Tilbage til Twin Peaks

Af Andreas Halskov

“When you see me again, it won’t be me.” Således sagde den rødklædte dværg (The Man from Another Place) i den oprindelige Twin Peaks (ABC,1990-1991), da den løb over skærmen for mere end 25 år side. Og han havde ret, ikke blot fordi Michael J. Anderson er blevet fravalgt til den nye serie (og erstattet af et elektrisk træ!), men også fordi selve serien er kommet tilbage i en ny inkarnation.

Denne artikel handler netop om hjemvendelsesmetaforer i The Return, og om den nye måde hvorpå Twin Peaks: The Return er blevet lanceret og distribueret på. Hvis den oprindelige serie var et eksempel på snowball transmedia, så kan man efterhånden tale om en mere strategisk form for franchise transmedia. Den oprindelige Twin Peaks solgte sig selv på den hæderkronede auteur, David Lynch, som var migreret fra film- til tv-mediet. Og den nye serie spiller i endnu højere grad på auteur-brandet (David Lynch har denne gang instrueret samtlige af seriens 18 timer). Den lover at være et organisk auteurværk, men er samtidig en organiseret fortælling, der på strategisk vis spredes over forskellige medier og engagerer den detektiviske fankultur.

No Place Like Home: Hjemvendelse og transformation

Den oprindelige Twin Peaks blev en realitet, fordi Robert Iger fra ABC tog en chance tilbage i midten af 1980’erne. Den store broadcaster lå dårligt i ratings-kapløbet, og der var en tendens til, at den kanal som havde færrest seere også var den mest risikovillige. Derfor satte Robert Iger et møde i stand mellem agenten Tony Krantz, forfatteren Mark Frost (bl.a. kendt fra Hill Street Blues [NBC, 1981-1987]) og arthouseinstruktøren David Lynch (kendt fra Eraserhead [1977], The Elephan Man [1980] og Blue Velvet [1986]).

Lynch og Frost pitchede serien som en whodunnit-krimi om mordet på en ung pige (en trope, der i dag kaldes the dead girl show), men de talte også om den fiktive amerikanske lilleby, Twin Peaks, der i selve sit navn illustrerede temaet om dualitet og spejlinger, og Lynch talte om vinden i træerne. Dette fængede Iger og ABC, men i takt med at lillebyboerne og vinden i træerne kom til at fylde mere end selve mordgåden begyndte seertallene at dale, og det der startede som et watercooler-fænomen (”You have to see it to know what everyone’s talking about tomorrow,” som et stort amerikansk dagblad skrev i 1990) blev efterhånden et kult- eller nichefænomen, før nichebranding og narrowcasting for alvor blev en norm.

Serien kom i det, Amanda D. Lotz har kaldt the multi-channel transition, og nye kabel- og satellitkanaler var ved at skyde frem, ligesom man var begyndt at fokusere mere på appointment viewing (at man skulle sætte sig ned og følge nøje med uden at lave andre ting) og muligheden for at henvende sig til smalle og specifikke segmenter. Men Twin Peaks var i den forstand forud for sin tid, og da serien kom ned omkring syv millioner seere, mistede Robert Iger og ABC tålmodigheden. På den samme dag i maj 1991 placerede Iger derfor tre af ABC’s mest interessante og banebrydende serier på indefinite hiatus (’pause på ubestemt tid’). Det drejede sig om thirtysomething (ABC, 1987-1991), China Beach (ABC, 1988-1991) og førnævnte Twin Peaks.

Der var bestræbelser på at vække zombien fra sin grav, men Robert Engels’ idé om en graphic novel-fortsættelse, lavet i samarbejde med en grafisk designer, blev skudt ned af David Lynch, og skabernes ønske om at lave en tredje sæson blev afslået af tv-kanalen.

Der var derfor også en blanding af skepsis og forventningsglæde, da David Lynch i maj 1992 gav premiere på prequel’en Twin Peaks: Fire Walk with Me (1992). Filmen begyndte med en indstilling af et fjernsynsapparat, som blev smadret, efterfulgt af en 30 min. lang sekvens i en by ved navn Deer Meadow. Filmen lovede således på ingen måde at være en lineær og nostalgisk forløber for Twin Peaks. Men måske var det netop det, folk havde håbet på, og anmelderne var da heller ikke positive. Ebbe Iversen kaldte den ”en travesti”, mens den amerikanske filmkritiker Vince Canby beskrev den som ”the worst movie ever made.” 

Billedtekst: Twin Peaks: Fire Walk with Me (1992) nægtede at være en lineær forløber eller et simpelt addendum til Twin Peaks (ABC, 1990-1991). Det samme kan siges om den nye serie Twin Peaks: The Return (Showtime, 2017).

Dette var ikke Twin Peaks som vi kendte det, men en mere tung, ekspressionistisk og Lynchsk omgang med grafisk nøgenhed, eksplicitte incestmotiver (Teresa Banks ser aldrig BOB, men kun Leland Palmer), voldsomme mordscener og en næsten total opløsning af tid og rum. Filmen var ikke et addendum til Twin Peaks eller en nostalgisk tilbagevenden til den hyggelige lilleby og den godmodige serie. Den var et vrangbillede, en troldspejlsversion af Twin Peaks, og netop dette var måske grunden til, at den blev mødt med negative tilråb i Cannes, men også til at den i eftertiden er blevet anerkendt som et selvstændigt værk (filmhistorikeren Mark Cousins har den eksempelvis med i sin bog The Story of Film som et væsentligt David Lynch-værk). Fire Walk with Me fortsatte ikke Twin Peaks, men føjede endnu et lag til fortællingen.

Fra snowball transmedia til franchise transmedia

I den forstand var Fire Walk with Me også medvirkende til at skabe en hel storyworld rundt om Twin Peaks, der efterhånden inkluderede lydbøger (Diane…), romaner (The Secret Diary of Laura Palmer og The Autobiography of F.B.I. Special Agent Dale Cooper), små Log Lady-introduktioner (lavet i forbindelse med syndikeringen af Twin Peaks på kabelkanalen Bravo), Georgia Coffee-reklamer med deres egen fiktionsfortælling (lavet til det japanske marked) og en spillefilm, der fik premiere på Cannes. Twin Peaks var blevet en verden, man kunne synke ned i og udforske fra mange forskellige vinkler og udgangspunkter, og hver tekst føjede nogle nye lag til mysteriet og den såkaldte storyworld.

I Scott Frosts bog om Dale Cooper lærte man eksempelvis, at Cooper havde mødt en BOB-lignende skikkelse i sin tidlige ungdom, og i Log Lady-introduktionerne hørte vi Catherine Coulsons karakter filosofere om spejlinger og karakterer, der spalter sig i en myriade af forskellige personer.

Disse temaer er i endnu højere grad på spil i Twin Peaks: The Return, der i de første fire dele har en fragmenteret og næsten plotløs stil, men hvor fragmenteringen måske netop illustrerer Dale Coopers forsøg op at blive ”hel” igen og hans stræben efter at ”vende hjem”.

Den nye serie hedder The Return, men de første fire dele ligner ikke det, Twin Peaks som vi efterlod mere end 25 år siden. Gardinerne i The Black Lodge har en lidt anden farve, ser mere kunstige ud og synes at vejre i vinden. Der skiftes mellem sort/hvid og farve (i åbningen hvor Dale Cooper får at vide af kæmpen, som nu hedder ???????, at han skal ”lytte til lydene”). Titelsekvensen er også blevet opdateret, og nu kan vi faktisk høre vandfaldet, og flere af karaktererne er blevet mærkbart ældre og synes at illustrere det, David Lynch kalder ”broken beauty” (andetsteds har jeg argumenteret for, at scenerne med The Log Lady næsten ligner en diegetisk mindetale for Catherine Coulson).

Vi er måske tilbage i Twin Peaks, men byen og beboerne har forandret sig, og vi har også i konkret forstand svært ved at finde hjem. Der klippes mellem adskillige forskellige lokaliteter, og stilen veksler mellem en Eraserhead– eller Inland Empire-agtig frapperende billedstrøm og et mere campy eller komisk univers, som bringer mindelser af den oprindelige series sæbeoperaparodi (jf. scenen, hvor Bobby [Dana Ashbrook] græder til synet af Lauras homecoming queen-foto eller scenerne med Naomi Watts, som tydeligt henviser til Mulholland Dr. [2006]).

Blandingen af genrer kender vi fra den oprindelige serie, men den nye Twin Peaks er et langt mere kunstnerisk og avantgardistisk værk, der på en nærmest selvbevidst facon leger med seerne og deres forventninger. Hvis det var en nostalgisk gensyn, du havde ønsket dig, så får du det ikke. Hvis du ville tilbage til en by, hvor der hele tiden er ”musik i luften,” så mødes du her af noget helt andet, og du bliver i stedet bedt om at ”lytte til lydene.”

Trailere, trykfejl og fantilkobling

Kampagnen omkring The Return har været fuld af hemmelighedskræmmeri, og Mark Frosts tie-in-bog The Secret History of Twin Peaks (2016) kom på et strategisk tidspunkt, men stillede flere spørgsmål end den besvarede og føjede blot endnu et lag til den transmedielle fortælling.

I bogen lærer vi, at Major Briggs måske tog fejl, da han troede at ”The owls are not what they seem”-beskeden var til Dale Cooper (der stod jo COOPER/COOPER/COOPER længere nede på udskriften). Måske var det ikke en advarsel til, men om Cooper. Bogen indeholdt dog også en masse faktuelle fejl, al den stund den handlede om forskellige perspektiver og forskellige forståelser af verden, og forlaget (Flatiron) skabte en audiovisuel trailer til Frosts bog, som også på bevidst vis indeholdt faktuelle fejl og pudsige referencer. Her inviterede Frost og Flatiron de detektiviske fans til at dissekere traileren, finde og diskutere ’fejlene’ (på sider som Lyncland, Welcome to Twin Peaks, Dugpa, Twin Peaks Worldwide og Reddit) og til at studse over Kævlekvindens pigenavn: Coulson. Hvis scenerne med Kævlevkinden i Twin Peaks: The Return ligner en slags diegetisk mindetale, så var grænsen mellem skuespilleren (Coulson) og rollen (The Log Lady) allerede blevet opløst i forbindelse med Frosts bog.

Fansene gik i selvsving over traileren, og da de endelig fik Frosts bog i hænde, blev der sammenlignet hændelsesforløb og diskuteret kontinuitetsproblemer og potentielle scriptfejl. Frost og Lynch havde fansene lige hvor de ønskede, og fanaktiviteten nærmede sig det, Jason Mittell har kaldt forensic fandom.

Billedtekst: En intradiegetisk mindetale til Catherine Coulson (The Log Lady) i Twin Peaks: The Return (Showtime, 2017). Mange af de nye afsnit er konkret dedikeret til afdøde Twin Peaks-skuespillere.

Denne aktivering af fankulturen er blevet mere strategisk, og da den nye, officielle Showtime-dokumentar om fænomenet Twin Peaks blev udsendt på Showtime og YouTube, valgt man strategisk at lade fans fungere som eksperter, ikke kritikere eller traditionelle akademikere. De gennemgående eksperter i de tre dele var John Thorne (skaberen af fanzinet Wrappen in Plastic og det nye magasin Blue Rose Magazine), Pieter Dom (administratoren af Facebooksiden Welcome to Twin Peaks), Rob Lindley (arrangøren bag Twin Peaks-festivalen) og Brian Linss (som laver visuel fanart).

Fansene, ikke forskerne, giver adgang til gratis hype og PR, og derfor er de også en væsentlig nøgle i den gennemførte transmedia-strategi, som vi ser i forbindelse med den nye Twin Peaks.

Billedtekst: ”James is cool,” siger Shelly Johnson (Mädchen Amick) i denne scene fra Twin Peaks: The Return (Showtime, 2017). “He’s always been cool.” Dette ligner et svar til nogle af de fans, som igennem tiden har skabt hadesider om James-karakteren, og den nye Twin Peaks taler bevidst til fansene på mange niveauer.

Også i trailerne (eller rettere teaserne) til The Return har man forsøgt at give fansene nogle små lunser at arbejde med, og man har vist os fragmenter af den verden, vi kender (”Familiar Faces” og ”Familiar Places”) uden for alvor at afsløre noget.

Ja, selv David Lynchs lønforhandling op til den nye serie havde karakter af en fanaktivering via de sociale medier, og her brugte han de tilbagevendende skuespillere og den stærke fanbase som en løftestang for at få fuld kunstnerisk frihed.

Det kan således nok være, at man brugte David Lynch i forbindelse med promoveringen af den oprindelige serie (han var bl.a. på forsiden af Time under titlen ”Czar of Bizarre”), men denne gang har man henvist mere eksplicit til Lynch og hans signaturstil. I en tidlig trailer så man Lynch i et drilsk out of focus-skud (en Lynch-signatur, som bruges i bl.a. Lost Highway [1997] og Mulholland Dr. [2001]), i en anden trailer så man ham i rollen som Gordon Cole, hvor han spiser en doughnut, og i en ny artikel til Entertainment Weekly har han lavet en af den mest kryptiske (anti-)breakdowns af den nye serie, man overhovedet kunne forestille sig.

David Nevins, Showtimes chef, har sagt, at David Lynch har fået helt frie hænder, og The Return flyder da også over med referencer til Lynchs øvrige værk. En scene med Matthew Lillard parafraserer Lost Highway, hvor Fred Madison (Bill Pullman) anklages for et mord, han ikke selv husker at have begået, Dougie Johnsons store grønne jakkesætsjakke henviser til en linje fra Inland Empire, Major Briggs’ svævende hoved i ”Part 3” henviser til åbningen af Eraserhead, og det elektriske træ i The Black Lodge ligner en reference til artworket på omslaget af Julee Cruise-albummet The Voice of Love [1993]).

Billedtekst: Major Briggs (Don S. Davis) svæver i rummet i tredje del af Twin Peaks: The Return (Showtime, 2017). Dette er en tydelig parafrase af Eraserhead (1977), og minder os om to af de Twin Peaks-skuespillere, vi har mistet: Don S. Davis og Jack Nance.

 

Den nye Twin Peaks lover at være et organisk auteurværk af David Lynch, og den stiller store krav til seerne hvad angår tålmodighed og opmærksomhed. Seertallene har da også været tvivlsomme (i al fald hvad angår flow-tv), men antallet af nye abonnenter til Showtimes streamingtjenester (fx Showtime on Demand og Showtime Anytime) er boomet, og streamingtallene er rekordhøje fra kabelkanelen.

Den nye Twin Peaks er fragmenteret, og det afspejler en splittet Dale Cooper (Kyle MacLachlan), der forsøger at blive hel og at finde sig selv, men det spejler også den fragmentering af tv-publikummet, som vi har oplevet i de senere år. Vi lever i dag i en post-network era, og Twin Peaks: The Return nærmer sig en form for post-TV. Er det overhovedet tv, vi har med at gøre?

Hvis HBO i sin tid brandede sig som ikke-TV via sloganet ”It’s Not TV. It’s HBO”, så kunne Twin Peaks siges at gøre det samme: ”It’s Not ABC’s Twin Peaks. It’s Lynchs’s Twin Peaks.”

I den forstand lægger den nye Twin Peaks også mere op til forløb om artfilm og art-TV, transmedia storytelling eller David Lynch som film- og tv-auteur end den passer ind i et traditionelt tv-serieforløb. Den oprindelige Twin Peaks var en anomali, da den kom frem i april 1990, og det samme kan man sige om Twin Peaks: The Return.

Forslag til videre læsning:

Atad, Corey (2017): “Twin Peaks Is Back, But It’s Not Here To Appease You,” Esquire, May 22.

Brandon, Jack (2017): ” ‘Twin Peaks’ Revival is Lynch unbound,” The Michigan Daily, May 31.

Collins, Sean T. (2017): ” ‘Twin Peaks’ Recap: Keeping Up With the Joneses,” Rolling Stone, May 28.

Garner, Ross (2017): “What We Learned from Sam and Tracey: Does the New Twin Peaks Differ from Contemporary Quality TV,” CST, May 27.

Halskov, Andreas (2017): “No Place Like Home: Returning to Twin Peaks,” 16:9, 30. maj. Online: http://www.16-9.dk/2017/05/returning-to-twin-peaks/.

Højer, Henrik (2017): “It’s not TV, it’s art-TV,” videoessay, 16:9, 21. februar.

Jensen, Jeff (2017a): “Twin Peaks: David Lynch Breaks Down the First Four Episodes,” Entertainment Weekly, 26. maj.

Jensen, Jeff (2017b): “Twin Peaks Recap: The Return Parts 3-4,” Entertainment Weekly, 28. maj.

Jerslev, Anne (2017): “Twin Peaks peaker,” Kommunikationsforum, 24. maj.

Lane, Carly (2017): “How Twin Peaks’ New Non-Network Home Changes the Show and How We Watch It,” Nerdist, 22. maj.

Wilson, Leena (2017): “Twin Peaks Sets Showtime Streaming Debut Record,” Screen Rant, 26. maj.

Wood, Matt (2017): “How Many People Actually Watched the Twin Peaks Premiere,” CinemaBlend, 29. maj.