Af Torben Rølmer Bille, VUC Nordjylland

Langt de fleste, der er ajour med den nye læreplan, er sikkert er klar over, at der er blevet åbnet op for, at vore elever har mulighed for i deres eksamensproduktion ikke kun at aflevere én film, men også flere produktioner, der gerne skulle spille sammen som et samlet udtryk. Helt konkret skrives der følgende i læreplanen for mediefag C (2017):

I produktionstilrettelæggelsen arbejdes der med forskellige mediefaglige planlægningsværktøjer og delprodukter. Elevernes praktiske arbejde kan tilrettelægges med et klart anvendelsesperspektiv, eksempelvis til at løse konkrete formidlingsmæssige opgaver, evt. i samarbejde med interne og/eller eksterne parter.

Eksamensproduktionen

Afsluttende fremstilles en eksamensproduktion, der danner udgangspunkt for den mundtlige prøves første del. Eksamensproduktionen må maksimalt vare seks minutter. Eksamensproduktionen kan bestå af flere sammenhængende produktioner, såfremt alle gruppens medlemmer har deltaget i udarbejdelsen af alle produktionerne.

Dette aspekt åbner op for en række nye meget interessante muligheder for elevernes kreative arbejde med deres eksamensproduktion(er), men også for en hel række af spørgsmål, som kunne knytte sig til denne praksis, hvilket er udgangspunktet for nærværende artikel.

Det skal siges, at denne tekst er kraftigt inspireret af Iben Engbergs Medieproduktioner i flere dele, som kan findes i ”Det Nye Mediefag – Et inspirationsmateriale“. Endvidere at undertegnede i skrivende stund endnu ikke har haft en reel praktisk erfaring med at sætte elever til at lave eksamensproduktioner i flere dele, men at dette selvsagt vil blive præsenteret for mit nuværende hold, når vi nærmer os det tidspunkt, hvor de skal til at skabe deres eksamensfilm.

 

Nye medier, nye muligheder

Idet der er blevet åbnet op for, at en eksamensproduktion ikke længere nødvendigvis behøver at være et længere sammenhængende forløb på hhv. max 6 og max. 10 minutter – alt efter om man underviser mediefag på C- eller B-niveau – så kan der opstå en række interessante, kreative muligheder – men sikkert også en del spørgsmål og faldgruber – i forhold til tilrettelæggelsen af disse konkrete produktioner og undervisningen i produktionen af disse. Endelig vil der fremadrettet sikkert også opstå diskussioner mellem undervisere og censorer, i forhold til hvordan man bedømmer sådanne serielle film, paratekster, mm.

De følgende tanker skal derfor dels fungere som en ultrakort orientering i denne lille, men ganske væsentlige ændring af ordlyden i vores læreplan og samtidig kunne fungere som en slags afsæt til forhåbentlig at få en god diskussion om dette emne sammen. Eksempelvis ville det være oplagt at benytte vores Facebookside til at vende konkrete problematikker, ideer og andet med vore kollegaer i trit med, at de opstår.

Det skal indledningsvist nævnes, at produktionen af eksamensfilm i flere dele skal ses som en mulighed, og at der sandsynligvis fortsat vil være en overvægt af eksamensproduktioner, der som vi har set hidtil består af mere eller mindre sammenhængende narrativer. Til gengæld virker det, som om at produktioner i flere dele er utroligt velegnede, hvis en gruppe eksempelvis har lyst til at kaste sig over at skabe en reklamekampagne, en ultrakort seriel fortælling, der skal opleves på mobilen, eller for den sags skyld blot arbejde dramaturgisk med cliff-hangeren.

 

Et bredere mediebegreb

I det følgende har jeg tænkt mig at ridse op, hvad jeg finder allermest interessant ved Ibens førnævnte indspark. I vor nye læreplan er der blevet åbnet væsentligt op for mediebegrebet. Der var engang, hvor faget hed ”Film og tv” – men der er kommet en del medietyper til sidenhen, og det virker helt naturligt, at et fag som vores selvsagt bør udvikle sig i trit med den måde, mediebilledet udvikler sig på.

Alle mediefagslærere har sikkert prøvet at få spørgsmål fra eleverne som eksempelvis: ”Hvornår skal vi begynde at designe hjemmesider?”, ”Må vi gerne lave en eksamensfilm i World of Warcraft?”, eller lignende. Spørgsmål som disse kunne vi tidligere affeje ved at henvise til læreplanen – men det går ikke længere. Det skal i samme åndedrag indskærpes, at vi i mediefag ikke – som jeg har diskuteret eksplicit med vores gode fagkonsulent – skal undervise i design af eksempelvis websteder, men eleverne kan jo ved egen kraft skabe paratekster, heriblandt websteder, som en del af deres samlede strategi for at få deres målgruppe i tale og gjort opmærksom på deres eksamensfilm. For målgrupper, segmentanalyser og lignende er netop blevet en del af vores undervisningsfelt.

Eftersom den nye læreplan mere tydeligt end førhen taler eksplicit om, at vi konkret skal arbejde med et bredere mediebegreb, at de enkelte elever skal indføres i, hvordan forskellige distributionskanaler fungerer, og at eleverne optimalt set skal blive deltagere i det omkringliggende mediesamfund, kommer computerspil, youtube- og virale videoer derfor på skoleskemaet. Mulivis ikke med samme vægtning som det, vi traditionelt har undervist i, men de hverken kan eller bør ignoreres, hvis man vil opfylde læreplanens krav. Spørgsmålet er så, hvordan vi konkret løfter denne opgave sammen og hver især?

Vi hverken kan eller bør ignorere, at begreber som tværmedialitet og flere helt nye fortælleformer er dukket op, og at der i løbet af de seneste år er foregået en konstant udveksling af audiovisuelle elementer de enkelte medier imellem. De er ikke kun en del af vores medievirkelighed, men også af elevernes.

Iben foreslår i sin tekst flere konkrete, kreative muligheder for, at vores elever kan arbejde  tværmedialt. Hun nævner bl.a.; plakater, trailers, et website, computerspil, en kampagnestrategi, m.m. Dette udvider helt naturligt de typer af medietekster, som eleverne kan/skal skabe i forbindelse med deres arbejde i mediefag. Sagt på en anden måde: Der kan indtænkes flere elementer til at understøtte elevernes eksamensproduktion, således at vi som censorer og undervisere skal bedømme elevernes evne i netop at arbejde med andre medier end billede og lyd. En sådan praksis kan være med til at stille nye krav til vores kompetence som undervisere i mediefag, men dette er en anden diskussion, som bør tages andetsteds. Lad mig komme tilbage til eksamensproduktioner, som falder i flere dele.

 

Hvilke udfordringer står vi over for?

Den nye læreplan har et øget fokus på både målgruppeforhold og, som det skrives, ’planlægning af en konkret mediestrategi’ for eksempelvis eksamensproduktionerne. Det ligger måske lige til højrebenet, at man i løbet af mediefag B lader sine elever lave en dokumentarfilm, hvor de ikke kan undgå at blive tilknyttet enten enkeltpersoner, virksomheder, organisationer eller lignende, som i mange tilfælde vil fungere som den primære målgruppe for den færdige film. Set i lyset af denne øgede fokus på mediestrategier, er det heller ikke noget, som hverken kan eller skal ignoreres i forhold til eksamen.

Sidst men ikke mindst bør vi også adressere den største elefant i rummet – nemlig længden af de produktioner, som vore elever laver. Forestiller man sig, at man har undervist ens elever i et forløb, der eksempelvis kunne hedde Virale videoer & Youtube – så ved man også (som der bl.a. er blevet diskuteret flere gange på vort årskursus), at denne type af videoer har en række parametre, der sikrer, at de får viral gennemslagskraft. Selv om der sikkert stadig er nogle, som hårdnakket påstår at man ikke kan planlægge videoer til at gå viralt, da det jo er brugerne, der i sidste ende deler filmene med hinanden, så er der alligevel en række parametre, der skal være til stede for, at en video bliver delt.

Et kort eksempel: for at øge det, der i branchen kaldes ”shareability” – altså de faktorer der gør, at man ikke alene linker til pågældende video fra sin Facebook-side, men ligefrem vælger at sende videoen videre til andre fora, dele den med konkrete kollegaer eller ens (virtuelle) venner – så kræves det, at pågældende film har et ”hook”, altså noget i filmen, der øjeblikkeligt appellerer til seeren. Den skal desuden være overraskende i en sådan grad, at man ikke tror sine egne øjne. Det er en fordel, hvis den er sjov, og endelig skal videoen være så tilpas kort, til at man får lyst til at se den til ende, velvidende at internettet konstant frister med så mange andre ting, man kan vende sin opmærksomhed imod.

Her fortsætter det tænkte eksempel, som gerne skulle forklare, hvorfor jeg kan se en potentiel problematik. Hvis en gruppe af f.eks. fire dygtige elever på B-niveau sætter sig for at lave en række – lad os sige fire – virale videoer, der optimalt set skal kunne få fire forskellige målgrupper i tale – det kunne være hhv. teenagere, studerende, arbejdsløse og ældre – så ved vi også alle sammen, at det vil resultere i fire film, der muligvis har et fuldstændig forskelligt audiovisuelt udtryk, men som måske vil have det til fælles, at hvert enkelt spot kun varer ca. 20 sekunder fra åbningsbillede til klimaks. Selvom en sådan eksamenssituation kommer til at bestå af gruppens velovervejede overvejelser omkring deres film, deres målgruppeundersøgelser og strategi for, hvilke medieplatforme der kan benyttes, så står censor og underviser stadig tilbage med materiale, der samlet set varer 1 minut og 20 sek. og ud fra dette stadig skal bedømme, som læreplanen også foreskriver, at eleverne kan:

anvende optage- og redigeringsudstyrets udtryksmuligheder selvstændigt og nuanceret

…at de bliver vurderet på:

kompleksitet og præcision i brugen af de filmiske og dramaturgiske virkemidler

Spørgsmålet er hér, om vi kan acceptere lidt under halvandet minuts film som en samlet eksamensproduktion? Spørger man fagkonsulenten, så forlyder det at: ”Det vil ikke være ok med produktioner på 20 sekunder, hverken på C- eller B-niveau. Hvis produktionen er så kort, er det netop, at man skal benytte sig af muligheden for at lave flere produktioner, jf. vores bedømmelseskriterier, som man ellers ikke kan opfylde.”. Når det så er sagt, hvordan vil man vejlede de elever ift., hvad de ellers kan skabe af produktioner, som i højere grad kan være med til at bakke disse virale videoer op?

For selv at komme med en løsning kunne denne dygtige gruppe jo i tillæg til deres primære film skabe en kort dokumentarfilm, der viste mødet med anden aktør, og hvordan de reagerede på filmen. Man kunne producere en ”bag scenerne”-dokumentar, som skildrede det konkrete arbejde med eksamensfilmene, eller meget andet. Det er måske ikke svært at komme på ideer, men man skal i samme åndedrag også gøre sig klart, at alt dette kommer til at være meget tidskrævende.

 

Det serielle format

For nu ikke kun at problematisere, men også at inspirere, så tænker jeg, at det faktisk kunne være en fordel at lave eksamensproduktioner i flere dele. Dette fordi både eleverne og vi andre lever i en virkelighed, hvor de serielle formater har vundet mere og mere indpas.

Arbejdet med en række mindre film, der hænger sammen, kan derfor være medvirkende til at styrke elevernes bevidsthed om narrative strukturer, både i forhold til de enkelte afsnit og i forhold til at få den overordnede/samlede fortælling til at fungere. Her taler jeg om de narrativer, der først bliver synlig, idet man oplever alle afsnit i en serie i sammenhæng – f.eks. historien om den store konspirationsteori og den sorte olie i X-Files.

Eleverne kender ofte seriernes særlige kendetegn og vil nok have forholdsvis nemt ved at arbejde dramaturgisk og kreativt med at skabe eksempelvis en miniserie. På B-niveau-hold kunne en sådan bestå af fire film af to minutters varighed, som både kunne ses samlet og hver for sig. Multiplotfilm i miniformat.

Der er mange muligheder, og ideer er der nok af. Det kræver til gengæld, at eleverne klædes godt på til dette arbejde af deres underviser og ikke mindst er virkelig arbejdsomme, for at det skal kunne lykkes godt. Én ting er at skulle lave en samlet produktion på otte minutter, det kan være svært nok for den enkelte gruppe at styre, men kompleksiteten og den tid, det tager både at planlægge og udføre produktioner som beskrevet herover, øges helt naturligt, når der skal tænkes i serielle eller parallelle forløb.

 

Ideer til eksamensproduktioner i flere dele

Selvom jeg endnu ikke har set eksamensproduktioner i flere dele, har jeg dog givet mine elever opgaver, der ”smager” lidt af serialitet. I december måned 2017 fik mit B-niveauhold – på en af elevernes opfordring – en stafetopgave om at lave en adventskalender sammen. Planen var egentlig, at de i december skulle arbejde med at lave dokumentarfilm, men adventskalenderen fungerede som et ugelangt afbræk fra arbejdet med dokumentaren.

Gruppe 1 startede med at lave manus, storyboard, optage og redigere – alt sammen inden for den første uge af december. Ugen efter tog Gruppe 2 over, efter vi på klassen så det første afsnit. Det eneste krav var, at de enkelte grupper respekterede de plotelementer, som var blevet etableret i det foregående afsnit, og at man benyttede de samme to hovedroller gennem alle fire afsnit. Det blev muligvis ikke til verdens bedste adventskalender, men til gengæld syntes eleverne, det var en meget morsom opgave og beviste, at de sagtens er i stand til at tænke i og arbejde med serialitet.

Om ikke andet var det en øvelse, der var tænkt som en slags springbræt til at få eleverne til at tænke i fortsatte fortællinger, og erfaringen med at lave sådan en opgave kan muligvis være gavnlig, hvis de senere hen overvejer at lave deres eksamensproduktion i flere dele.

I dette lys er det i en enkelt eksamensgruppe muligt at skabe en serie af kortfilm – måske tiltænkt internettet – der enten hænger sammen som en decideret følgeton lig adventskalenderen, hvor der kunne arbejdes konkret med cliff-hangers, set-up og pay-offs – der ikke nødvendigvis optræder i samme afsnit – og meget, meget mere.

Man kunne også tænke sig en række småfilm, der måske virker forskellige, når man ser dem individuelt, men som pludselig kommer til at være et samlet hele, når de ses i sammenhæng. Sagt på en anden måde: en slags multiplotfilm, hvor hver film på forskellig vis griber ind i hinanden.

Tænker man ikke i deciderede miniserier, kunne man også forestille sig, at en gruppe elever kunne påtænke at lave en decideret ”making-of”-film, hvor én i gruppen får til opgave at dokumentere selve arbejdsprocessen med deres eksamensfilm.

En anden ide, var som nævnt ovenfor, at eleverne klippede en eller flere trailers til deres hovedfilm, alt efter målgruppen – måske med inspiration fra de mange, sjove trailers til Deadpool-filmen.

Har man virkelig it-kyndige og meget ambitiøse kursister på ens hold, kunne de måske ligefrem  skabe en DVD/BluRay med fraklippede scener, kommentarspor, et flot cover, osv. Der er muligvis allerede nogle kollegaer, som har oplevet elever, der af egen fri vilje netop har skabt plakater og DVD-covers til deres eksamensfilm, men den væsentligste forskel er, at eksamensproduktion nu pludselig kan bøjes i flertal.

Man kunne også forestille sig, at man har elever, der med inspiration i computerspil vil lave en slags forgrenet fortælling, der gennem en række mindre film lader seeren / spilleren selv tage forskellige valg ved slutningen af hver episode. En slags ”interaktiv” film, som kunne minde om de gamle ”vælg-selv-dit-eventyr”-bøger, hvor læseren efter lidt beskrivende tekst selv fik valget, om denne ville åbne døren til kælderrummet eller gå op ad trappen til køkkenet ved hhv. at bladre til enten side 3 eller 42. Det kan måske lyde som et utroligt ambitiøst projekt, men faktisk er der allerede flere af den type film på Youtube og jeg er sikker på, at der ikke vil gå længe, før der er en eller flere elever, der får lyst til at lave film, der minder om disse. Som en start kunne man eventuelt – forudsat at man har et mindre hold – på klassen gennemspille et spil som Hidden Agenda, der giver en ret god idé om, hvordan sådanne forgrenede fortællinger kan fungere.

Afslutningsvis så vil jeg blot gentage, at jeg rent personligt byder disse mange nye, spændende aspekter af mit fagområde velkommen. Ændringerne i læreplanen kan muligvis forekomme meget udfordrende for den enkelte underviser, men kan måske også være med til at skabe en dynamik og variation i forhold til de typer af produktioner, som vi hidtil har skullet bedømme.