Af Jonas Brethvad. Stenhus Gymnasium

Forestil dig følgende: Vi befinder os i slutningen af 2020´erne, og det danske forsvar har fået skiftet de aldrende F16 kampfly ud med state of the art kampflyet F35, men alt er ikke fryd og gammen. Flyene støjer mere end F16, og der har været episoder, hvor flyene har fløjet meget lavt over beboelse til stor gene for familien Danmark i villahaverne. Videre har der været et par tilfælde, hvor de milliarddyre fly er forulykket enten på grund af materielle fejl eller pilotfejl. Flyvevåbnets popularitet i befolkningen er følgelig for nedadgående, og det begynder efterhånden at halte med at tiltrække bevillinger samt kvalificerede unge mænd og kvinder, der har lyst til at sætte sig bag rorpinden i de fly, der skal være rygraden i det danske luftforsvar mange år frem. Hos flyvevåbnet erkender man, at noget må gøres for at vende folkestemningen, og idéen bliver, at man simpelthen vil få en filmproducent med ombord i et projekt, der skal udmønte sig i det, der bedst kan karakteriseres som en dansk version af flyverfilmen over alle flyverfilm, nemlig Tony Scotts 1980er blockbuster ”TOP GUN”.

I løbet af det næste halve års tid får man optagelserne i kassen, og man lykkes med at engagere cremen af den danske skuespillerstand til at agere såvel på og over jorden i en fiktionsfilm, der i alt væsentligt har til formål at promovere flyvevåbnet og dets nye jagerfly positivt – altså en rendyrket propagandafilm. Et tænkt cast kunne være Mads Mikkelsen som øverstkommanderende for kampfly eskadrillen, Pilou Asbæk som den vilde og egenrådige Maverick-type, og Mikkel Boe Følsgaard som hans modsætning og bror, der dog deler drømmen om et liv som kamppilot. På kvindesiden kunne det være Stine Stengade som Mads Mikkelsens kone, mens Danica Curcic er kvinden i midten af et trekantsdrama mellem de to væsensforskellige kamppilotsbrødre. Som en sidste kuriositet kunne man oven i købet forestille sig, at filmselskabet ud over den indirekte materielle støtte fra militær side også opnåede øget produktionsstøtte på baggrund af, at filmen havde dokumentariske træk og derfor skulle understøttes anderledes end regulære dramaer.
Lyder det skørt og langt ude? Som noget, der ikke kunne ske i en dansk sammenhæng, da det ville fremkalde ramaskrig i befolkningen og blandt meningsdannere og anmeldere og udløse beskyldninger om kvalm propaganda og associationer til 2. Verdenskrigs tyske propagandafilm og den kolde krigs amerikanske ditto?
Meget muligt, men faktisk er det foregående tænkte scenarie ikke frit opfundet, men derimod blot en fri om,- og fremskrivning af forløbet forud for optagelsen af – nej, ikke ”TOP GUN” – men derimod af det relativt ukendte, danske koldkrigsdrama ”Jetpiloter”, der ramte biografernes lærred i efteråret 1961.
Her var der nemlig tale om en propagandafilm forklædt som spillefilm og parløbet mellem filmselskabet Palladium og flyvevåbnet var faktisk så tæt, at sidstnævnte skulle godkende, at filmen tjente militære interesser forud for at filmen kunne få premiere. Videre var der udformet en decideret kontrakt/aftale mellem filmselskab og flyvevåben, der slog fast at flyvevåbnets deltagelse skete under forudsætning af flyvevåbnet skønnede, at filmens udformning var ”…egnet til positivt at stimulere publikums interesse for FLV (Flyvevåbnets) virksomhed… (…)”. Og filmens cast bestod af så stærke skuespillernavne som Poul Reichhardt, Henning Moritzen, Ebbe Langberg, Henning Palner, Susse Wold, Ib Mossin, Malene Schwartz, Birthe Wilke, Jørgen Buckhøj med flere. Og filmen fik indirekte statsstøtte, da den opnåede en noget tvivlsom skattenedsættelse på baggrund af oplysende indhold.

Den opmærksomme læser vil nu tænke, at den type film kender han/hun da godt, for den må jo være en del af Soldaterkammerater-serien, som de fleste jo er stødt ind i enten i dvd-afdelingen i den lokale Kvickly eller en sen aften på TV2-Charlie. Og jo, ”Jetpiloter” kan med sin propagandistiske form og sit militærforherligende sigte sagtens siges at være i familie med ”Soldaterkammerater”-serien og andre film om livet i trøjen i 1950- og 60erne, men i så fald er der tale om en fjern og langt mere avanceret slægtning. Hvor Soldaterkammerater i overvejende grad består af til tider meget rodede og tyndbenede plotforløb, så er ”Jetpiloter” en langt mere konsistent og fokuseret fortælling om et par fuldkommen væsensforskellige tvillingebrødre, der begge kæmper for at blive fuldgyldige luftakrobater i de sølvglinsende F86D Sabre jagerfly. Naturligvis er der elementer af folkekomedie hist og her, og vi snydes heller ikke for klassisk falde på halen-komik iscenesat af Hugo Herrestrup, der i rollen som oppasser for Henning Moritzens kaptajnskarakter præsterer at smadre utallige bakker porcelæn og proppe en tændt vandslange i øret under honnørgivning. Men folkekomedieaspektet er på ingen måde det bærende, hvilket en kort beskrivelse af filmens åbningssekvens kan illustrere.
Her lægges der for med et 1 minut og 12 sekunder langt one take af majestætiske, sølvfarvede T33 træningsjagerfly mod en isblå himmel tilsat høj og insisterende strygermusik. Langsomt zoomer kameraet ind fra en position skråt under T33erne, hvorefter der ganske langsomt foretages en opadgående bevægelse, så vi ender vandret på flyene og kan se piloterne. Ganske enkelt smukke optagelser, og husker man videre på, at vi skriver 1961, og at flyvning for menigmand endnu ikke er en hverdagsforeteelse, så er det kort sagt imponerende billeder. Herefter følger lange takes af manøvre i luften ledsaget af radiokommunikation på engelsk mellem flyene. Man følger nu flyene på deres færd mod flyvepladsen og først efter godt og vel 8 et halvt minut får vi den første replik på dansk. Ikke just indledningen på en folkekomedie.

Lad os nappe de næste par scener også. Umiddelbart efter piloterne er kommet ud af flyene får Ebbe Langberg i rollen som flyveraspiranten Ras den første af en lang række skideballer fra overordnede, hvori det pointeres, at man ikke sætter pris på hans brud på reglementet i luften ligesom hans mere forsigtige bror Jan, spillet af Henning Palner, betoner risikoen for, at de begge ender med at måtte se jagerpilotdrømmen kuldsejle. Lidt senere skal pilotaspiranternes videre skæbne i luftvåbnet afgøres, og nu følger endnu en opsang på den brøsige kaptajns kontor. I rollen som kaptajn finder vi ingen ringere en Poul Reichhardt, der med patos minder Ras om farerne ved dumdristighed og Jan om de ditto ved tvivlrådighed. Udkommet bliver dog, at Reichhardt trods sin uvilje giver de to brødre endnu en chance hos en rigtig jagereskadrille. Hvis man kan sin ”TOP GUN” forundres man over i hvor høj grad den indledende plotopbygning i ”Jetpiloter” minder om den godt 30 år yngre ”TOP GUN”. Ras og Jan, Maverick og Goose, talrige skideballer, men en chef der må give en chance på trods af sin uvilje. Vi mangler blot, at Reichhardt havde været udstyret med denne legendariske punchline til sidst: “if you screw up, just this much, you’ll be flying a cargo plane full of rubber dog shit out of Hong Kong!”. Men det havde nok været at stramme den over for et dansk start 1960er-publikum.

I filmens klimaks skal piloterne ud på den afgørende skydeøvelse, hvor det afgøres, hvilken eskadrille, der skal med til den store NATO-øvelse i Paris. I skyndingen på vej op i cockpittet får vi et set up på Ras´ ilttilførsel, der ikke bliver lukket ordentligt. Efter skydningen mod et jordmål stiger flyene højt til vejrs, og nu får Ebbe Langbergs Ras problemer. I flere kilometers højde besvimer han og flyet falder mod jorden, og der klippes effektivt mellem den snurrende højdemåler og jorden, der kommer tættere og tættere på. Broderen Jan bryder nu ud af formationen og sætter efter Ras og søger at råbe ham op gennem radioen. For at fange broderens opmærksomhed får Jan sagt alle de ting han ellers holder tilbage blandt andet, at Ras skal holde nallerne fra den smukke Grete, spillet af Susse Wold, som Jan er forelsket i. I takt med at jorden nærmer sig faretruende, bliver iltniveauet langsomt normalt hos Ras og i flere close ups ser vi ham misse med sit karakteristiske blå og brune øje for til sidst at fatte om rorpinden og søge at rette flyet op. Med et befinder kameraet sig i jordhøjde nedenfor en bakke, og man ser i baggrunden jagerflyet fortsætte sin dødelige færd mod jorden. Da flyet næsten er forsvundet bag højen lukkes der resolut ned for den dramatiserende underlægningsmusik, og på lydsiden høres nu kun lyden af lærkesang. I to lange sekunder venter publikum på braget, men i stedet drøner Ras´ maskine nu henover bakken i få meters højde, mens jetmotorenes brøl overdøver alt andet. Det er ganske enkelt en smadder effektiv nærdødsscene, vi her bliver vidne til og vel nok noget af det mest dramatiske, man kan tænke sig i en dansk militærfilm fra starten af 1960erne.

Det dramatiske klimaks, hvor Jan reelt redder sin bror fra døden skaber en ny ligevægt i brødrenes forhold, og Jan ender med at tage sig sammen og træde i karakter som pilot og mand og får i belønning den smukke Grete. Ras, der er lidt medtaget efter den hårde omgang, må i stedet nøjes med en smøg, som et kuriosum lægeordineret af en ung Baard Owe, samt den smukke sygeplejerske, der valser ind af døren.
Naturligvis er tonen i ”Jetpiloter” en anden end i f.eks. ”TOP GUN” eller andre amerikanske militærfilm fra sam- og nutiden, men Danmark havde jo også i begyndelsen af 1960erne en helt anden militær tradition og en helt anden tilgang til den militære verden end USA. Af selvsamme årsag havde dramaet visse begrænsninger, f.eks. er det nok utænkeligt at lade nogen dø, men det er immervæk tæt på i ”Jetpiloter”. Og at man henlægger de dramatiske højdepunkter til træningssituationer, er jo også ganske forståeligt set i en historisk kontekst, hvor Danmarks seneste involvering i regulære krigshandlinger i stor skala på daværende tidspunkt lå i omegnen af hundrede år tilbage i 1864.

Altså er det fuldkommen misforstået at karakterisere Jetpiloter som en folkekomedie, som det er kutyme i meget af filmlitteraturen, da filmen derimod bedst kan betegnes som et romantiske og militært drama, der naturligvis følger nogle af konventionerne for mainstream i dansk film på daværende tidspunkt.
Om ”Jetpiloter” rent faktisk bevirkede, at flere unge mænd søgte ind i luftvåbnet og om institutionens agtelse i befolkningen blev højnet får stå hen i det uvisse, men at Danmark i starten af tresserne kunne præstere en forholdsvis helstøbt propaganda-spillefilm om luftvåbnet, bør der ikke herske tvivl om.
Med et meget stort gran salt, et blik på kronologien og et glimt i øjet fristes man til at sige, at ”Jetpiloter” ikke er Danmarks svar på ”TOP GUN”, men at det derimod er ”TOP GUN”, der er USA´s svar på Jetpiloter – bare 30 år senere.

”Jetpiloter” er netop blevet genoptrykt i foråret 2018 og kan fås for en flad 70-krone på nettet – tidligere har den været endog meget svær at få fingre i. Og måske undertegnede kan overtale Cinemateket til at smide den på programmet i deres ”Perler fra Palladium”-serie, som kører netop nu.