Af Malene Moesgaard Ludvigsen, Aalborg Tekniske Gymnasium

I vores portrætserie med fire unge, der har gjort medieproduktion til deres levevej, skal du nu møde

Rasmus Bruun Liboriussen

Figur 1: Rasmus blev htx-student i 2014 og studerer nu på Multiplatform Storytelling and Production

Det er til stadighed et blik fremad. At kigge ud i fremtiden for at se, hvilket medielandskab der er, og hvad der foregår. Det virker som om, det hele er rørt rundt, og der nu er en ny dagsorden.

Under den betagende hvælving i foyeren til Musikkens Hus i Aalborg brydes lyset så fint igennem de nøje tilrettelagte glasmosaikker. De gennemsigtige kig, der retter sig mod himlen, står i smuk kontrast til bygningens bastante beton. En beskrivelse, der ligeså vel kunne være tilfældet, Rasmus. For man fornemmer en viljefast og arbejdsom mand, der har en yderst veludviklet sans for det æstetiske og de små detaljer. Derfor danner rammerne også en ærlig og oprigtig parallel til mødet med den travle Aarhusianer.

Rasmus læser på uddannelsen ”Multiplatform Storytelling and Production” (MSP), hvor han netop er begyndt på sjette semester. Men, det har ikke altid ligget lige for, at medierne skulle blive omdrejningspunktet for hans fremtid. Langt henad vejen, er det noget der er kommet snigende med årene. Først efter et sabbatår, hvor fritidsinteressen for at fotografere fyldte mere og mere, blev det klart, at hobby og job kunne forenes. Da Rasmus valgte at gå uddannelsesvejen, havde han allerede småjobs forskellige steder som fotograf. Så hvorfor egentlig vælge denne vej? Og hvorfor MSP?

”Jeg var så småt begyndt at lave forskellige betalte projekter rundt omkring, og tænkte, at det kunne måske være en fin nok levevej, fordi det var min hobby. Jeg havde lavet noget lidt á la innovationsvejen, iværksættervejen, fra htx, så hvis jeg kunne smelte de to ting sammen, såå… Men jeg har ikke nogen i min familie, der har nogen som helst erfaring med det [red. medieproduktion]. Så jeg havde lidt brug for en uddannelse, der kunne fortælle mig, hvordan tingene foregik i branchen. Jeg manglede at se, hvordan professionelle arbejder. Jeg havde set på nogle, der ligesom var gået den direkte vej, uden rigtigt at kende branchen. Enkelte af dem er gået forkert nogle gange. Jeg tror faktisk også papiret kommer til at betyde noget, og så gør skolen [red. MSP] også rigtigt meget for at holde netværket oppe at køre.

Jeg startede ud med at sige, at jeg ikke ville spillefilm og den branche, fordi det virker svært. Og det har også noget at gøre med at differentiere sig selv fra andre. Det er næsten uanset, hvad man prøver at sælge, så er det ret godt at være differentieret i markedet på en eller anden måde. Man kan lidt noget anden på MSP. Jeg ser det som en kæmpe styrke, at jeg kender og har prøvet at arbejde med stort set alle poster, der findes, når man er ude at producere. Jeg ser mig hovedsageligt som fotograf og som tekniker, men nu hvor jeg er på Mayday, så prøver jeg kræfter med det at være producer.

Med MSP er det væk fra standardtankegangen: ”Det kan godt være, I kan lave der her, men jeg kan lave noget, der er helt anderledes!” For os er det en kæmpe fordel, men det kan også være lidt en ulempe [red. at brede sig over så meget]. Vi har meget, vi skal dække på kort tid. Vi arbejder en del med transmedia og crossmedia. Det er jo en del af uddannelsens navn. Og så har vi standardproduktionelle ting som reklamefilm, musikvideoer, kortfilm, computerspil, VR, og også lidt AR.”

Rasmus fortæller at ”Multiplatform Storytelling and Production” lader eleverne stifte bekendtskab med en bred vifte af både traditionelle og moderne audiovisuelle medier. Men vigtigst, så har de fingeren på pulsen, når det kommer til det omskiftlige medielandskab. Det sker ikke mindst i deres tætte samarbejde med erhvervslivet, hvor eleverne tilbringer store dele af tiden i praktiske forløb.

Som en del af et produktionsteam er der særligt én vigtig ting: samarbejde! Noget som Rasmus nævner igen og igen. En sådan kompetence kommer ikke flyvende ned fra himlen. Det kræver hårdt arbejde, diplomati og et optimalt træningsmiljø. For Rasmus har det været en stor fordel, at gymnasiet har været med til at understøtte netop dét.   

”På htx lavede vi rigtig meget samarbejde. Og når jeg er ude på produktioner, så kan jeg sagtens mærke, at jeg kan det der med at samarbejde med andre, også selvom jeg har arbejdet med helt andre projekter på htx. Det er stadigvæk en force. Ligesom tværfaglighed. Det er en god ting.

Det var ret tydeligt faktisk! [red. at han var trænet i gruppearbejde]. Det interessante er jo, at når du arbejder på en kreativ produktion, så har man brug for et fælles sprog. Når man ikke har det, så er det virkelig svært ikke at gå forbi hinanden. Hvis du ikke har den der gensidige respekt for dine kolleger eller klassekammerater, så kan det godt være meget svært at få en gruppe til at hænge sammen. De første par projekter, vi lavede på skolen, var ikke særligt gode, fordi samarbejdet led af manglende forståelse og respekt for de individuelle arbejdsopgaver, som en filmproduktion kræver.

Men medieproduktion handler ikke kun om samarbejde. At producere – i Rasmus’ tilfælde i en audiovisuel kontekst – beror i ligeså høj grad på kreative og innovative processer. På MSP er differentieringen i centrum, hvilket kræver et ihærdigt og nysgerrigt blik på virkeligheden og dens løbebaner.  

”Du kan jo sagtens arbejde i gruppe sammen, som fx ingeniør, og vide, at vi skal have en betonbjælke til at kunne holde det her antal ton. Der er jo ét facit på det! Men det er der ikke rigtigt, når man arbejder med reklamefilm, spillefilm, eller hvad man nu ellers laver. Jeg ville gerne have været bedre til at kunne arbejde kreativt i en gruppeproces, inden jeg startede på uddannelsen. Det er igen det der med at kunne forstå hinanden, når man arbejder sammen. At vi har et fælles sprog. Det var nok det, der var svært for mig til at starte med.”

Rasmus havde ikke mulighed for at vælge mediefag i gymnasiet. Og selvom han nævner, at det med al sandsynlighed heller ikke havde været nok for at kunne komme ind på MSP – de fleste i hans klasse har været en tur forbi European Film College, Potemkin eller anden form for relevant uddannelse og/eller erhvervserfaring – så ændrer det ikke på, at mediefag kan bidrage med flere grundlæggende kompetencer og et relevant indblik i de mediefaglige processer. Noget der ville kunne lette den fortløbende vej på en videregående uddannelse inden for filmbranchen. Helt specifikt i Rasmus’tilfælde – som han delvist også selv er inde på: samarbejdstræning, arbejde med kreative og innovative processer, et fælles mediefagligt sprog, produktionsforhold, teknisk know-how, samt et bredt mediekunstnerisk indblik.