Af Malene Moesgaard Ludvigsen, Aalborg Tekniske Gymnasium

 

I vores portrætserie med fire unge, der har gjort medieproduktion til deres levevej, skal du nu møde

Ane Mikkelsen

Figur 1: Ane blev stx-student i 2010 og studerer i dag til filmklipper på Den Danske Filmskole.

 

Mediefag gjorde, at jeg for første gang fik øjnene op for, at der rent faktisk var noget, jeg var god til.

På et velbesøgt hostel midt inde i København, fik jeg besøg af den imødekommende og storsmilende Ane – et karaktertræk, jeg har noteret mig, går på tværs af alle fire unge mennesker, der har deltaget i denne portrætserie. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men Ane er faktisk ret sensitiv over for lyde – måske en force i hendes arbejde, kunne man tænke. Og det viser sig undervejs at være en lille udfordring med de mange mennesker omkring os. Men det lykkedes os nu alligevel at komme helt tæt ind til kernen i det, der er mere end blot et ønske om en levevej for Ane. ”Jeg er slet ikke vandt til at tale så meget om mig selv” fik hun ret hurtigt tilføjet, og alligevel trådte en skarp og yderst velreflekteret kvinde frem i vores samtale. Mødet med Den Danske Filmskole har på godt og ondt lært Ane at værdsætte sig selv og sin egen formåen. At komme ind på Filmskolen er et særegent rygklap i sig selv, og det har Ane, trods enormt præstationspres, lært at hvile i. At klippe handler nemlig om at finde sit eget sprog, og til det er hun allerede nået ganske langt.

”Jeg gik på Kærbyskolen [red. Aalborg], hvor vi som et forsøg havde edb-klasser. I 5. klasse kan jeg huske jeg lavede en musikvideo til en dansk folkevise. Det var mit første møde med et kamera. Jeg tror, den der berøring med it, computer, teknik, film og hele det der medie, har sat sig som en meget naturlig del i mig helt fra folkeskolen. Så da jeg skulle vælge efterskole, så valgte jeg faktisk en der havde meget fokus på teater, mediefag, film og musik. Jeg var der i to år, og gik så i noget der hed anderledes 10. klasse med megen tværfaglighed. En sindssygt inspirerende måde at gå i skole på, hvor vi også var enormt kreative. Og så var det bare helt naturligt at vælge mediefag bagefter, da jeg skulle gå i gymnasiet.

Da jeg valgte mediefag på b-niveau, troede jeg at jeg skulle være kameramand, for min fætter, som jeg ser meget op til, og som er meget ældre end mig, var kameramand, og det synes jeg bare var mega fedt! Så i mediefag tog jeg alle fotografopgaver: ”jeg skal nok filme!” Men der var ikke rigtig nogle der gad at klippe det, så det blev ligesom både mig der filmede det og klippede det da jeg kom hjem. Og så fandt jeg egentlig hurtig ud af, at det var jeg meget bedre til. Jeg var meget bedre til at klippe dét sammen, vi havde været ude at filme, end jeg var til at stå derude med kameraet. Og det var først i mediefag, at jeg fandt ud at, at det var noget man kunne. Men det kom sent, at jeg fandt ud af, at det også var noget man kunne leve af. Jeg synes det er svært, og måske også noget af det eneste jeg manglede i mediefag: en art certificering af, at det er noget, du godt kan vælge som dit fag og din fremtid, altså give eleverne indblik i, at de kan vælge det. Så det synes jeg, der er gået mange år med at finde ud af, at det faktisk er helt ok, at det er noget man kan vælge.”

Det blev i vores samtale hurtigt klart, at mediefag har betydet en hel del for Anes gymnasietid. For skoletiden har på ingen måde været en walk-over, for den ellers yderst arbejdsomme, kreative og intelligente kvinde. Læsning og stavning har længe været en hæmsko, og er stadig ikke en nem kunst, men i mediefag mødte hun et sprog, hun forstod og mestrerede, og en ny måde at lære på. Det fortæller måske meget godt, hvorfor det er så vigtigt at vi bevarer fagdiversiteten i gymnasieskolen; fortsat kæmper for en styrkelse af de kunstnerisk-kreative fag.

”Mediefag gjorde, at jeg for første gang fik øjnene op for, at der rent faktisk var noget, jeg var god til. Og det gav mig et enormt selvtillids boost at føle, at der faktisk var noget i skolen, jeg kunne finde ud af, som jeg var rigtig god til, og som kom ret naturligt til mig. Som jeg ikke sådan skulle kæmpe enormt meget for at finde ud af.

Mediefag gav mig en selvtillid. Altså en selvtillid og en bevidsthed om, hvad mine styrker var. Her er noget jeg kan, her er faktisk noget jeg er god til. Det der med at sammenkoble noget praktisk og samtidig kunne analysere. Ja, den del af dansk har jeg jo altid været god til, selvom jeg havde svært ved at læse og stave. Men at analysere er jo virkelig noget man bruger rigtig, rigtig meget i mediefag, men også noget jeg bruger som klipper. Så det der med at kombinere nogle forskellige ting på en ny måde, og blive bevidst om, hvad man kan.

Efter jeg var færdig med mediefag i 2.g, så var jeg så blåøjet, at jeg ringede ud til Filmskolen, uden at vide noget som helst, og heldigvis fik jeg også virkelig søde receptionist, Merete, i røret, som ikke gjorde grin med mig, men meget pænt sagde, at de fleste der søger ind har rigtig mange års erfaring i filmbranchen, men at jeg selvfølgelig var velkommen til at søge, og at de ville glæde sig til at modtage min ansøgning, men efter den samtale kunne jeg måske godt se, at jeg skulle arbejde lidt hårdere på at nå derhen, hvor jeg kunne søge om at komme ind på skolen. Men det gav mig en eller anden bevidsthed om, der ville jeg gerne ende engang. Men jeg troede så også at der skulle gå rigtig lang tid før det skulle blive en realitet.

Jeg har aldrig nogensinde tænk, at jeg ville passe ind på universitetet, og det er derfor et sted som Filmskolen er min redning. Jeg kan ikke se, hvor fanden jeg ellers skulle være henne, fordi jeg passer ikke ind nogen steder på universitetet. Da jeg sagde til mine forældre, helt skamfuldt: ”jeg tror altså ikke jeg søger ind på universitetet”, så sagde de bare sådan: ”det ved vi godt!” eller ”det havde vi set komme”, og så blev jeg sådan helt rolig, men jeg vidste ligesom, at jeg skulle dygtiggøre mig på en eller anden måde, for overhovedet at få en chance for at blive optaget på Filmskolen. Når man så lige er kommet ind, så er man sikker på, at der er sket en fejl. Man er sådan lidt: ”hvad laver jeg her? Jeg er slet ikke god nok i forhold til de andre, og de fortryder, jeg kom ind”. Så det går der rigtig meget tid og energi med.”

Og hvad er det så Filmskolen kan? Og hvem sidder der bag skærmen – som klipper?  

“Andre steder er der enormt meget fokus på slutproduktet, hvor der hos os [red. Filmskolen], er enormt meget fokus på os. Hvad har hver enkelt elev på hjertet? Hvad kan jeg bidrage med? Og hvordan kan vi se det? Hvordan kan vi se, at Ane Mikkelsen har klippet det her? Hvordan har hun påvirket hele processen og det endelig resultat? Det handler meget om vores point-of-view. Altså, hvilke historier vi gerne vil fortælle, og hvad kan vi bidrage med, inden for vores fagområder. Så man bliver meget bevidst om, hvad man har at byde ind med. Hvad man har af svagheder og hvad man har af styrker. Så det der med, at der er så meget fokus på den enkelte. Det tror jeg simpelthen er forskellen på os og andre mediefaglige uddannelser. Og så er der en fordom om, at kvinder ikke er klippere. Kønsfordelingen er ret lige fordelt. Det er en gammel kvindepost. Man opfattede det at klippe som noget lidt ligesom syning, eller strikning, altså det var noget meget håndarbejdsmæssigt, at man skulle sidde der og klippe og lime sammen. Der var mange kvinder der var klippere, så det er faktisk et gammelt kvindeerhverv. Og det kan man også godt se. Det har ikke en skid med teknik og gøre, at være klipper, overhovedet! Det har med psykologi at gøre, følelser, analyse og samarbejde. Alt andet end teknik, vil jeg næsten sige…”

Ligesom de resterende i denne portrætserie, er der én ting, der går igen: det kræver hårdt arbejde og passion! Men Ane tillægger det et yderligere perspektiv, der ligger meget godt i tråd med Filmskolens fokus på ”mennesket i centrum”.

”For de, der overvejer en vej ind i mediebranchen, der tror jeg mit bedste råd vil være: virkelig, virkelig at søge indad, og finde ud af, hvad er det inden for mediebranchen man brænder for. Hvad er det der giver mig energi? Hvad er det der får mit hjerte til at banke? Hvor ligger min passion henne? For når du først er i det, så kræver det så meget af dig, at det også kan være enormt hårdt og slidsomt. Og hvis man ikke på en eller anden måde, får noget igen, hvis ikke man også synes at det er det fedeste i verden, så kan man ikke holde særlig lang tid. Så jeg tror faktisk, at det er meget, meget vigtigt, at man hvad det er for en niche, hvad det er for et fagområde, hvad det er for et felt, man virkelig brænder for. Og så skal man lære ikke at være bange for at sige ”nej”. Det er det jeg ser i min klasse, og mig selv inklusiv, kæmpe allermest med. Frygten for at gå glip af noget. Brænde nogle borer. Stå i vejen for nogle muligheder. Men det er bullshit! Der kommer altid en ny mulighed! Og hvis du er god til det du laver, og bliver ved med det. Bare fordi du siger ”nej” til noget, betyder det jo ikke, at du siger ”nej” til alt. Man skal ikke være så bange. For et ”nej” betyder jo ikke: ”aldrig nogen sinde”. Det betyder bare: ”lige nu kan jeg ikke. Lige nu, er der noget andet”, og det har alle respekt for [red. ”Amen”].”

Og Ane ved, hvad hun taler om, for hun gik for et par år siden ned med stress af overstående grund. Hun har nu valgt at koncentrere sig 100% om studiet og tillægger sig ikke yderligere produktionsopgaver sideløbende, som mange af de andre studerende ellers kan føle sig forpligtet til. Det er en, nu 28 årige, kvinde der hviler i sig selv, og som er blevet en hel del klogere på livet, fornemmer man. Men forud er også gået et samsurium af hæsblæsende oplevelser. Man er dog ikke i tvivl om, at hun nu har nemmere ved at balancere ilden-i-øjnene med evnen til at passe på sig selv.

Hvis man vil være i mediebranchen, så skal man ville det 100%. Og du skal gå ind i det med hovedet og hjertet først, og du kan ligesom ikke gøre det halvt. Jeg vidste godt, at det var det, jeg skulle satse på. Men at jeg ligefrem kunne leve af det, ja det var sådant et ønske eller et håb, som jeg tror, selv den dag i dag som studerende på Den danske filmskole, stadigvæk er noget jeg endnu ikke er sikker på. Der kan jo ske så meget. Men for fanden hvor er det det, jeg satser på!