Af Camilla Paula Andersen

 

Hvis man bliver bange, når man ser en gyserfilm, kender de fleste tricket med at skrue ned for lyden. Når musikken er væk, er filmene ofte slet ikke så skræmmende. Det er som om at det er lyden, der for alvor kryber ind under huden på os. Men hvorfor er det sådan? Og hvordan er musikken og lyden i gyserfilm lavet? Her kommer nogle nedslag og eksempler på forskellige typer af lyd og musik i gyserfilm.

De skrigende violiner

En af de mange historier der bliver fortalt om gyserklassikeren Psycho (1960), er at Alfred Hitchcock ikke synes, at hans film var særlig god, og at den slet ikke skulle have biografpremiere, men i stedet bare klippes ned til en tv-film (Wierzbicki 2009: 18). Hitchcock havde oprindeligt haft den ide, at der slet ikke skulle være musik i f.eks. badeværelsesscenen, i stedet havde han en tro på, at man kunne opnå noget mere skræmmende ved blot at bruge minimal reallyd og næsten ingen musik.

Men da han så det (næsten) færdige resultat blev han skuffet. Og her var det så, ifølge historien, at komponisten Bernard Herrmann kom og præsenterede Hitchcock for et bud på hvordan scenen kunne være MED musik.  Straks da Hitchcock så den nye version, var han overbevist. Det var som om at blandingen af først en sekvens med suspensefyldt, foruroligende musik, så stilhed med få reallyde og til sidst de pludseligt højlydte og skærende dissonante violiner, løftede filmen til et helt andet niveau.

Og når man nu i dag ser tilbage, er musikken fra badeværelsesscenen næsten endnu mere genkendelig end billederne. De rytmisk hidsige og hvinende violiner, rammer publikums øregange på samme vis som kniven træffer sit offer i brusebadet, er lydene er så let genkendelige selv for de der ikke har set filmen – og de er sidenhen blevet kopieret og brugt i et utal af variationer i andre gyserfilm.

Hvordan lyder en dæmon?

The Exorcist (1973) har som Psycho også en del år på bagen og alligevel optræder den altid på website-listerne når de mest uhyggelige film skal findes. Og i The Exorcist er lydsporet både skræmmende godt men også et vigtigt element, der faktisk tilføjer betydning til filmen.

Allerede da præsten Merrin ser den dæmoniske Pazuzu-statue første gang bliver det slået an, at der er en forbindelse mellem det dæmonisk onde og noget umenneskeligt og dyrisk. Merrin vandrer rundt i udgravningerne i det nordlige Irak og da en skygge falder på hans ansigt, vender han sig mod dæmonstatuen. Der klippes mellem flere POV-skud, bl.a. en indstilling, hvor Merrin ser nogle hunde der er oppe og slås i ørkenlandskabet; og deres bjæffen fortsætter som off-screen-lyd, da Merrin ser på Pazuzu-statuen igen. Da der samtidig zoomes ind på statuens ansigt etableres hundeglammene, som Pazuzus dyriske stemme.

 Fig. 1: En ikonisk scene fra The Exorcist (1973).

 

Denne forbindelse viser sig igen senere i filmen, da Fader Merrin er i gang med at forsøge at uddrive dæmonen fra den 12-årige pige Regan. Dæmonen – og Regan – kæmper stærkt imod og den besatte piges råb er ikke bare en 12-årigs stemme, men i stedet et mærkeligt mix mellem menneske-, hunde- og andre dyre- og insektlyde (kæmpende hunde, vrede hvepse og grise, der slagtes, har tonemesteren fortalt). Denne sammensatte brug af lyde, bliver altså en måde at fortælle på, hvordan det dæmoniske som Regan er besat af, viser sig som noget ikke-menneskeligt og dyrisk. Man kunne fortolke denne blanding som en lydlig symbolsk kamp mellem det menneskelige og dæmoniske.

I sin artikel ”Rythms of Evil” peger Mark Evans desuden på hvordan der i The Exorcist også er en særlig brug af rytme og ude-af-rytme og at dette er med til at fortælle os noget.  F.eks hvordan urets tikken, der fortæller om tidens naturlige flow, pludselig afbrydes og stopper, når fortidens dæmoniske kræft viser sig (Evans 2009: 115). Et andet sted i filmen, kan man kun høre de dæmoniske stemmer, når et bånd afspilles baglæns. Så også her er det dæmoniske bagvendt og unaturligt og brugen af lyd er med til at underbygge dette.

Populærmusikere som lydspor 

I 1970’erne begyndte man for alvor at bruge allerede eksisterende populærmusik i film.  Musikken blev brugt til at ironisk kommentere situationer eller tilføre scener betydninger, og på den måde skabe noget andet end det som den klassiske underlægningsmusik kunne gøre. Film som Goodmorning Vietnam (1987) eller Dirty Dancing (1987) skabte en merværdi ved at inkludere musik folk allerede kendte i forvejen f.eks hits som The Ronettes “Be My Baby”.

Denne tendens benyttes også i nutidige gyserfilm, hvor specielt heavy metal og brugen af død, dæmoni mv. er en stor del af sangteksterne og i filmenes symbolsprog. Der er således en fælles referenceramme mellem gyserfilmen og heavy metal, der gør det oplagt at bruge netop heavy metal i gyserfilm. Derudover er der også noget i musikkens sound, som passer godt til genren – f.eks. skræmmende industrielle lyde.

Måske derfor er det oplagt at spørge heavy metal-rockmusikere om at lave musik til gyserfilm. Tænk blot på Resident Evil (2002), hvor det ulmende, industrielle Marilyn Manson-score fint klæder de panikagtige samtaler og de voldsomme, dramatiske scener og gør filmens horrorunivers endnu mere intenst.

Den ”dokumentariske” stilhed og off-screenlyde

Da de tre filmstuderende i The Blair Witch Project (1999) befinder sig ude i skoven i et lille telt, er der meget af fortællingen, der kun fortælles i lydsporet. Billederne er ofte uskarpe –  nær – og halvnære billedbeskæringer at et eller andet som kameraet tilfældigt er rettet mod. Og der er flere indstillinger, hvor billedet er gået helt i sort.

Fig. 2: The Blair Witch Project (1999) var banebrydende, da den kom frem, ikke mindst for dens dokumentarlignende stil og lanceringskampagne.

 

MEN til trods for hjemmevideooptagelsernes tvivlsomme billedmæssige kvaliteter udspiller der sig for alvor på lydsiden en uhyggelig historie: Vi hører nemlig ophidsede og skræmte reaktioner og brudstykker af samtaler, som virker fuldstændigt dokumentariske og realistiske i tråd med, at det jo er efterladte optagelser vi præsenteres for. Og det er denne troværdige og realistiske lyd, der skaber indre billeder hos os, så vi sammen med filmens karakterer bliver helt overvældet af alt det vi ikke kan se. OG det er netop det som er så skræmmende – alt det vi ikke ser, men forestiller os. Dermed formår The Blair Witch Project at skabe en film, hvor sammenstødet mellem dokumentarens autenticitet og gyserfilmens fokus på gys og ikke-realisme får os til at leve os fuldstændigt ind i den uhygge karaktererne gennemlever.

The Blair Witch Project viser med al tydelighed, at hvis en historie virker troværdig og kan gribe os, så kan stilhed og reallyd være mindst ligeså skræmmende som velproduceret spændingsskabende gysermusik. Måske endda værre? Fuldstændig som Hitchcock oprindeligt havde forestillet sig, da han arbejdede på Psycho.

 

Videolinks

Psycho (badeværelsesscenen): https://www.youtube.com/watch?v=8VP5jEAP3K4

The Exorcist (Merrin vs Pazuzu): https://www.youtube.com/watch?v=Su4s7C1bEfY

The Exorcist (uddrivningen af dæmonen): https://www.youtube.com/watch?v=3V-Ui69hDpA

Resident Evil (Marilyn Mansons musik): https://www.youtube.com/watch?v=e8gfGhVL3qs

The Blair Witch Project (teltscene i mørket): https://www.youtube.com/watch?v=FOceDBYL82k

Litteratur

Barron, Lee og Inglis, Ian (2009): “Scary Movies, Scary Music: Uses and Unities of Heavy Metal in the Contemporary Horror Film i Philip Hayward (red.): Terror tracks – Music, Sound and Horror Cinema, Equinox Publishing.

Coyle, Rebecca (2009): “Spooked by sound: The Blair Witch Project” i Philip Hayward (red.): Terror tracks – Music, Sound and Horror Cinema, Equinox Publishing.

Evans, Mark (2009): “Rythms of Evil: Exorcizing Sound from The Exorcist” i Philip Hayward (red.): Terror tracks – Music, Sound and Horror Cinema, Equinox Publishing.

Wierzbicki, James (2009): “Psycho-Analysis: Form and Function in Bermard Herrmann’s Music for Hitchcock’s Masterpiece” i Philip Hayward (red.): Terror tracks – Music, Sound and Horror Cinema, Equinox Publishing.