Mental sundhed er kommet på den kulturelle dagsorden. Tre nye film fra årets udgave af CPH:DOX giver tre vidt forskellige bud på hvordan dokumentarfilmen kan forholde sig til vores indre liv.

Af: Mads K. Mikkelsen, Programchef, CPH:DOX

Man skal ikke ret mange år tilbage, før mental sundhed ikke var noget, man talte om. Ikke at vores indre liv var et decideret tabu. Det var bare stadig mest noget, som var forbeholdt psykologer og andre specialister. For de fleste andre var den psykiske balance noget, man måtte prøve at holde efter bedste evne, og som man ellers mest talte eller læste om i det private rum, og ofte først når den vaklede.

Sådan er det ikke længere. Indenfor blot et par år er mental sundhed rykket helt ind i centrum af den offentlige og kulturelle samtale. Der bliver skrevet både avisartikler, bøger og popsange om mental sundhed. Traumer bearbejdes kunstnerisk, og kunsten bliver til terapi. Personlige kriser deles og diskuteres åbenhjertigt på sociale medier, hvor introduktionen af en “omsorgs-emoji” er den ultimative indikator for, at vi som samfund har bevæget os i en ny og mere empatisk retning. Ens psykiske velbefindende er ikke længere (kun) en privatsag. Eller som der står med store, røde blokbogstaver på væggen til en byggeplads rundt om hjørnet fra hvor jeg selv arbejder: Din mentale sundhed er lige så vigtig som alle andres!

Den moderne dokumentarfilm har naturligvis også reageret på tidens kulturelle strømninger. Der er dog ikke som sådan noget nyt i, at dokumentarister forholder sig til deres medvirkendes indre liv. Særligt psykiatrien har nærmest sin egen parallelle historie på det store lærred, og den er ikke altid lige køn.

Den fortsat aktive, amerikanske doku-veteran Frederick Wiseman indledte for eksempel sin karriere med en rapport fra psykiatrien. Debutfilmen Titicut Follies (1967) er optaget på hvad man dengang ville kalde et sindsygehospital for kriminelle. Resultatet var bare så grænseoverskridende i datidens øjne, at filmen endte med at blive forbudt i 25 år.

Wiseman, der i dag har status som noget nær en levende legende, er ellers nærmest synonym med den nøgternt observerende “fluen på væggen”-æstetik, som i den populære forestilling repræsenterer en særlig humanisme og dokumentarisk etik; det er kort fortalt en metode, der favoriserer verden foran kameraet i stedet for kommentarer og kunstneriske indgreb bag kameraet. Den observerende form nedtoner instruktørens autoritet til fordel for umiddelbarhed og spontan autencitet, selvom det naturligvis kan (og skal) diskuteres, om filmskaberens magt blot antager en anden og mere diskret form i de observerende film. Når Titicut Follies blev forbudt skyldtes det altså chokket over at blive konfronteret med hvordan de sindslidende blev behandlet af systemet, snarere end det skyldtes Wisemans metode og æstetik.

Men etik er i alle tilfælde et åbenlyst kriterie i film om mennesker i en psykisk udsat situation, der måske ikke er i stand til at tage stilling til konsekvenserne af deres egen medvirken. Her er selv den ellers så høfligt distancerede, observerende film ikke nødvendigvis garant for en sober fremstilling.

Spørgsmålet er, hvordan man repræsenterer mentalt udsatte mennesker på en ordentlig – og samtidig kunstnerisk interessant – måde?

Tre nye dokumentarfilm fra dette års CPH:DOX leverer hvert sit bud på et svar. Fælles for dem alle (og nok i virkeligheden det eneste de har til fælles) er, at de ikke blot handler om mental sundhed. De behandler den også, og de gør det med empati, kreativt overskud og med kunstneriske indgreb, uden at miste den etiske forbindelse til det humane.

Den franske On the Edge er umiddelbart den film af de tre, der mest minder om noget man kender, nemlig en observerende film fra psykiatrien. Vi er på et nedslidt hospital lidt uden for Paris, hvor den fransk-syriske læge Jamal kæmper for at holde sammen på sin afdeling, sine patienter og i sidste ende også på sig selv. Stedet er nedslidt, personalet er udkørt, der bliver konstant savet i budgetterne. Jamal er imidlertid en af hverdagens helte med et forbilledligt, humanistisk sindelag, for hvem de vigtigste forudsætninger for mental sundhed – og for et godt (samfunds)liv i det hele taget – er gode relationer til andre mennesker. Den filosofi praktiserer han ved at lytte tålmodigt, give gode råd og arrangere teaterøvelser baseret på Molière for sine patienter. Nogle af dem er anonymiserede, men de fleste optræder foran kameraet, som de er.

Instruktør Nicolas Peduzzis film er en levende og organisk størrelse, som meningsfuldt blander sine håndholdte, observerende optagelser fra hospitalsgangene med kunstneriske interventioner i en film, der starter til et tungt techno-score og slutter til en free-jazzet saxofonsolo. Og på billedsiden får det klassisk observerende kamera modvægt af længere sekvenser, der er fortalt udelukkende i sort/hvide still-fotos. Effekten er vedkommende og gribende på en umiddelbar måde, det er svært at gengive i ord, men sikrede både hædrende omtale af festivalens jury og seks hjerter i Politikens anmeldelse. Selvom On the Edge repræsenterer en mere institutionel vinkel på mental sundhed, sætter den ikke desto mindre menneskeligheden først i sit moderne take på de klassiske dokumentar-dyder, etik og autenticitet.

Den klassiske dokumentarisme kunne imidlertid næsten ikke være længere væk end i Megaheartz, den svenske filmskaber Emily Norlings ultra-intense portræt af fire kvinder i 30’erne (én af dem er hende selv), der lever helt ude på kanten af følelsernes afgrund. “Dette er ikke en film, der følger en traditionel logik,” som en manifest-agtig tekst forklarer i starten. Kameraføringen er håndholdt, up-close og in your face, mens Norlings hviskende stemme på lydsiden indkredser filmens tema: Kan kærlighed eksistere uden vanvid? Spørgsmålet har sine rødder i den mørke, romantiske tradition, men svaret får lov at stå åbent. Megaheartz er ikke en film, der er optaget af stille diagnoser.

Emily Norlings personlige engagement som både instruktør og medvirkende placerer til gengæld hendes film i et spændingsfelt mellem dagbogens private rum og de sociale mediers performative semi-offentlighed, som får den til at føles ekstremt kontemporær. Når hun annoncerer i starten, at hendes film forlader logikkens lineære vej, er det både en nøgtern statement og et rebelsk, politisk move på vegne af vegne af de mennesker, der – ligesom hun selv – ikke nødvendigvis passer ind i det store, normative puslespil. Uden at dyrke lidelsen er det en film, der minder os om ikke kun at rationalisere over vores tanker og følelser i en tid, hvor der er øget opmærksomhed om begge dele.

En anden svensk film fra årets festivalprogram giver os et anderledes, men ikke mindre intenst bud på oplevelsen af at leve i et mentalt randområde, fortalt indefra og i første person ental. Giovanni Bucchieris smukke og cinematiske 100 Seasons er ligesom den punkede Megaheartz en film, hvor instruktørens deltagelse er altafgørende. Bucchieris film er nemlig et stykke autofiktion, som han både har instrueret og spiller hovedrollen i. 100 Seasons er på mange måder enestående, idet Bucchieris livslange bipolare lidelse kommer til udtryk gennem 25 år gamle hjemmevideoer med ham selv og ungdomskæresten Louise, der er sammenvævet med scener fra hans voksenliv i dag, hvor hun er en succesfuld teaterinstruktør og han selv er en lidt forhutlet “multikunstner” med en fortid som danser ved den Kongelige Svenske Ballet. 

I et manisk og impulsivt øjeblik køber han en designer-bøllehat til flere tusinde kroner i en fancy tøjforretning, eller giver en Michael Jackson-agtig danseoptræden i et eletrisk udbrud af energi midt på gaden, inden han smider alt tøjet for øjnene af de mennesker, der har samlet sig i en rundkreds om ham. Bucchieri iscenesætter sin erfaring af at leve med bipolar lidelse i en film, der virtuost blander de mest forskellige følelsesmæssige registre: Fra det hjerteskærende og tåkrummende pinlige, til det ekstatiske og ind imellem dybt gribende i forholdet til livsvennen Louise. 

Uden at banalisere hans lidelse (den er yderst håndgribelig i de scener, hvor han brutalt falder fra sine maniske højder) sidder man tilbage med oplevelsen af at have været i selskab med et komplet menneske. Og måske er man blevet klogere på en tilstand, der er fremmed for én selv. 100 Seasons er ikke en film, der kan reduceres til et identitetspolitisk projekt om at aflive myter eller skabe opmærksomhed om sit emne, selvom den på en ganske uforglemmelig måde også lykkes med dette. 

Bevægelsen i retning af et større fokus på mental sundhed i kulturen kommer ikke ud af ingenting. Den er en del af en langt større, aktivistisk bølge – en kulturel revolution, intet mindre – der samler så forskellige politiske og kulturelle frontlinjer som Metoo, klimaet, post-kolonialismen, LGBTQ-aktivismen og en række andre kræfter, som ikke desto mindre deler nogle fælles mål og krav om anerkendelse af minoriteter og om øget hensyn og empati i samfundet og kulturen. De fleste af disse bevægelser og grupperinger har været aktive i årevis; mental sundhed er ankommet sent til festen og er vel knap nok blevet udråbt som en -isme endnu.Det nye er ikke, at dokumentarister laver film om vores indre liv og mentale sundhed, eller om de institutioner i samfundet, der varetager begge dele. Det har man gjort i årtier. En ny bølge af film som On the Edge, Megaheartz og 100 Seasons vidner imidlertid om, at filmskaberne nu er klar til at tage skridtet videre fra det rent faktuelle og observerende, og give vores psykiske liv en subjektiv, men meningsfuld form på det store lærred. Det er et filmkunstnerisk projekt uden lette løsninger og faste former.