Af Søren Holik Rasmussen

Martin Houlind og Mimi Olsen, L&R Uddannelse, 2017

Krigsfilm er en af de helt gamle filmgenrer og er et oplagt tema at arbejde med i mediefag. Emnet kan både dække over old-school filmgenreforløb, dokumentar og nyhedsformidling samt et utal af kombinationer af det ovenstående. Spillefilm om krig er fyldt med autenticitetsmarkører og dokumentarer, som dækker krig, svælger i dramaturgi og referencer til krigsfilmklassikere.

Genren er med andre ord et tæt sammenhængende kludetæppe med vage afgrænsninger. Det hele hænger sammen og derfor giver det også rigtig god mening at arbejde med forløb om krig, i det nye mediefag.

Der gik i lang tid rygter om at Rikke Schubart bryggede på en bog om krigsgenren, men siden skete der vist ikke mere. Nu har forfattere og mediekolleger Mimi Olsen og Martin Houlind gjort noget ved sagen og lavet den bog, som vi har savnet i noget tid. Rikke Schubarts arbejde med krigsgenren er da heller ikke helt glemt, for i deres definitionen af krigsfilmen læner forfatterne sig op ad Schubarts definition.

Bogen tager os gennem de klassiske krigsfilmsperioder, fra 2. verdenskrig, gennem ”Nam” og frem til den moderne krig mod terror. Dokumentarer og danske krigsfilm byder den også på. Undervejs gennemgås nogle af de forskellige områders største værker sammen med en varieret blanding af arbejdsopgaver.

Krig åbner op for det store genrehistoriske forløb, såvel som mere fokuserede forløb om smallere emner, som Vietnamkrigen, formidling af krig på sociale medier eller måske en feministisk tilgang til krigsfilmsgenren. Mulighederne er mange ud fra bogens brede pallette.

Ligesom de andre udgivelser i samme serie, indeholder Krig en del sider som kommer med forslag til opgaver, der enten kan bruges direkte, eller som kan bruges som inspiration til lignende opgaver. Opgaverne er mange, rigt varierede og de er tilpasset til at omfatte mediefagets nye formater.

Krigsfilmens historie gennemgås, som noget af det sidste. Det er en god detalje at få med. Specielt for underviseren, som ikke har brugt så meget tid på genren. I det hele taget er bogen et fint redskab til underviseren, som har brugt mediestudierne på andet end at suge krigsfilm ind.

Skal man endelig kritisere noget, i en rigtig fin bogudgivelse, må det være manglende detaljerigdom og dybde der springer frem. Krig kunne sagtens være gået dybere ned i arbejdet med spillefilmsgenrerne og f.eks. emner som krig på computerspil, men med sine 165 sider er Krig allerede en ganske omfattende bog, og yderligere detaljer kan man jo selv tilføje, hvis man føler behovet for det.

Krig giver en imponerende bred gennemgang af krigsgenren og gør sit bedste, for at få det hele med. Selv et kapitel om krigsfilmenes produktionsforhold er det blevet til. Så Krig betjener et bredt publikum, som skal bruge bogen til mange forskellige ting. Det dybe, nørdede blik på talrige detaljer om forskellige undergenrer må man selv rode med, og det virker fair, for den udgave af bogen ville være lidt af en mursten.

Lindhardt og Ringhofs mediefags-udgivelser har fundet en god form, og man kan kun håbe, at Lindhardt og Ringhof fortsætter i samme stil og dækker endnu flere af de områder, vi typisk arbejder med. Bøgerne i Forløb i medier-serien er skrevet af vores egne kolleger og lægger en vinkel, som åbner for mediefagets nye form, emner og opgaver. Det er meget, meget fint.