Af Malene Moesgaard Ludvigsen, Aalborg Tekniske Gymnasium

 

I vores portrætserie med fire unge, der har gjort medieproduktion til deres levevej, skal du nu møde

Andreas Holmgaard

Figur 1: Andreas blev stx-student i 2016 og studerer i dag Kunsthistorie sideløbende med hans arbejde som freelance belyser og filmfotograf

 

Film er ikke bare film i sig selv. Det er så utrolig meget andet. Jeg ønsker at få en lidt bredere tilgang til det at være filmfotograf, for man kan drage stor inspiration ved at åbne sig ud imod verden.

Der er decembermylder på Nørreport station, og kulden er så småt begynde at indfinde sig i takt med den gode julestemning. Værtshuset på Kulturtorvet er tilrøget, lokalet lille og belysningen varm og afdæmpet. Og belysning er netop det, vi har sat os ned for at tale lidt om. For selvom jobbet som belyser hverken var det Andreas havde forestillet sig han skulle kaste sig over, eller det han regner med skal definere hans fremtid, så er det alligevel blevet en vigtig del af hans læring og dannelse. Det samme gælder Kunshistoriestudiet på Københavns Universitet, som nu fylder en væsentlig del i den karismatiske og livsenergiske unge mands liv.

”Altså jeg har i folkeskolen i princippet altid bare elsket film, og bare elsket det der med at man kan fortælle en historie om whatever. Som lille, og stadig den dag i dag, er Jurassic Park den film der vente alt på hovedet. Der var dét tidspunkt, hvor det virkelig sagde klik: ”Det her er perfekt. Dét kan virkelig et eller andet!” Det er jo totalt urealistisk, men det er bare så godt fortalt. Jeg var en ti-elleve år, og jeg kan huske min mor sagde, at jeg ikke måtte se den. Men på en eller anden måde fik jeg tilegnet mig den, og set den alligevel. Og jeg så den mange gange!

Jeg havde en forestilling om, at jeg på et tidspunkt skulle være advokat, så dyrelæge, ja virkelig alt muligt. I øst og i vest. Totalt uden retning. Men i 1.g begyndte jeg at have mediefag, og hen imod slutningen af året til en morgensamling, så var der en der gik op og snakkede om, at hun havde været på Filmmaskinen [red. læringsplatform og community for talenter i Nordjylland] som manuskriptforfatter. Og hvis man tænkte, at man måske gerne ville lave film, så kunne man komme og prøve det af. Jeg vidste ikke rigtig ellers, hvad jeg skulle lave, og tænkte, at dét der, lyder da meget fedt! Så jeg ansøgte, og kom så til samtale. Det var det mest nervepirrende! Og det var ikke fordi der var mange ansøgere. Jeg var nok kommet ind uanset. Men jeg tror det der gik op for mig, at jeg havde den der følelse af, at det virkelig betød noget. Det at lave film var betydningsfuldt for mig.”

Andreas arbejder i dag som freelance belyser og fotograf i København – ved siden af sine studier på Københavns Universitet – og han mærker efterspørgslen tage til. Det har krævet hårdt arbejde at nå dertil. Andreas har selv været ude og byde sig til, for at for jobs. Noget at han fandt meget grænseoverskridende i starten. Det har været en kombination af mesterlære, og det at turde sige ja, og kaste sig ud i et job, han endnu ikke har haft erfaring med før. En Pippi-mentalitet, der har båret frugt: “det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert.”

“Som rigtig mange andre mennesker, tror jeg, startede jeg med at tænke om mig selv, at jeg da skulle være instruktør. Så da jeg søgte Filmmaskinen skrev jeg instruktør på som 1. prioritet. Men jeg blev opfordret til at prøve noget andet, og så blev jeg fotograf, og det fangende mig bare fuldstændigt. Som filmfotograf skal du jo tale sammen med alle afdelinger i bund og grund. Fx hvis der er et eller andet der ser lidt skørt ud i forhold til production design, så snakker du jo med regi, og siger så ”ku’ vi liiiige” eller ”har vi en ny lampe” eller…. bare sådan nogle småting. Altså det er jo en selv, der kigger igennem søgeren, og ser, hvad man gerne vil have. Rollerne og ansvaret er jo på den måde altid flydende, når man først er i gang. Jeg har også være på producerklassen på EFC [red. European Film College], og det, at jeg har prøvet så mange forskellige ting af, har for alvor givet mig en forståelse for filmproduktion og arbejdsproces. Jeg mestrer langt fra alt, men jeg har en forståelse for de fleste funktioner nu. Også de der er knapt så synlige. Det var også på EFC, at jeg kom i gang som belyser. Jeg tænkte, at det var en god måde at arbejde mig ind på det at blive en dygtig fotograf. Lige nu læser jeg også kunsthistorie ved siden af min forskellige jobs som belyser og fotograf. Det gør, at jeg får et kunstneriske aspekt, som jeg kan bruge og lade mig inspirere af i min filmfotografering. For jeg tror, at man kan læse nok så meget om film, men man skal også have en forståelse for værket. Det er vigtigt! Og det mener jeg kunsthistorie kan. Det er mega oplagt, og også noget jeg har fået anbefalet af andre. Æstetikken og historien bag billede har stor betydning.”

Kombinationen af traditionel skolegang og kulturelle/kunstneriske fritidstilbud har givet Andreas en differentieret tilgang til hans passionerede dyrkelse af filmmediet. Han er på én og samme tid både energisk, kreativ og risikovillig, men også skarp, fokuseret og stålsat, når jobbet kræver det. En balancegang, som synes temmelig beundringsværdig. Han forbereder sig mere end de fleste, og han lægger ikke skjul på, at han er drevet af en lyst, som samtidig gør, at han har måtte give afkald på mange af de ting ”almindelige” unge mennesker fortager sig i starten af 20’erne – det er fx ikke meget han får set til vennerne i det Nordjyske. Hans ukuelig evne til at åbne sig for verden og se de muligheder som bredden giver ham, gør ham til et inspirerende og reflekterende menneske. Andreas har travlt, ja. Men ikke travlt med at nå et specifikt mål. Han har travlt med at lære og blive klogere på livet og på kunsten.

“Jeg lærte ét aspekt i gymnasiet, og et andet på Filmmaskinen, og så brugte jeg begge aspekter begge steder. Men jeg kunne klart mærke forskel, da jeg fik mediefag på B-niveau, hvor jeg også havde en enormt inspirerende underviser. Teorien i mediefag brugte jeg til at tale om film og analysere film, hvor teorien på Filmmaskinen var rettet imod det at lave film. Det supplerede hinanden rigtig godt. Måske kunne det have været meget fedt, hvis vi også havde fået nogle ind fra filmbranchen til at give os feedback i mediefagsundervisningen. Det havde vi på Filmmaskinen. Det lærte vi helt vildt af. Ind imellem blev vi skudt ned, hvis det vi lavede ikke var godt. Men det var enormt lærerigt.

Jeg har altid gerne ville arbejde hands-on, så at læse medievidenskab på universitetet har ikke ligget naturligt til mig. De alternative filmskoler hjælper ligesom én til at gå den vej. Alligevel har mediefag været et rigtig godt supplement. Her har jeg lært at analysere film; lært hvad et billede kan fortælle. Herefter har jeg vendt det om. I stedet for at analysere et værk, så bruger jeg nu min viden til at finde på løsninger til, hvordan jeg fortæller den historie, jeg gerne vil. På den måde har jeg brugt det teoretiske aspekt i mediefagsundervisning som en bagvendt proces.”

Og til spørgsmålet om, hvilket godt råd han ønsker at give videre til andre unge mennesker, der ligesom ham gerne vil arbejde med filmproduktion, svarer han:

“Hvis man er heldig nok til at mængde sig med nogle der er vanvittige dygtige, så skal de nok hjælpe en på vej. Så jeg tror virkelig bare det handler om at turde stole på sin egen intuition, og så sige til sig selv, at ok, måske har jeg ikke lige evnerne til det nu, men hvis jeg tør prøve det af, og ikke lade usikkerheden bremse mig, så skal det nok gå. Man må ikke vakle. Man skal blot være cool, og så have helt styr på sine ting. Derfor forbereder jeg mig også helt vildt inden vi kommer på set. Det er mange timer og mange dage inden en uges optagelser. Der er meget forberedelsestid i det. Det er nødvendigt, hvis jeg er i en A-rolle.

Det allerbedste råd som belyser er at flytte til København som det første, for der sker hele tiden ting, og der er en masse folk til at tage en under vingen. Der er også mangel på belysere lige nu, og det hjælper selvfølgelig. Når man laver lys, så tæller vilje langt mere, end hvor god du er. Folk skal selvfølgelig gerne kunne se, at du bliver dygtigere og dygtigere. Men har du vilje, og tør du, så kan du nå langt!”