Af Thomas Schultz, Kolding Gymnasium

(Følgende artikel er et genoptryk fra CUT #112 2016)

 

At undervise i mediefag i gymnasiet gennem de sidste 12 år har været en sand rejse gennem den teknologiske udvikling fra de helt museale genstande som vhs-klippeanlægget og skabet, der bugnede af optagede vhs-film, over dvd-brændinger og Casablanca-redigering (gys!) og frem til nu, hvor jeg stort set kun bruger filer, som ligger på mit lillebitte usb-stik, der rummer timer af levende billeder. Jeg husker mit første år som underviser, hvor jeg så gerne ville vise billeder fra Melies’ ”Le Voyage dans la Lune” og kopierede dem fra Bordwell og Thompsons ”Film History an Introduction” til en fedtet transparent, som så kom til at ligge i en mappe til de følgende års hold. Men den kom kun frem en gang til, for to år efter var Youtube pludselig en realitet, og jeg kunne boblende af fryd vise de magiske billeder til eleverne, der måske ikke helt delte min begejstring.

Denne artikel skal handle om det bedste kamera i verden, nemlig det, du har med dig, når du får brug for det. Jeg taler om mobiltelefonen. Allerede for 8-9 år siden begyndte jeg at lade mine elever fotografere ideer til indstillinger med kameratelefonen og så uploade billederne i Word-dokumenter – frem for at sidde og tegne gnidrede storyboards med tændstikmænd. Det var oplagt, at de fik et mere præcist værktøj, og mobiltelefonens glæder i undervisningen er kun blevet større siden, og jeg taler naturligvis ikke om, når man chatter med veninden i stedet for at lytte til lærerens guldkorn.

 

 

Der er mange gode argumenter for at bruge mobiltelefonen i undervisningen i mediefag. Inden jeg giver eksempler på øvelser med mobiltelefonen, vil jeg præsentere nogle af disse.

I forhold til antallet af elever er vi et dyrt fag. Kameraer er trods faldende priser en dyr affære for et fag med relativt få elever. Derfor er mange skoler, herunder min egen, nødsaget til at nøjes med et begrænset antal kameraer. Til gengæld bliver ens evner til at koordinere produktion på holdene virkelig testet. Her er mobiltelefonen et godt alternativ, fordi næsten alle har smartphones med mulighed for virkelig gode hd-optagelser i lommen.

Når der arbejdes i grupper i mediefag, er der en tendens til, at ikke alle får arbejdet lige meget med udstyret. Her er det oftest de mere nysgerrige og teknologisk vante elever, der står forrest og vil have fingre i maskineriet. De fleste elever kender de grundlæggende funktioner i mobilkameraet og kan hurtigt komme i gang med at koncentrere sig om framing og bevægelser i stedet for, hvor optageknappen sidder.

At nå en praktisk øvelse i et enkelt modul er mere tidskrævende, hvis man både skal i gang med kamera og redigeringsmaskiner. De seneste års brobygningsundervisning er blevet en leg for både lærer og elever, når jeg beder dem lave copycat af æggepuste-scenen i ”Blinkende lygter” på mobilen – sammenklippet i telefonen ved hjælp af det gratis redigeringsprogram ”Splice”, som er tilgængeligt til både iOS- og Android-enheder.

 

 

Dvs. muligheden for mindre klip i kamera-øvelser og lignende kan udføres på individuelt niveau. Og hvorfor ikke give praktiske lektier for derhjemme i stedet for at bruge dyrebar undervisningstid på at filme i timerne? En hjemmeopgave kunne lyde: ”Skyd en scene med dialog og kontinuitetsklipning”, og klip den færdig i telefonen. Kan eleven oven i købet få mor, far og lillesøster til at optræde foran kameraet, kan vores fag blive andet og mere end et fag, hvor vi ser film, når eleven skal fortælle, hvad der arbejdes med i mediefag i skolen.

Da jeg startede med at lave mobil-øvelser, ledte jeg længe efter et program, der kunne distribuere optagelserne mellem elevernes telefoner og læreren til fremvisning i klassen på en hurtig, nem og effektiv måde. Det lykkedes ikke rigtigt at finde et program, der løste opgaven helt enkelt, så jeg endte ved Facebook, hvor jeg hvert år ved skolestart laver en gruppe til hvert af mine hold. En af de store fordele ved at have et fælles sted at uploade er, at man kan gå i gang med evalueringsprocessen med det samme.

 

Lad mig give et eksempel:

Allerede i årets anden lektion sætter jeg mine elever i gang med at tage stillshots af de forskellige beskæringstyper samt et toskud, en omvendt trekantkomposition og et nakkeskud. Som lektier har de selvfølgelig læst om disse. Eleverne tager billederne i grupper, og når de 10 minutter senere er tilbage og har uploadet billedserien i Facebook-gruppen, er der masser at snakke om. Vi snakker om præcise beskæringer, for meget luft over hovederne, toskuddets fortællemæssige muligheder, betydningen af at have nærbilleder med, 180 graders-reglen, forgrund, mellemgrund og baggrund, det gyldne snit, lysets betydning for billedets skarphed, modlysbilleder og endelig lyssætning. De har altså allerede nu begået de første dumme fejl og fået indarbejdet noget teori, som de forhåbentlig bruger, når de får et ”rigtigt” kamera i hånden.

 

 

Når man er lidt længere fremme i introforløbet og har gennemgået kamerabevægelser samt klipning, kan man lave følgende øvelse:

Lav en lille historie med otte indstillinger. Mindst to skal klippe i bevægelsesretningen, mindst en skal være et matchcut, mindst et klip i blikretningen. Uploades i Facebook-gruppen. Denne øvelse kan laves som individuel øvelse og kan gennemgås i grupper, så man ikke fx skal sidde i klassen og se 30 små film igennem. Hver gruppe kan så vælge den bedste film, så man samlet ser 5-6 film på klassen og snakker om, hvorfor de er blevet valgt som de bedste.

Når skolen skal vise sig fra en af sine bedste sider i forbindelse med brobygning, oplever jeg tit, at mediefag bliver kørt i stilling. Da man ofte kun ser eleverne en gang i 90 minutter, har jeg haft for vane at arbejde med kortfilmsanalyse. Jeg syntes ikke, det egnede sig at rulle hele udstyret ud, fordi det var ret begrænset, hvad man kunne nå, når man først havde sat eleverne ind i, hvordan udstyret virkede. Nu laver jeg fast mobile copycat-øvelser med æggepuster-scenen fra ”Blinkende lygter”. Jeg fordeler rollerne ud til eleverne i en gruppe. Giver dem et link til scenen på Youtube, og så skal de bryde scenen ned i indstillinger, som de rekonstruerer. Scenen klippes sammen i telefonen, og de hurtige når som regel også at finde effektlyde til knytnæveslaget. Samtidig er det en god icebreaker-øvelse, hvor eleverne skal ud af deres comfort-zone og spille skuespil over for andre elever, de ikke nødvendigvis kender. Også her er Facebook-grupper optimale, for her kan man hurtigt samle eleverne i en gruppe og dele materialet, hvorefter vi sammen ser det i klassen.

 

På c-niveau er der ikke krav om, at man skal lave en faktaproduktion. Med mobiltelefonen kan man dog nemt snige en minifakta-produktion ind fx i slutningen af et forløb med forskellige typer dokumentarfortælleformer. Jeg anvender Irene Thyrris fordanskning af Bill Nicholls’ oprindelige fire fortælleformer i mit dokumentarfilmforløb. Øvelsen lyder:

Vælg en af de fire fortælleformer (man kan også vælge at fordele dem for at undgå, at alle vælger det observerende kamera) til at lave en kort dokumentarfilm, der fortæller om et problem i din hverdag. Det kan være et konkret fysisk problem eller et problem af mere psykologisk/følelsesmæssig karakter. Vælg den fortælleform, du synes bedst behandler problemstillingen.

Det vigtige i øvelsen er, at eleverne får øvet sig i at tænke i formidlingsformer og forstår, hvordan de forskellige fortælleformer kan bruges til forskellige ting i dokumentarfilmen. Det er oplagt at differentiere her, hvor de virkeligt skarpe elever kan få lov at prøve kræfter med den selvrefleksive fortælleform.

 

Endelig er mobilkameraet et godt redskab til at forberede en større produktion, fordi man kan gå ud på location og tage billeder for at få et indtryk af lys- og lydforhold samt miljøets egnethed som location. Og har eleverne samtidig lavet deres storyboard på mobilen og delt det i Facebookgruppen, så har læreren også et godt redskab til at stille spørgsmål om arbejdsprocessen i forbindelse med eksamen: Hvorfor har I klippet den scene ud, som I havde planlagt i præproduktionen?

Så bed eleverne om at få mobilen op af lommen – modsat hvad vi ellers plejer at gøre – og gør den til et fast redskab i mediefag.

 

One Comment

  1. Hej Thomas.
    Når du skriver, at de klipper i telefonen, hvad mener du så? Bruger de iMovie eller redigerer de på anden vis?
    Mvh Emil

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *