalt bliver undervist i på gymnasiet.”

Når du er ude og fortælle om dit virke som filminstruktør, hvad interesserer eleverne sig da typisk for? 

”Det er meget forskelligt. Enkelte går meget op i, hvilket udstyr vi har optaget på, hvad filmen kostede, og hvordan det var at optage i et farligt rockermiljø.”

Foto: Sturla Brandth

Hvad tænker du, eleverne får med fra mødet med dig? 

”Jeg håber på, at de går hjem med en masse ny viden, som kan hjælpe dem, næste gang de kaster sig over en filmisk opgave. At jeg har kunnet give dem nogle værktøjer med på vejen, de kan bruge. Men mest af alt håber jeg, at eleverne bliver inspireret, og at jeg kan være med til at sætte drømme i gang hos dem.”

Hvad får du ud af at møde mediefagseleverne?  

”At møde begejstrede elever bagefter oplægget, der kommer og siger tak og vil snakke. Det er for mig den største gave. Jeg får en masse energi ud af det og får lyst til at lave endnu flere film. Det giver det mig mod til at tro på, at jeg har gang i noget godt.” 

Hvad er det næste filmprojekt?

”Jeg har netop søgt støtte til en kortfilm med arbejdstitlen ”Nashville” og i gang med at udvikle min første spillefilm. Begge film med udgangspunkt i historier fra det jyske opland, hvor jeg selv er vokset op. Der gemmer sig uendeligt mange unikke historier, der venter på at blive fortalt.” 


Besøg af Jesper Vidkjær Rasmussen har i vores tilfælde varet én lektion á 95 minutter. Man kunne sagtens bruge mere tid sammen, men 95 minutter var bestemt udbytterige. 

Filmen Riders kan ses på filmcentralen https://filmcentralen.dk/alle/film/riders
Prisen for et besøg har været absolut rimelig, og Jesper Vidkjær Rasmussen kan kontaktes på mail jespervidkjaer@gmail.com og mobil 28 74 42 55.