Af Mille Astrup, kandidatstuderende på Film- og Medievidenskab og freelancer i film- og mediebranchen

True Crime er alle vegne lige i øjeblikket. Film og serier på DR og TV2, på de store streamingtjenester, og genren er også utroligt populær på podcast.

Hvor mange af de tidlige true crime-shows afdækkede (nogle stadig) åbne og lukkede sager på omkring en time (se Lundtofte 2016), så har de nye serielle formater meget længere tid til at komme i dybden både på et menneskeligt, et retsligt og et kriminalteknisk plan. Dette giver seeren mulighed for at lære sagen at kende og tage stilling, men man skal huske at have for øje, at skaberne ofte har deres egen (forudindtagede) mening i sagen og kan forme serien og narrativet i en retning, der støtter deres sag – mere eller mindre tydeligt for seeren.

The Jinx (HBO, 2018)

Nogle film og serier skildrer ældre sager, der er opklaret, men de fleste true crime-produktioner, der virkelig trækker vores opmærksomhed til sig, er de åbne sager eller sager, hvor der skabes tvivl om, hvorvidt det er den/de rigtige, der tidligere er blevet dømt, fordi her er der noget på spil. Seere og lyttere kan danne meninger og gætte med, og det er også disse typer af true crime-serier (og podcasts), der bliver rigtig populære i dag. Mange af de populære true crime-podcasts og -serier skaber en masse omtale af de sager, de beskæftiger sig med, og mens mange ikke leder til det store gennembrud, så er der flere, der virkelig gør en forskel i sagerne, som vi har set det med Making a Murderer(Netflix), The Jinx(HBO) og podcasts som Serial, Up and Vanished og The Teachers Pet.

Om true crime-genren

Slår man op i de fleste (engelske) ordbøger under ”True Crime” så defineres det som ”bøger og film baseret på virkelig kriminalsager, der involverer virkelige mennesker” (Cambridge Dictionary)

Det er en bred definition, da der ikke umiddelbart skelnes mellem ”fakta” og ”fiktion”, så længe de er baseret på virkelige hændelser og forbrydelser. Dokumentarer forholder sig direkte til den virkelige verden og ikke allegorisk, hvilket er fundamentalt for fiktionsfilm (Nichols 2010), også de fiktionsfilm der er baseret på virkelige hændelser.

For at tage tre eksempler på tv-serier, der alle kunne komme under paraplyen ”crime”, mens kun to ville kunne komme i kategorien ”true crime”:

  • Forbrydelsen (DR): Fiktion. Opdigtede personer og forbrydelser.
  • The Act (HBO): Fiktion baseret på virkelige hændelser (bla. dokumentaren Mommy Dead and Dearest (HBO)).
  • Making a Murderer: Dokumentar. Skildrer virkelige personer og forbrydelser. Baseret på arkivmateriale, interviews mm.

Jeg ville kalde de tre typer hhv. ”krimi drama”, ”true crime drama” og ”true crime dokumentar”. Hvor ”krimi-dramaet” som regel har en afslutning og en opklaring, så har true crime-sager og -dokumentarer det ikke altid (Adams 2018), slet ikke når man arbejder med cold-cases.

For mig personligt er ”ægte” true crime dokumentarisk – om det så er film, serier eller podcasts – mens ”baseret på virkelige hændelser” kommer i anden række, da man aldrig kan vide med sikkerhed, medmindre man kan kender sagen indgående, hvor instruktøren og forfatteren har udfyldt huller eller taget sig friheder ift. virkeligheden for at øge den dramaturgiske effekt (dette kan dog være interessant at analysere).

Teori

Når man ser og analyserer dokumentarer, også true crime, så kan det være brugbart at se på forskellige typer af dokumentarer og fortælleformer. Teoretikeren Bil Nichols har arbejdet meget med dokumentarfilm og grænserne mellem fiktion og fakta, og han præsenterer seks forskellige ”dokumentarmodi”:

’Poetisk’, ’Ekspositorisk’, ’Observerende’, ’Deltagende’, ’Refleksiv’ og ’Performativ’ er de seks modi, som en dokumentar ofte vil kunne tilegnes, mange film blander også modi, men ét vil som regel være dominerende (Nichols 2010).

Til at supplere Nichols kan man anvende Michael Renovs fire modaliteter: ’Nøgtern dokumentation’, ’Retorisk promovering’, ’Analyse af sammenhænge mellem begivenheder’ og ’Tilføjelse af æstetisk værdi til den intellektuelle realisme’ (Renov 1993).

De har fokus på den retorik, der bruges, når dokumentarerne fremstiller ”virkeligheden” og kan skabe et semantisk og retorisk overblik over true crime som genre.

Nogle true crime-dokumentarer benytter hyppigt rekonstruktioner, hvis der ikke er nok arkivmateriale. Disse kan være brugbare og gøre

Madeleine McCann-Sagen (Netflix, 2018)

dokumentaren narrativt og visuelt mere interessant, men de kan også til tider være misvisende. Man kan kalde rekonstruktionerne (og ”baseret på virkelige hændelser”-film og-serier) for fiktionaliseringer(se mere om fiktionalisering i Jakobsen et al 2013). Fiktionalisering bruges hyppigt i nogle typer af dokumentarer og kan være interessant at arbejde med, når man analyserer true crime-serier som The Jinx, Madeleine McCann-Sagen (Netflix) eller måske American Crime Story-serien (Netflix).

Et sidste begreb, der kan være interessant at arbejde med i forbindelse med true crime, er intertekstualitet. Her kan man med John Fiskes teori beskæftige sig med horisontal og vertikal intertekstualitet imellem primære, sekundære og tertiære ”tekster” (Fiske 1987). De primære er fx en film. Den kan referere til sekundære tekster, fx tidligere film eller nye fx anmeldelser eller artikler omkring filmen. De tertiære er publikumsskabte tekster, og dem er der mange af i forbindelse med true crime på forskellige online-fora som fx Reddit eller grupper på Facebook, hvor man deler teorier og andet om sagen.

Helle Kannik Haastrups teorier om relationel og iboende intertekstualitet er god og kan være meget brugbar alene eller som supplement til Fiske, og hendes bog om emnet fokuserer på netop intertekstualitet i film og serier (Haastrup 2004).

Man ser ofte et efterspil fra de store true crime-serier. Sager bliver genåbnet og revurderet, eller forskellige medier ytrer sig om seriens kvalitet eller skabernes forudindtagethed, etiske problematikker eller lignende (sekundære tekster).

Og netop etiske problemstillinger kan der være mange af for dokumentarister, særligt i true crime. Noget mange teoretikere har lagt vægt på er forholdet mellem dokumentaristen og subjektet/subjekterne (se både Aufderheide et al. 2009, Ellis 2012 og Winston 2000). Det handler både om, hvorvidt dokumentaristen udvikler et særligt forhold til subjektet, som kan farve deres holdninger, og hvordan de fremstiller sagen i serien/filmen, men også i forhold til det optagede materiale, som dokumentaristerne har mulighed for at manipulere, inden det møder seerne – til subjekternes fordel eller ulempe.

Der er også et etisk dilemma, som filmskabere må møde i forhold til, hvordan historien tilrettelægges over filmens eller seriens spilletid, i forhold til hvordan man fremlægger interviews, bevismateriale, arkivmateriale og andet, så det både er informativt og også bliver et spændende og interessant narrativ for seeren og appellerer til både fornuft og følelser (Bondebjerg 2014).

Sidst men ikke mindst kan man tale om dilemmaet, hvor virkelige kriminalsager bliver til underholdning – men det er en diskussion til en anden artikel.

Aktuelle film og serier man kunne arbejde med

Komparative analyser af de fortællinger, der findes i forskellige versioner, kunne være interessant, særligt i tilfælde hvor man har en dokumentar og en dramatisering, som vi ser det med fx American Crime Story: The People vs. O.J. og O.J.: Made in America (begge Netflix).

Der er også mulighed for at bruge bl.a. Bill Nichols og Renov til at analyserer forskellige seriers æstetik og fortælleform. Det kunne være Making a Murderer sæson 1 og 2, der er ret forskellige.

Til sidst kan man kigge på, hvordan en serie eller film forholder sig intertekstuelt til andre tekster, særligt med serier, der har fået meget omtale, og som er omdrejningspunkt for meget aktivitet online, såsom Making a Murderer, The Staircase (Netflix), Madelaine McCann-sageneller podcasts som Serial, Up and Vanishedeller lignende. Man kunne også se på intertekstualiteten i ”spoof” true crime-shows som American Vandal (Netflix), der parodierer mange af de ovenstående og flere til – dette kræver dog, at man har set mange true crime-serier.

True crime er et utroligt spændende emne med mange forskellige medieprodukter, man kan arbejde med, og mange analytiske tilgange. Man skal bare huske at behandle emnet og særligt ofrene med respekt – og så skal man også respektere sine egne grænser for, hvad man kan holde ud at se og høre på.

Litteratur:

Adams, Kristina (2018) Stories to Die For: True Crime vs Crime Fictionhttps://www.writerscookbook.com/true-crime-vs-crime-fiction/

Aufderheide, Patricia; Jaszi, Peter; Chandra, Mridu (2009).Honest Truths: Documentary Filmmakers on Ethical Challenges in Their Work.

Bondebjerg, Ib (2014). ”Documentary and Cognitive Theory: Narrative, Emotion and Memory”. Media and Communication Vol. 2, nr 1.

Ellis, John (2012). Documentary – Witness and Self-revelation[pp.53-77; 98-154].

Fiske, John (1987) “Intertextuality” (pp. 108-127),Televivion Culture.

Haastrup, Helle Kannik (2004) Genkendelsens glæde – Intertekstualitet på film

Jacobsen, Louise Brix; Kjerkegaard, Stefan; Kraglund, Rikke Andersen; Nielsen, Henrik Skov; Reestoft, Camilla Møhring; Stage, Carsten (2013) Fiktionalitet.

Lundtofte, Thomas Enemark (2016) True Crime: Forbrydelse, fortælling og dom. 16:9 http://www.16-9.dk/2016/08/true-crime/

Nichols, Bill (2010). Introduction to documentary 2nd edition [pp. xi-xvii; 1-58; 142-171].

Renov, Michael (1993): Theorizing Documentary

Winston, Brian (2000). Lies, Damn Lies and Documentaries [pp. 87-156].