Af Claus Hasle Larsen

I følgende artikel skal vi prøve at se lidt på en genre, der ligger i gråzonen mellem den velkendte biopic og musicalen – I mangel af bedre kalder jeg filmgenren den musikalsk biopic.

Biopic’en (Biographical picture) er en velkendt Hollywoodgenre som vi ser i mange sammenhænge – også på i senere år danske sammenhænge med filmen om Dirch Passer, John Mogensen og Flemming Bamse Jørgensen. Genren kan omhandle politikere (som Oliver Stones Nixon eller The Iron Lady (om Margaret Thatcher), sportsidoler som Bjørn Borg-film eller Formel 1-raceren Niki Lauda, hverdagens helte som Erin Brockovich eller skurke som Molly Bloom i Molly’s Game. Eller filmens og litteraturens helte eller miskendte genier: The Aviator, Chaplin, Tick Tick Boom, Out of Africa, Ed Wood, Man on the Moon.

Og så nok de mest fascinerende: Biografiske film om sangere, musikere og komponister – vores idoler blandt de musikalske genier. Jeg laver dog alligevel en genremæssig begrænsning ved kun at se på film omhandlede populærmusikalske kunstnere indenfor pop og rock. Så mangler vi film om jazzkunstnere som Miles Davis og Cole Porter eller megastjernen Judy Garland, hvis liv også er blevet filmatiseret med en Oscar til Renee Zellweger i kølvandet. Der er sjovt nok ikke lavet mange historisk kostumefilm om de klassiske komponister som Mozart, Bach og Beethoven af stor kvalitet. Beethoven blevet foreviget af Gary Oldman i Kvinden han elskede fra 1994, hvor man spekulerede over, hvem Beethoven kunne have skrevet et kærestebrev til. Det blev en film med spekulationer og dårlige østeuropæiske accenter. Samtidigt kunne man undgå at se en purung Hugh Grant spille Chopin i Impromptu med en dårlig fransk accent. Disse film kom i kølvandet på en generel glæde for kostumedramaer med engelsk twist fra Hollywood. Amadeus fra 1984 er undtagelse. I dag står filmen måske ikke så skarp, men i 1984 trak den fire oscars hjem bl.a. for bedste film. Problemet er sådan set bare, at den næppe kan kaldes biografisk. Derudover findes også film om kunstnere lavet i kunstnernes respektive lande. Der er en Serge Gainsbourg-film fra Frankrig. Der er en Tjajkovskij-film fra Rusland. Der er en Cornelis Vreeswijk- og en Monica Zetterlund-film fra Sverige. Og i Danmark har vi også vores Bamse-film og John Mogensen-film og Erik Clausen kastede sig også over kunsten ved at filmatisere Carl Nielsen biografi Min fynske barndom, som i dag nok er mest berømt for at være Nikolaj Lie Kaas første store hovedrolle som den unge Carl Nielsen.

Så vi kaster os over film om kunstnere efter Elvis så at sige – fra tidlig rock’n’roll  frem til i dag.

Fælles for mange af disse film. De vinder priser og tjener penge. Tjek bare de seneste 40 års Oscarhistorie og se, hvor mange gange en skuespilsnomineret har spillet en virkelig person.

Vi prøver at spore os ind på nogle genremæssige fællestræk ved den musikalske biopic og laver nogle analytiske nedslag på mere eller mindre tilfældige film, der dog har fascineret denne skribent i gennem tiderne.

Jeg har lavet en slags “greatest hits” til artiklen (som kan ses nederst på siden), men den er ikke ment som en liste over de bedste film i genren, men bare som gode eksempler. Nogen af dem bruger jeg her i artiklen. Andre er bare et godt sted at starte. Jeg kan også konstatere, at der er film på vej om fx Madonna og Jeff Buckley. Jeg kan også konstatere, at der er serier i omløb om fx Wu Tang Klan og N.W.A, som også har en lille gangstervinkel. På Disney Plus kører en netop en serie om noget af det mindst Disney agtige, nemlig Sex Pistols. Der er også en overvægt af film om mænd og mandlige rock/pop-stjerner. Og så findes der noget så kuriøst som en biopic om David Bowie uden rettigheder til Bowies musik. Endelig findes der serier og film om pladebrancen i fx Scorsese og Mick Jagger-samarbejdet Vinyl, der døde efter en sæson samt historien om Tony Wilson, der i 1980’erne skabte en masse ravage omkring Manchester med bands som Joy Division, New Order og Happy Mondays i filmen 24 Hour Party People. Så vil man have musik i filmisk form er nok at gå i gang med.

Started from the bottom now I am here

Orker du ikke at læse hele artiklen er her en lynopskrift til en musikalsk biopic. Du skal første og fremmest basere filmen på en kendt sanger eller gruppes liv og vi taler populærmusik – gerne fra fødsel til død – eller der hvor der sker noget væsentlig. Freddie Mercury dør og Elton John går på afvænning. Tidligt i filmen skal du gerne bruge en konflikt med familien der helst ser at barnet kunne være lidt mere almindelig og man overværer en scene, hvor det fremgår at vores helt er lidt af en geni. Derfra følger den skabelonen fra “started from the bottom”. Talentet udfoldes, en mentor skal opdage en, der skal kæmpes for at få kontrakt med en selskab, der er styret af griske mænd, måske er der konflikt med familien, fordi man pludselig er blevet stor i slaget og så kommer succesen og gennembruddet. Men som i Gasolin-sangen er man ene, åh så ene. Det fører til misbrug, nedtur og død … eller genfødsel.

Man skal så gruelig meget igennem for at nå stjernerne. Den opskrift kan man bruge på nærmest alle film. I TV-formater som X Factor bruger man samme opskrift og myte om det lille ukendte geni, der igennem en “lang rejse” til sidst står på den store scene (for så at vinde og gå i glemmebogen igen – med få undtagelser). Filmene kan have to typer klimaks. Enten forløses konflikten som i Rocketman, hvor Elton John kommer ud af sit misbrug eller også forløses konflikten ved at kunstneren dør – ganske ofte i en tidlig alder.

Kender man ikke Klub 27, så tæller den store kunstnere, der døde som 27-årige. Vi nævner i flæng: Jim Morrison (overdosis), Janis Joplin (overdosis), Kurt Cobain (selvmord), Amy Winehouse (alkoholforgiftning).

Og så alle dem der døde i en ung alder: Elvis Presley (hjerteanfald, 42), John Lennon (mord, 40), 2Pac (mord, 25), Michael Jackson (overdosis, 50) , Whitney Houston (druknede i badekar efter overdosis, 48), Karen Carpenter (anoreksi 32), Sid Vicious (21, overdosis), Mama Cass (32, hjerteanfald), der døde på det samme værelse, hvor Keith Moon (32, overdosis) fra Who døde fire år senere. Og endelig vores egen Eik Skaløe (selvmord, 25).

Alle disse personer døde som følge af berømmelsen. Overdosis, selvmord, mord, anoreksi eller som Elton John synger det til både Marilyn Monroe og Lady Diana – The candle burned out long before the legend ever did.

En stjerne der er født med stjernestatus er ikke interessant. Vi er som publikum interesseret i udviklingshistorie om den umage stjerne, der trodser alle odds og har en gudsbenådet musikalsk gave. Både filmene om Ray Charles og Johnny Cash handler om fattige familier og om to tragedier idet begges brødre lider en forfærdelig skæbne, der i filmen er hovedkarakterens slagside. Johnny Cashs bror mister livet med ulykke med saven på et savværk og Ray Charles’ lillebror druknede i moderens vaskekar.

Musikken spiller naturligvis en stor rolle og man ser tre forskellige musikalske scenarier. Skabelsesprocessen, indspilningen og udførelsen. Endelig skal du have en vellignende stjerne til at spille musikstjernen så godt, at du ikke kan slippe Val Kilmers ansigt, når du hører soundtracket til The Doors. Gør du alt dette følger der også en Oscarnominering med

Man kan selvfølgelig variere på opskriften

Biografiske film skal naturligvis i et større eller mindre omfang være baseret på en form for sand historie eller en række sande historier. Så overordnet skal der være en del fakta på plads. Når det er sagt så er disse film jo fiktionsfilm og leger naturligvis med fiktionen på mange måder.

Lad os lige slå det fast med det samme. Musikalske biopics er fiktionsfilm og man bruger forskellige filmiske og narrative tricks for at gøre filmen så dramatisk som overhovedet muligt.

Når man i starten og slutningen af Bohemian Rhapsody ser Freddie Mercury til Live Aid i sommeren 1985 have hele Wembley og alverdens tv-serier i sin hule, knyttede hånd, så forstår vi, at det er en døende stjerne, der snart eksploderer for at blive til stjernestøv på rockhistoriens firmament. For Freddie Mercury har nemlig fået AIDS.

I sidste akt af Bohemian Rhapsody får den noget selvcentrerede Freddie Mercury hovedet ud af røven, får øje på bandet som han har forladt og bliver så lige dødsdømt med en AIDS-diagnose (det var en dødsdom i 1980’erne) og må i en hjerteskærende scene tilstå overfor sine venner, at han har fået en sygdom, der også kommer til at ændre deres karriere. Men han orker ikke deres medynk. Han vil være performer og lave musik. Og så vælter de Wembley. Det er den perfekte slutning på den film. Virkeligheden er dog en anden, for Freddie Mercury fik første konstateret AIDS to år senere.

Hovedkarakteren – A Star is Born

Der findes fiktionsfilm om fiktive musikere som Dreamgirls (dog inspireret af The Supremes) og de mange versioner af A Star is Born og trommefilmen Whiplash, hvor selve berømmelsen og vejen mod tinderne er tematiseret. I de musikalske biopics er det nærmest uden undtagelse hovedtemaet – nemlig berømmelsens for- og bagside.

Vælger man at lave en film om en verdensberømt sanger, siger det sig selv, at man også vælger en person, hvis liv har bærer på nogle interessante konflikter, som man så i manuskriptet skruer op og ned for.

Når vi følger en hovedkarakter kommer Goffmans metaforik med frontstage og backstage automatisk i spil. Stjernen har et frontstage-liv, der hænger sammen med performeren, mediemennesket og stjernen. Og samtidig er der et backstage-liv, der handler om den personlige slagside, konflikter (oftest med familien) og den ængstelse, der er forbundet med at være et geni.

Frontstage-delen tager vi hul på, når vi ser på det performative.

I både Rocketman og Bohemian Rhapsody har hhv. Elton John og Freddie Mercury den udfordring at de tidligt i deres karriere opdager at de er homoseksuelle, men ikke tør/kan springe ud. Begge er det også fremmedgjort fra deres familier. Freddie Mercurys far er en ældre og noget konservativ mand, der ikke ser nogen mening i at han søn ikke får en uddannelse, men render rundt og lever en drøm om at blive musiker. Elton Johns far, som var pilot i Royal Air Force og derfor meget fraværende, holder slet ikke af sin skrøbelige søn, selvom de to har en fælles interesse for musik. Elton John er et vidunderbarn, der tidligt viser et usædvanligt talent for at spille klaver i alle genrer. Det fornemmes at faderen nok hellere ville have en mere drenget dreng. I Walk the Line siger Johnny Cash’ far direkte, da dennes bror dør, at det var den forkerte dreng, der blev sendt til himmels.

Ikke mange film handler om at sangernes forældre synes, at livet som stjerne er superduper. Vi er før en X Factor-generation, hvor man kan springe et led i berømmelses rangstige over. Berømmelse er hårdt arbejde og en grundlæggende dårlig ide. Når man så ydermere kæmper race- og seksualitetsmæssige problemer som Mercury eller Elton John, der også higer efter sine forældres kærlighed har driften mod berømmelsen en pris. I La Bamba er faderen fraværende, fordi han er død, men her bliver Ritchie Valens ikke accepteret af sin egen misundelige bror og af et samfund, der ikke accepterer, at en knægt med mexicanske rødder kan noget.

Nærmest uden undtagelse dulmes denne indre konflikt med stoffer, alkohol og en hedonistiske livsførelse, der fører Elton John på selvmordets rand og som driver Freddie Mercury væk fra sit band og sin nærmeste. Mercury får ydermere AIDS og det er denne sygdom, der giver ham noget perspektiv på tilværelse og fører ham tilbage til uset storhed – The Show Must Go On.

Tonight I’m Rock’n’Roll Star

En af de ting, som mange film prøver i denne genre er at finde en skuespiller, der kan spille og evt. synge som den portrætterede stjerne. Man kan selvfølge dubbe stemmerne, men i mange tilfælde har man givet skuespillerne mulighed for selv at synge rollerne. Andre gange, som i fx What’s Love Got To Do With It synger Angela Bassett ikke Tina Turners sange, men man bruger originale indspilninger af sangene. I La Bamba er originalsangene fra Ritche Valens, teenageidolet, der døde i en flyulykke blot 17 år gammel, skiftet ud med de senere så berømte coverversioner af Los Lobos, som da filmen kom ud i 1987 blev gigantiske hits. I Rocketman synger Taron Egerton alle Elton Johns sange selv og det samme gør fx Val Kilmer i The Doors. Taron Egerton giver karakteren en ængstelig kant, som passer godt til den noget flamboyante personage som den unge Elton John var.

I artiklen Celebrityteorier skriver Helle Kannik Haastrup om Chris Rojeks tre former for berømmelse:

Den arvede berømmelse kommer fordi ens forældre er berømte og man måske en dag skal overtage deres rolle. Det er en berømmelse, der tilfalder kongelige. I musikkens verden har det for det meste været en slags hæmsko at være barn af en celebrity i samme branche. Julian og Sean Lennon blev aldrig så store som deres far. To af Kim Larsens sønner har kastet sig over musikken, men faderen skygge er dog så stor at den måske hæmmer mere end den gavner. En fyr som Jeff Buckley fik nok samme berømmelse som faderen Tim Buckley, men døde inden det for alvor blev stort. Og Tim havde i øvrigt ikke noget med barnet at gøre inden han døde i 1975 af en overdosis og missede Klub 27 med 1 år.

Den meriterende berømmelse er netop den der dyrkes i filmens verden, hvor det ukendte og måske miskendte geni igennem talent, held og hårdt arbejde kæmper sig vej mod stjernerne. Her er intet givet på forhånd. Man starter på bunden. Ray Charles og Johnny Cash kommer begge fra fattige kår. Freddie Mercury er rodløs og arbejder ved bagagebåndet ved Heathrow, Aretha Franklin har to børn, da hun er i konfirmationsalderen og desuden både kvinde og sort. Tina Turner skal først opdages af Ike Turner, der er berømt i forvejen. Så skal hun giftes med ham og misbruges af ham og skilles fra ham før hun kan danne et navn for sig selv, hvilket er filmens klimaks. Men hun beholder sit navn.

Den sidste berømmelse er den tilførte som fylder meget i musikindustrien i dag. Det er berømmelse, der tilføres personer, der ikke har gjort noget særligt. Her tænkes der på celebritystjerner som Paris Hilton og Kim Kardashian, men også X-Factor-vindere, der ofte har en kortvarig berømmelse. Et interessant eksempel er Martin Ørum, der vandt første udgave af X-Factor og som måtte igennem en form for udslettelse af sin egen karakter, en tur på konservatoriet og en genfødsel som Saveus før han blev en meriterende berømmelse. Justin Bieber, hvis berømmelse, er kommet igennem Youtube er et andet. Jennifer Hudson som spiller Aretha Franklin blev også berømt som finalist i American Idol-programmet og har siden vundet alle de største skuespillerpriser for sine skuespillerroller.

Det er den meriterende berømmelse man dyrker i dag i filmen – men om føje år kan de tænkes at de to sidste kategorier kan smelte sammen.

Skuespillerne skal altså have en vis lighed med virkelighedens stjerne. Det kan blive noget rod. Bamse var en stor fyr og Anders W. Berthelsen måtte mange timer i sminken før han var Bamse. Skal der lyde en kritik af Bohemian Rhapsody er det måske at Freddie Mercurys tænder fylder mere end Freddie Mercury. Andre gange sidder den lige i skabet, som da Val Kilmer var Jim Morrison i The Doors

Forskellen på biografiske musikfilm og almindelige genrefilm er at vi ret tit kender til hovedkarakterens skæbne og liv. Mange af os har allerede et godt billede af Elvis, Elton John, Aretha Franklin eller Freddie Mercury inden filmen begynder. Vi kender deres liv og deres sange. Nu skal hullerne bare fyldes ud.

Please don’t stop the music

Det siger sig selv, at musikken spiller en stor rolle i en film om musikere.

Det sætter sine spor allerede i filmens titel. De sælges på sangtitler mere end på personerne. Tænk bare på Bohemian Rhapsody, som kun spiller en lille rolle i filmen. Eller Rocketman, som også er en sangtitel i en film, der måske kunne have heddet “Still Standing”. Respect giver meget godt mening og det samme kan man sige om What’s Love Gots To Do With It. Filmen om Joy Division-forsanger hedder Control efter sangen She Lost Control, men man kan tolke titlen som det dilemma havde mellem et stille og roligt privatliv og et liv som epilektiker (anfald fremprovokeret af det stressende musikliv), hvis medicinering fjernede livsgnisten. I La Bamba genopfandt filmen næsten sangen La Bamba, der i både film og på efterfølgende soundtrack var indspillet af Los Lobos og ikke brugt i Richie Valens originalversion. Den nye version ramte toppen af hitlisterne. Det samme gør sig gældende for soundtrack til filmen The Doors, der alene i USA solgte mere end 1 mio. plader. Versionerne på soundtracket var til gengæld de originale og ikke dem fra filmen, hvor Val Kilmer i rollen som Jim Morrison synger sangene.

And you can tell anybody that this is your song

I filmene får vi som regel adgang både til frontstage og backstage og det har stor dramaturgisk betydning i filmene, hvor musikken spiller så stor en rolle.

Vi ser både fremførelsen og ikke så uvæsentligt tilblivelsen af de små mesterværker.

I Rocketman ser man tidligt i filmen en scene, hvor Elton John partner-in-crime Bernie Taupin sidder ved morgenbordet hos Eltons mor, hvor de midlertidigt bor, og grifle en tekst ned, som han afleverer til Elton John, der iklædt en morgenkåbe og underhyler straks kaster sig over klaveret. Vi fornemmer, hvordan Elton John prøver et par akkorder og lidt melodistump, mens Taupin børster tænder. Pludselig opstår magien, hvor Elton rammer melodien og Taupin instinktivt tænker, at der her er noget ganske særligt. I de næste indstillinger ser vi hele familien beskue processen med lyttende ører. Sangen skifter fra at være diegetisk til at blive nondiegetisk med strygere og bas og inden man ser sig om klipper man i tid og springer frem til selve indspilningen i studiet afsluttende med Elton John, der lakonisk spørger “how was that”? Et mesterværk og det ved vi allerede, for sangen er en klassiker. Sangen bruges også dramaturgisk til at konsolidere det livslange venskab som Bernie Taupin og Elton John har.

I Bohemian Rhapsody diskuterer de tre andre Queen-medlemmer om sangen I’m in love with my car er god nok til den kommende plade. Den slags trivialiteter orker Freddie ikke, så han går ud og ser på det engelske efterårslandskab og frem toner nærmest klaver-introen til den sang, der af mange bliver betegnet som den største rocksang i historien. Freddie hamrer løs på klaveret og synger de første vers, hvorpå man klipper i tid til Bryan Mays guitarsolo i studiet. Herefter afslører Freddie med et smøret grin overfor et stærkt tvivlende band, at de nu skal i gang med en operasektion i en vidunderlig suspensefyldt øjeblik, fordi publikum mindst en gang i deres liv har stået og skrålet netop den sektion i en eller anden mere eller mindre festlig sammenhæng. Vi kender den sang som vores egen baglomme.

Næste indstilling. En hane går en tur og så klippes der til en kakofonisk montage af Galileo-skrig fra bandets trommeslager, Roger Taylor, der presses til det yderst rent vokalmæssigt for at sangen, der lige nu hedder “Fred’s Thing” kan blive fuldendt.

Klip: Sangen fuldendes hos en pladeselskabsmand (spillet af Mike Myers, der 20 år tidligere udødeliggjorde sangen i headbangerscenen i Wayne’s World), der er klar til at smide sangen ud. Hvem gider at spille den slags bras, siger han. Mesterværker bliver født i trods, synes parolen at være ved denne film og siden har singlen solgt 10 mio i USA og på Youtube har den officielle video over 1,5 mia afspilninger og næsten 2 mia afspilninger på Spotify

Mødet med et system bestående af pladeselskaber og radiostationer, der kun fokuserer på det kommercielle og måske ikke har så meget berøring med publikum spiller også en væsentlig rolle i John Mogensen-filmen Så længe jeg lever. Her følger vi den alkoholiske sangers deroute, da han får afslag på at lade Peter Belli eller Johnny Reimar indspille “Der er noget galt i Danmark”. Ord som lort og helvede kunne man ikke forestille sig at høre i radioen og da Jørn Hjorting i filmen ved en fejl spiller sangen sker der noget i John Mogensens karriere. Således ved en fejl blev en klassiker født. Sådan er det formentligt ikke sket i virkeligheden.

Da man ikke kan afsætte en masse minutter af filmen til at bare at lytte til musik, må sangene i filmen også have en dramaturgisk funktion. I “Så længe jeg lever” har sangen den funktion af John Mogensen kæmper for at bevare sit ægteskab og sangen er en kærlighedserklæring. “Sidder på et værtshus” synger han mens han ligger på en bænk efter en bytur og bliver opdaget af pladeselskabsmanden Meisner, der ender med at udgive hans musik.

We will rock you

Hvis man forventer at komme bagom hittene og ind i privatlivets sfære i disse film, så forventer også at blive inviteret til koncert og få en masse frontstage-sekvenser. Her får man ofte sangene i fuld længde. Både Elton John og Freddie Mercury er performere mere end noget andet. Deres rocksangerpersonaer som vi kender dem findes på scenen. I slutningen af Elvis er der en voldsom konflikt mellem Elvis Presley og hans mangeårige manager Colonel Tom Parker. I starten af filmen ser man Elvis kollapse af træthed og overforbrug af medicin, men hans manager vil have ham på scenen, for at vride penge ud af det misbrugte geni. Elvis selv betegner efter mange år i filmbranchen også scenen som sit hjem og trives i rollen som en rockgud på scenen i Las Vegas.

I teori om musikvideo finder man begrebet om performance-personaen, som er en af de tre karakterer en sanger kan spille i sin egen musikvideo. Det er forsangerens professionelle scenepersona, som i mange tilfælde er nogle flamboyante typer. Tidligere har jeg nævnt Freddie Mercurys ikoniske wifebeater af en undertrøje og de nittede bælter og armbånd og larven af et overskæg som var han taget ud af et Tom of Finland-tryk. Det ser man i både anslag og klimaks af Bohemian Rhapsody, hvor narrativet næsten stopper og erstattes af en kvarter lang live-sekvens fra den berømte Live Aid-koncert i 1985 i London, som må have taget en krig at optage. Det er ikke en en-til-en kopi at tv-transmissionen billedmæssigt – men lydmæssigt er det ret tæt på. Der er nogle svimlende digitalt produceret kamerabevægelser, der ikke findes i tv. Det er med andre ord fiktionaliseret helt efter bogen. Et nærbillede i filmen på Brian May, der måber over Freddies energi (han er jo døende) understreger pointen med at det er nu eller aldrig. Der parallelklippes til Freddies barndomshjem, hvor en tilfreds familie nu anerkender alle Freddies valg i livet med stolthed og ude backstage vælter pengene pludselig ind fra seerne.

I What’s Love Got To Do With er klimaksen at Tina Turner går på scene i starten af 1980’erne i en ny rolle som soloartist. Filmens live-sekvenserne fungerer også suspensemæssigt, fordi vi som publikum ved at Ike Turner udenfor scenen er et monster. Der klippes i montager mellem live og turnelivet hvor Tina Turner ydmyges. I en scene råber publikum “Tina, Tina, Tina” og man fornemmer at Ike ikke bryder sig om at konen på den måde er en ny stjerne. I næste scene voldtager han hende som straf. Filmen kulminerer med at Tina Turner helt fysisk må stikke af fra sit ægteskab og må starte forfra. Ike Turner kommer som et ydmyget menneske ind i Tinas omklædningsrum med en pistol, men hun afmonterer ham totalt i en form mental kastration og Tina går ud på scenen og synger filmens titelmelodi, som også var hendes store comebackhit i 1984. I sangens C-stykke klipper filmen til arkivbilleder af den rigtige Tina Turner med faktatekster om hendes fremtidige succes for lige at skærpe autenticiteten. 

Den performative musikvideo har ofte koncertscenen som setting og ligner på den måde live-sekvenserne i disse film eller omvendt. For at bruge livemusikken som en fortællemæssig motor er det tit en række montager i filmene, hvor man ser sangen opført fra forskellige steder i verden. Så går tiden og man får understreget bandets succes med live-sekvenserne, der ofte veksler mellem nærbilleder af publikum og band. Man kan forestille sig, at det produktionsmæssigt er voldsomt tungt, fordi man ikke bare kan klippe publikum og koncert sammen.

I Rocketman leger filmen med i nogle live-sekvenser med musicalens ikonografi. I en tidlig scene spiller den unge Elton John på en pub. En fuld gut stiller sin pint på klaveret mod sangerens vilje og nummeret sættes i gang. Derpå følger en musicalsekvens med koreograferet danse- og kampscener og store filmiske armbevægelse med kran og travellings – og nå jo. Elton John-karakteren overtages midtvejs lige af en ny skuespiller. Andetsteds skal Elton John spille Crocodille Rock på det berømte The Troubadour i Los Angeles. Den unge sanger er præget af nerver over skulle på det fine sted med et band, der er sammensat af sessionmusikere, men han fyrer den af med mindelser om lokale helte som Little Richard og Jerry Lee Lewis og med et svæver publikum 30 cm over gulvet sammen med den nye stjerne og illuderer det trick som Elton John i live-sammenhænge hoppede rundt på klaveret.

Kontrakter og gas

Koncerterne i filmen kan også blive der, hvor kunstneren bliver opdaget. Genier i musikalske biopics er som regel miskendte til en begyndelse. Mange af filmene handler om musikere, der på en eller anden måde er forud for deres tid. Ray Charles inddrog gospel og countrymusik i sin soul ligesom Aretha Franklin, og Queen legede med opera, Elvis vendte tilbage til gospelrødderne i syden sidst i karrieren og kunne noget med kroppen, som offentligheden ikke helt var klar på. Hvis man så i øvrigt har et konfliktfyldt forhold til familien, bliver det ikke nemmere for den vordende stjerne. Derfor er manageren, pladeselskabsmanden og produceren vigtige karakterer i filmen. I Elvis er det Tom Hanks, der spiller rollen Colonel Tom Parker, der notorisk udnyttede Elvis til sidste svedperle og fik Elvis til indfinde sig på scenen i meget svækket tilstand. Elton John møder efter koncerten på The Troubadour manageren John Reid, som han også får et romantisk forhold til. John Reid er også med i Bohemian Rhapsody. Her fremstilles han sympatisk, som et talerør for Queens ideer, hvilket bestemt ikke er tilfældet i Rocketman, hvor han er medvirkende til at Elton John kaster sig ud i et misbrug, der ender med et selvmordsforsøg og et hjerteanfald. Han overlever kun fordi han overlever en gang rehab.

Nu er det egentlig bare at kaste sig over filmene.

Nogle hits man kan begynde med   Bohemian Rhapsody (Bryan Singer, 2018) Film omhandlende den britiske rockgruppe Queen især med fokus på forsangeren Freddy Mercury kamp for at blive accepteret som menneske og kunstner primært og sekundært som homoseksuel. Mercury dør som bekendt i 1991 af AIDS. (4 Oscars bl.a. for bedste skuespiller til Rami Malek) Rocketman: (Dexter Fletcher, 2019) Har mange ligheder med Bohemian Rhapsody, dels fordi Elton John (som denne film handler om) og Queen er samtidige, men også fordi Elton John er homoseksuel og kæmper for sin families respekt. Elton John havner i et selvskadende misbrug og filmen ender egentlig der, hvor han begynder at gå til behandling i slutningen af 1980’erne (1 Oscar for bedste song til Elton John og Bernie Taupin)   The Dirt (Tv-serie, Jeff Tremaine, 2019) Handler udelukkende næsten om misbrug og en hedonistisk livsstil, der var kendetegnende for mange hardrockbands i 1980’ernes Los Angeles. The Dirt omhandler bandet Mötley Crüe og har bandets trommeslager, Tommy Lee, som hovedkarakter. Han blev senere berømt for at medvirke i historiens første virale sextape med sin daværende hustru Pamela Anderson   Ray: (Taylor Hackford, 2004) Endnu et sangskrivende geni i Ray Charles, der i sin barndom mister synet. Han udvikler sig til en af USA’s største soulkomponister og skriver bl.a. “Georgia on my Mind”. Desværre bliver han også misbruger af heroin og damer. Det hele går over i filmens klimaks, hvor han også modtager en undskyldning fra staten Georgia, der sortlistede ham fordi han nægtede at spille for et raceadskilt publikum. (2 Oscars bl.a. for bedste mandlige hovedrolle til Jamie Foxx)   Respect: (Liesl Tommy, 2021) Filmen om Queen of Soul, Aretha Franklin, er også filmen om, hvor en kvindes kamp ud af kønsrollemønstret med en besidderisk far, voldelig mand og en sorgen over moderens tidlige død. Franklin havde to børn inden hun var 16, så der var meget at holde styr på. Det nævner man til gengæld ikke med et ord.   Elvis: (Baz Luhrman, 2022) Filmen om den allerstørste. The King. Baz Luhrman vender tilbage til tragedien og fortæller Elvis-myten ud fra præmissen om at han blev groft udnyttet af sin manager og det til sidste kostede ham livet. Film er en filmiske tour-de-force igennem kongens liv.   Så længe jeg lever (Ole Bornedal, 2018) Filmen om John Mogensen, der elskede komplicerede harmonier, men endte med at blive en folkekær dansktopmusiker, der drak sig ihjel. Han var en folkets sanger, der introducerede ord som lort og helvede i statsradiofonien og kunne se verden fra drankeren, arbejderen og den ulykkeligt forelskede side. Rasmus Bjerg spiller John Mogensen.   Control: (Anton Corbijn, 2007) De fleste film på denne liste er mainstreamfilm fra Hollywood. Control er det modsatte. Sort/hvid-film om den depressive Ian Curtis, der i 1980 begik selvmord i alder af 23, dagen før afrejse til en stor USA-turne. Han var den karismatiske forsanger for Joy Division, der senere blev til New Order. Filmen fokuserer meget på de formative år i et bands historie og er skabt af den hollandsk kunst/rock-fotograf Anton Corbijn, der også er kendt for coverfotos af stjerner lige fra Miles Davis til Nick Cave samt fx musikvideoer til Depeche Mode, Arcade Fire og Metallica.     What’s Love Got to Do With It. (Brian Gibson, 1993) Filmen om Tina Turners tumultariske ægteskab med Ike Turner, der var meget voldelig. Tina Turner ender med at flygte ud af ægteskabet og skaber for sig selv en af de største solokarrierer i nyere musikhistorie, mens Ike Turners karriere ynkeligt falder sammen. (Oscarnomineret for bedste skuespil til både Angela Bassett og Laurence Fishburne)     La Bamba: (Luis Valdez, 1987) Filmen om en den purunge Richie Valens, der når at få et par hits med sange som La Bamba og Donna, men som også mødte fordomme pga sin mexicanske baggrund. Valens døde som bare 17-årig i en flyulykke i 1959. Ulykken kostede også Buddy Holly livet og er i sangen American Pie af Don McClean (senere også Madonnna) kendt som “the day that music died”.   Walk The Line: (James Mangold, 2005) Filmen om Johnny Cash’ tidlige karriere, der var præget af misbrug, sceneskræk og en barndom, hvor han mistede sin elskede bror og levede i dyb fattigdom. På de evige turneer møder han June Carter, som allerede var en stjerne. Filmen slutter der hvor de bliver et par. De var et ægtepar fra 1968 til 2003, hvor de begge døde med få måneders mellemrum. (Reese Witherspoon vandt Oscar for at spille June Carter, Joaquin Phoenix var nomineret for sin rolle som Cash og den var yderligere nomineret til 3 andre Oscars).   The Doors (Oliver Stone, 1991) Man kommer nok ikke uden om 60’ernes ungdomsoprør, hvis man taler om rock ‘n’ roll. Her er Oliver Stones film om The Doors fra 1991. Filmen følgers Jim Morrisons voldsomme drift mod døden, som paradoksalt nok også var en kreativ proces. Morrison døde som 27-årig i et badekar i Paris i 1971. Soundtracket til filmen sælger 1 mio. album i USA alene.