Af Maria Lundborg, Sorø Akademis Skole
Andreas Halskov og Henrik Rytter, L&R Uddannelse, 2017
VAMPYR indbyder til et festmåltid. Det blodrøde omslag med det stiliserede billede fra filmen The Strain på forsiden og det lækre format, giver lyst til at sætte tænderne i bogen. Det har jeg gjort, og jeg har indtaget den med fornøjelse.
Vampyrgenren er ikke mit felt. Ikke noget, jeg plejer at berøre andet end som en sidebemærkning til horror-genren, hvis jeg underviser i den. Grev Orlok, Bram Stoker’s Dracula og Lad den rette komme ind, er sådan nogenlunde, hvad min indsigt i genren kan koges ned til. Men det tager Halsskov og Rytter forbehold for. Det er ikke en bog, der retter sig mod nørder og feinschmeckere. Eller, det er det måske også, fordi den har den mediefaglige analyse, og derfor kan give seeren et sprog omkring det, man instinktivt elsker. Men, først og fremmest oplever jeg, at bogen tager mig, og potentielt mine elever, i hånden. Den fører os sikkert og metodisk ind i en genre, der, som en skygge af horrorgenren, har sit eget evige liv.
Når vampyrfilmene læses ind i en genreforståelse, som vi kender den i øvrigt, hvor tematik og ikonografi dels gennemgås, dels uddybes i næranalyser, bliver stoffet genkendeligt for mig som mediefagsunderviser, og overskueligt for eleven. Opdelingen af vampyrfilmene i 4 underkategorier ud fra type af vampyrer: den klassiske vampyr, den menneskeliggjorte, teenagevampyren og den erotiske, giver også overskuelighed. Det ligner igen noget, vi kender fra horrorgenren, men her bliver vampyrgenren gennemgået med sine egne særlige genremarkører, tematikker og æstetik.
Det kan virke en smule trægt, når man læser bogen fra ende til anden, at indledning og historisk rids og derefter gennemgangen af undergenrerne lapper noget ind over hinanden. Der er en del gentagelser, og for min smag kunne man godt have skåret til.
Men for en elev vil det til gengæld nok virke fint at få det overblik og den repetition. Det gør det også muligt at ”klippe” i bogen, når man bruger den i undervisningen, og er dermed formentlig en praktisk løsning.
I øvrigt er der sjove myter i det meget fine historiske kapitel – det hele begyndte med en kvinde, naturligvis, og det kom der ikke noget godt ud af!
Det virkelig fængende ved bogen, er kapitlerne om undergenrerne, hvor både eksemplerne fra filmens verden og føljetoner, veksler mellem mainstream, artfilm og afkroge, som man må være en aficionado for at kende til. Det føles som en gave at få indblik i en realistisk vampyr som Martin (George A. Romero), og jeg glæder mig til at se Only Lovers Left Alive (Jim Jarmusch), som jeg helt havde glemt, var på min to-watch liste.
I kapitlerne om undergenrerne flettes filmteori, kontekstualisering og analysemetoder elegant ind i behandlingen af eksemplerne. Det er skrevet beundringsværdigt klart i en kort form, der samtidig virker naturlig og troværdig. Alt det svære bliver forklaret, så også en 1. g’er på c-niveau forstår dét, der ellers kan være pænt kompliceret. Hatten af for det!
Man smittes af forfatternes glæde ved filmene, undergenrerne, karaktererne. Stoffet behandles og formidles med seriøsitet og faglighed. Det suppleres med eksempler, som vidner om en omfattende baggrundsviden om alle de andre vampyrer derude. Dem, vi kun aner omridset af, men som vi forstår er til i en eller anden form. Som The boy next door eller Den forførende vamp, i en betonblok eller en borgkælder, eller måske i en lille by i sydstaterne.
At genren har noget på hjerte i sine forskellige former og udtryk, ikke mindst metaforisk, i forhold til det tabubelagte og fortrængte, sexualitet og samfundsnormer som et spændingsfelt, kommer frem i de forskellige kapitler på hver deres måde.
I forhold til et nyt mediefag, er bogen meget fint tilrettelagt. Der er eksempler på både film og serier, der er præsentation af den 3. guldalder med HBO, og der er indlagt øvelser undervejs, hvor mange af dem lægger op til at inddrage nye medier. Kontekstualiseringen er varieret og kompleks og giver rig mulighed for at tilpasse et forløb til sit eget temperament. Forløbsmetroen til sidst i bogen er gennemtænkt i forhold til ny læreplan og progression.
Jeg synes, det må være en svær øvelse, at skulle skrive en fagbog, der henvender sig til lærer og elev på én gang. Noget er naturligvis temmelig overforklaret for underviseren som læser, mens det er guld værd for eleverne med uddybningerne og de med rødt highligtede bokse, der forklarer et emne eller et begreb.
Alt i alt sidder jeg tilbage med en oplevelse af, at bogen formår at ramme et fællessprog for os, mediefagslæreren- og eleven. Så vi i øjenhøjde med hinanden, kan dykke ned i lagene i en slags parallelgenre, der måske aldrig rigtig er nået frem til de bonede gulve. Men som her er blevet taget alvorligt og belyses i al den brogede forskellighed, som er så tiltrækkende ved genrefilmene – slægtskabet på den ene side, og det særegne, der gør hver film til en original forestilling om liv og død. Jeg er blevet bidt!
Seneste kommentarer