Af: Hans Oluf Schou / tidl. Viby Gymnasium og fagkonsulent

Jeg har i min tid som mediefagslærer/film og tv lærer og som censor set mange dårlige film. Der har været ideudvikling, hvor alt er gået i stå, og så er vi endt med den samme løsning – nemlig en film om mobning eller en gyserfilm på skolen eller i bedste fald ude i forældrenes sommerhus.

Vi siger til eleverne, at de skal tage udgangspunkt i egne erfaringer, men de er ikke mere end 15-16 gamle, så de har ikke så mange erfaringer. Vi får dem direkte fra grundskolen, og de har ikke så mange erfaringer. Jo, de kan have nogle dårlige forældre, eller de kan have forældre som er skilt, eller de kan have en alkoholiseret far – eller hvad ved jeg. Men deres erfaringsverden er ikke stor.

Så er der selvfølgelig de elever, som har den originale ide. Ideen som kan samle en gruppe omkring sig, som sparker røv, og som er anderledes i sit udgangspunkt, men dem har vi desværre for få af. Vi har mange elever, som vælger mediefag, fordi de ikke kan finde på andet, et eller andet skal de jo vælge, så det blev mediefag. Når vi så fortæller dem, at de får ikke så mange lektier, men til gengæld skal de bruge tid uden for skoletiden, hvis de vil lave en ordentlig film. Så stejler de, og når det kommer til stykket, bruger de ikke den nødvendige tid.

Det kan lyde lidt negativt, men det er den situation, som mange mediefagslærere står i, og det må/kan der gøres noget ved. Det kan der gøres noget ved, og det er forsøgt i flere sammenhænge, fx i nogle bøger, og her vil jeg nævne en, som jeg selv har været med til at skrive, nemlig Levende Billeder, som har et stort afsnit, hvor netop ideudviklingen tages op. Jeg vil ikke dvæle for meget ved dette afsnit, da det meget henvender sig til b- og a-niveau elever, som har den fornødne tid til at bruge disse metoder. Men der er masser af ideer at hente, og en af de ideer, som vi har haft megen glæde af i corona-perioden er den med Human-postcards. Det har vist sig at være meget anvendeligt, når der skulle laves individuelle produktioner på et minuts varighed, og den enkelte elev skulle lave et portræt af sig selv. Det er der kommet mange gode produktioner ud af. Når man så samtidig satte nogle krav til antal klip, vinkler, lyd osv. fungerede det ofte godt.  Men det var enkelt og appellerede til elevens fantasi og kreativitet. Og eleven skulle ikke aflevere pitch, synopsis eller andet, som vi ellers kræver. Vi udvidede derefter konceptet, så filmene skulle hænge sammen på en eller anden måde, og dermed kom vi ud af corona-perioden.

Nu må filmene gerne være adskilte, og behøver ikke hænge sammen, eller hvordan er det nu det er. Her henviser jeg til Anne Juul Møllers artikel andetsteds i bladet eller hendes oplæg i Svendborg.

Mit mål er at eleverne kan få inspiration til deres ideudvikling på andre måder end ved at tage udgangspunkt i sig selv, men i litteraturen eller rettere sagt i den del af litteraturen som kaldes noveller. Nu ved jeg godt at meget få unge mennesker læser skønlitteratur endsige læser overhovedet. De går med hovedet nede i deres telefon, og der får de deres informationer og deres vinkler. Nå, det er ikke fordi jeg vil lyde gammeldags eller negativ, men som Bo Tao  metaforisk fællesskab med de unge gennem deres brug af levende billeder – ikke via deres læsning af skønlitteratur. Og hvis det så endda var så godt, men i dag ser vi og de unge ikke længere de samme tv-serier. De ser slet ikke tv-serier. De ser kun, hvad deres iphone viser.

Hvad skal vi gøre – og hvordan kan vi give dem nogle bedre ideer til deres c-produktioner!? Ja, vi kunne fx i samarbejde med dansklæreren, bede eleverne læse noget litteratur, nogle noveller, som de kunne få for til både dansktimen og mediefagstimen. Jeg ved godt, at det er let at skrive, men vanskeligere at praktisere, men de gymnasiale uddannelser skal vel forestille at være boglige uddannelser, så det må vel være rimeligt at stille den slags krav. Krav er vel i det hele taget vejen frem, hvis vi ikke skal tabe en hel generation (af drenge) på vejen.

Nå, det er jo en større diskussion, som kan være svær at gennemføre uden at den også bliver politisk. Men her kommer et par forslag, som kunne bruges, hvis vejen går gennem novellerne. Jeg vil foreslå 3 forfattere, som kan være et sted at starte.

Den første er Chimamanda Adichie, som har skrevet novellesamlingen, Det du har om halsen, som handler om, hvor svært det er at være fra Lagos i Nigeria og så forsøge at integrere sig i det amerikanske samfund. Det er svært, selv om du kommer fra en intellektuel familie, Hun skriver enkle noveller om hvor svært, det så må være, hvis du flytter til USA med alle de fordomme om landet, som ligger begravet i os alle. Det er noveller, hvis problemstilling let kan overføres til danske forhold, hvor vi på mange områder forsøger at integrere mange folkeslag i det danske samfund. Det er noveller, som kan give nye tanker om, hvad folk kommer med, og hvordan vi han gribe det an, så vi eller de ikke altid, i hvert fald ofte, fremstilles som narkosælgere eller lignende. Samme tendens som viser sig i ’rigtige’ film, hvor indvandreren er en meget mere nuanceret person. Jeg kan som udgangspunkt anbefale titelnovellen, som inddrager forholdet mellem den sorte pige fra Nigeria og den hvide dreng fra den veluddannede og åbne familie i USA.

En anden novellesamling som er god at bruge som inspiration er Shirley Jacksons Lotteriet og andre fortællinger. Her er det vanskeligheden ved at føle sig hjemme og accepteret i det lille samfund, når man kommer fra den lidt større by. Novellen Lotteriet bruges allerede af en del engelsklærere i undervisningen og den er måske for stor, hvis man vil bruge hele novellen, men den kan bruges som inspiration og som indgang til en diskussion om reality og mere. Der er mange noveller i samlingen, som kan bruges. De er korte, de er enkle, og de kan umiddelbart overføres til elevenernes gymnasiale hverdag.

En sidste samling jeg vil anbefale er skrevet af vores egen Helle Helle og bærer det enkle navn Rester. Det er nogle år siden, den udkom, men det gør den ikke mindre relevant. Det er meget enkle, og derfor ikke let tilgængelige historier hun fortæller, men de er udfordrende, og de kan give anledning til mange gode diskussioner om relationer mellem de få personer og filmisk opsætning i det hele taget. De overholder reglerne for de moderne noveller i deres enkelhed, både med hensyn til sted, tid og personer, så de burde kunne bruges i en elevsammenhæng. Også som udgangspunkt for små film. Helle Helle har også skrevet andre gode novellesamlinger, som kan bruges, så der er nok at tage fat på. Der er hundrede vis af noveller som kan inddrages, hvis man tør stille krav til sine mediefagselever om at læsning kan være en start.

Når vi går i biografen er hovedparten af de film, vi ser, baseret på en roman. I virkelighedens verden er der altså en naturlig sammenhæng mellem film og litteratur. Det kunne vi jo også stræbe efter i vores undervisningsverden, i vores mediefagsverden.