Reportage fra Elevfilmfestival Øst 2019 af Iben Engberg, Hvidovre Gymnasium og HF

 

Elevfilmfestival Øst er medielærerforeningens årlige festival på Sjælland. Alle afgangsfilm på c- og b-niveau kan deltage og det er helt gratis.

 

Mens København er kold og grå er der fuld knald på varmen og farverne i bio Asta i Cinemateket. Det er lørdag formiddag den 2. februar og spændte elever og deres mindst ligeså spændte mediefagslærere venter på at se dagens program.

I år er det seksten elevproduktioner, fra seksten forskellige sjællandske gymnasieskoler og HF-kurser, som deltager. Seks på c-niveau og ti på b-niveau. Filmene er inden festivalen blevet gennemset og vurderet af en jury. Juryen består af dokumentarfilminstruktøren Laurits Flensted-Jensen, der lige nu er aktuel med spillefilmen ”Usynligt Hjerte”, dokumentarfilminstruktøren Julie Bezerra Madsen, filmskoleindehaveren Ulrich Breuning, der sammen med sin kone har Filmfabrikken på Møn og endelig Amalie Brok, som er projektleder på UNG:DOX. Opgaven som bedømmer af landets elevfilm er noget, de alle fire tager alvorligt og rundt om et cafébord i Cinematekets restaurant Sult bliver de nominerede film vendt og drejet. ”Niveauet på filmene er tårnhøjt” bemærker Ulrich Breuning. ”Mange er filmene er bedre end dem, vi lavede på filmhøjskolen” supplerer Laurits.

Resten af dagen bliver håndholdt af to meget kompetente værter, filmeleverne Alexander og Amine. Veloplagte og forberedte byder de et lidt søvnigt publikum velkommen. Festivalen er begyndt og snart vågner publikum også, da den ene lille filmfortælling efter den anden kræver deres opmærksomhed.

Det er seksten meget forskellige film i både form og indhold. Vi ser alt fra en dystopisk sci-fi, til en dokumentarfilm om menstruation. Dog tegner der sig nogle nye tendenser i elevernes filmvalg. Historierne er blevet bedre. Alle seksten film har noget på hjertet og vil gerne røre deres publikum. Flere af filmene arbejder også ganske vellykket med humor. ”Det er som om, at eleverne vedkender sig, at de er elever og det gør filmene mere ærlige og til tider selvironiske. Der er meget befriende” konstaterer Jesper Outzen, som er en af arrangørerne bag elevfilmfestivalen.

Til tonerne fra ikoniske filmsange snakkes og evalueres der på livet løs i pausen over et glas Asti. ”Hvilken film er din favorit?” “Og hvem tror du vinder?” Er spørgsmål på alles læber.

Nu er tiden kommet til afgørelsen og de fire dommere kommer beslutsomt ind i salen. De er blevet enige og har deres begrundelser under armen.

Det er Julie Bezerra Madsen, som skal overrække prisen for bedste c-niveaufilm og den går til gruppen bag filmen ”Dacapo” fra Roskilde Katedralskole. ”Billede, klipperytme, lyd og montage understøtter fortællingen, der sikkert fortælles uden ord. Vi møder en hovedperson, der en dag træder i karakter og filmen slipper ham i en åben slutning. Hvad sker der, når et menneske vover at være sig selv? Temaer som køn og identitet præsenteres smukt i en konceptuel stærk film.” Den glade filmgruppe, takker for de rosende ord, bukker og tager stolte imod pris og diplom.

Prisen for bedste b-niveau går til den smukke ” Forglemmigej fra Efterslægten. Om den udtaler Ulrich Breuning ”Billedsiden er smuk og har symbolsk akkuratesse i en vemodig livsfrise, hvor filmens to planer spiller forbilledligt sammen. Evigt ejes kun det tabte, og den (for)tabte ungdom med glæder og sorger kontrasteres af plejehjemmets demente trummerum i en vekselvirkning mellem fortid og nutid.” Endnu en glad filmgrupper modtager priserne og takker juryen og hinanden.

Årets bedste dokumentarfilm bliver ”The Modern Hippie” fra Ørestad Gymnasium. Det er en meget velproduceret og farverig dokumentarfilm, der er blevet til på en studietur. Om den siger Amalie Brok ”brugen af stemningsfyldt arkivmateriale, flot opstillede interviews med fede karakterer, sætter nutidens tanker over for fortiden. Det er en flot gennemarbejdet filmproduktion, hvor der er tænkt på alt fra baggrund til framing til lydside, og man føler sig i gode hænder.” Desværre er der ikke mødt elever op til at modtage prisen, så juryen må lidt forstemt gå videre til de to sidste priser.

Juryens specialpris og publikumsprisen går til samme film, nemlig fiktionsfilmen “De syv ønsker” – Gladsaxe Gymnasium. Desværre er der heller ingen fra Gladsaxe Gymnasium til at modtage priserne. Der er ellers mange rosende ord fra juryen om filmen. ”En film som imponerer ved at spille de to centrale figurer ud imod hindanden i en flot og overraskende fortælling. Der bliver arbejdet med dialog og skuespil på dramaturgisk højt niveau, og alt sammen understøttes af et meget gennemarbejdet lyddesign og en imponerende billedside”

Tydeligt påvirket af de fraværende elever runder festivallens jury dagen af og publikum forlader hurtigt salen, varmen og fiktionen for igen at vende tilbage til den iskolde virkelighed.

 

Vi ses til næste år!