Af Katrine Sommer Boysen & Sophie Engberg Sonne

 

Hvad kendetegner egentlig København som filmby? Der er mange forskellige stilarter og genrer på spil i filmens København. Fra folkekomediens skramlede men menneskelige baggårde over de dystre, natmørke stræder i noir-film og kriminalfortællinger til byens strålende spir og tårne. Forfatterne til bogen Filmens København – hovedstaden i levende billeder guider til 10 af de mest ikoniske københavnerlocations, tilrettelagt så de kan nås på en dagsudflugt til fods.

 

Amagergade

Christianshavn er et spøjst sammenrend af kreativ overklasse med forfinede palæer ved kanalerne på den ene side og faldefærdige arbejderklasseboliger i de dunkle smågader på den anden. 1970’erne var Christianshavns storhedstid; det var her, Gasolin’ startede, det var her, fristaden Christiania blev stiftet, og Sofiegården i Sofiegade var samlingssted for alle slags kunstnere. Stadig den dag i dag føles det, som om fortid og nutid støder brat sammen i den smalle, brolagte Amagergade lige inden for voldene. Gadens gamle huse og baggårde (og den berømte svalegang i Amagergade 11) lever en stille tilværelse lige om hjørnet fra den buldrende Torvegade, hvor hverdagen og fremskridtet ses langt tydeligere. Det sammenstød spillede Erik Balling på i de 84 afsnit af tv-serien Huset på Christianshavn (1971-78), hvor beboerne i gadens faldefærdige huse kæmper for at bevare deres ”gamle møghus”, mens kommunale kræfter kræver nedrivning og modernisering. For trods trængslen og nabostridighederne holder beboerne af deres lille tidslomme, og i sidste afsnit af serien siger flyttemand Olsen (Poul Reichhardt) slet og ret: ”Jeg er født christianshavner, og jeg vil dø i min rede!”

 

Vor Frelsers Kirke

Barokkirkens snoede spir svinger sig fire gange rundt om sig selv, til det når sin top 90 meter hævet over resten af byen. Herfra kan spiret se med på byens dramatiske fortællinger som i Kriminalsagen Tove Andersen (1953), hvor kriminalbetjentene Knudsen og Williamsen (Preben Lerdorff Rye og Ib Schønberg) forsøger at opklare mordet på en ung pige fra landet. Også i Peter Eszterhás’ En afgrund af frihed (1989) spiller tårnet en symbolsk rolle for de fire unge, der netop er blevet studenter og bogstaveligt ser fremtiden (og byen) ligge for deres fødder i filmens begyndelse. Alt synes muligt – og selv om ikke alle deres drømme bliver til virkelighed, ligner byen et eventyr set fra tårnets spir. Det snoede spir får også lov til at åbne ballet i Charlotte Sielings kærlighedsdrama Over gaden under vandet (2009), hvor de mange forviklinger ligner den rene kluddermor. Mens menneskene går rundt og gør hinanden ondt med utroskab, intriger og hemmeligheder, står tårnet som fikspunkt og som vidne om tidsløsheden og den store historie, der omkranser alle de små personfortællinger, og som vil blive stående, når alle figurerne er forsvundet.

 

Nyhavn

Uendelig mange filmoptagelser har lagt vejen omkring Nyhavn, og ikke mindst de udenlandske film, der foregår i København, har altid haft et godt øje til den gamle kanal. Det gælder blandt andet Tom Hoopers blændende flotte Den danske pige (2015), en af de største og dyreste udenlandske produktioner nogensinde optaget i København, hvor hovedpersonerne Einar og Gerda Wegener (Eddie Redmayne og Alicia Vikander) bor i en kunstnerlejlighed på Nyhavns skyggeside. Men også københavnerbanden par excellence, selveste Olsen-banden, har sat deres uudslettelige filmaftryk i Nyhavn i Olsen-banden ser rødt (1976), hvor de forud for indbruddet på Det Kongelige Teater ser forholdene an fra Nyhavns anker.

 

Bo-Bi Bar

Midt i indre by, i Klareboderne nærmere bestemt, ligger den lille, hyggelige, tilrøgede bar, Bo-Bi Bar. Baren blev startet af en sømand i 1917, og lige siden har folk siddet i det lille klemte rum og drukket øl i lyset af de røde lampers skær. Også på film. Det er blandt andet Bo-Bi Bar, der er udgangspunktet for værtshuset Den blå munk i Christian Braad Thomsens film af samme navn fra 1998, og det er her den unge Alex (Nikolaj Lie Kaas) gang på gang sætter den smukke Aimée (Maria Bonnevie) stævne i sin debutfilm, den ultimative københavnerfantasi Reconstruction (2003).

 

SAS Royal Hotel

Arne Jacobsens New York-inspirerede hotel var med sine 20 etager byens første egentlige højhus, da det åbnede i 1961. Og selv om Tivolis højtravende forlystelser og de nybyggede Axel Towers siden giver hotellet kamp til stregen i højden, tårner det modernistiske mesterværk tårner sig stadig op i ensom majestæt og signalerer international klasse. Det er blevet udnyttet i flere film, blandt andet i Olsen-banden over alle bjerge (1981), hvor skurkene – med internationale forbindelser, forstås – har søgt tilflugt på hotellet, og i børnefilmen Iqbal & den hemmelige opskrift (2015), hvor indvandrerdrengen Iqbal og hans snedige venner forsøge at snøre skurkene ved at arrangere et internationalt forretningsmøde i hotellets lobby. Men især spiller hotellet en ikonisk rolle i Max Kestners science fictionfilm QEDA (2017), hvor højhuset står som det efterhånden eneste genkendelige pejlemærke i et oversvømmet, katastroferamt København anno 2095.

 

Gammel Strand

Området omkring Gammel Strand, Nybrogade og de små stræder optræder ofte på film, blandt andet i Tom Hoopers Den danske pige (2015), hvor det endnu lykkelige ægtepar Gerda og Einar Wegener spadserer hjem gennem Snaregade i måneskær. Også i Erik Ballings Kispus (1956), som var den første danske spillefilm i farver, udspiller en del af filmens Askepotfortælling sig i det dengang langt mindre fine område. Men det er i Christoffer Boes Allegro (2005), at Gammel Strand for alvor indtager hovedrollen, da hele området er blevet aflåst og fortryllet i den såkaldte Zone. Zonen er et uigennemtrængeligt usikkerhedsfelt, hvor hovedpersonens minder er spærret inde, og hvor de stræder, der har ligget der siden middelalderen, pludselig flytter sig og drillende indikerer, at man ikke kan være helt så sikker på byen, som man tror.

 

Hovedbanegården

Københavns Hovedbanegård spiller en kæmpe rolle i dansk film og går igen i utallige sammenhænge i løbet af filmhistorien som en afgørende location, hvor skæbner forsegles, drømme brister og følelserne får frit løb. Hovedbanegården repræsenterer ankomster og afgange, romantiske møder og (ofte ufrivillig) flugt. Måske kan man tale om, at følelserne forstørres på den københavnske centralstation, som da Brønshøjknægten Bjørn i Bille August Bjarne Reuter-filmatisering Tro, håb og kærlighed (1984) skal tage afsked med sin forfinede københavnerkæreste Anna, fordi hun skal på familiebesøg på Fyn. En ting har de mange filmfortællinger, der knytter sig til Hovedbanegården til fælles: De indeholder et element af forandring. Når man ankommer på Hovedbanen eller tager derfra, forlenes historien med en dramaturgisk åbenhed, fordi stedet repræsenterer skift i en eller anden retning. Sådan forholder det sig også for den 16-årige Lone (Pernille Kløvedal) i Franz Ernsts ungdomsdrama Ang. Lone (1970). Lone er taget på ’springtur’ fra det jyske pigehjem, hvor hun er anbragt, og efter et voldsomt skænderi med sine uforstående plejeforældre stikker hun af. Med stjålne penge køber hun en togbillet og begiver sig på skinnerne mod København. Lone møder sin skæbne på Hovedbanegården, og banegårdens transitrum forfølger hende i en grad, så hun filmen igennem forbliver hjemløs. I Ang.: Lone står Hovedbanegården som en skæbnesvanger port til byen. Men Hovedbanegården er også en metaforisk portal, der skaber forbindelser mellem mennesker og steder. Lone står på tærsklen til voksenlivet og vælger så at sige retningen med sit liv på Hovedbanegården, da hun kommer til at følge et forkert spor.

 

Tivoli

På samme måde som Hovedbanegården har Tivoli også en evne til at bringe stor og lille, høj og lav sammen; i virkeligheden som på film. Det er her svenske Maj (Siw Malmkvist) med koket overbevisning får ballongyngerne til at vriste sig fri af forlystelsesmekanikken i Forelsket i København (1960), da hun drillende fortæller sin udkårne (Henning Mouritzen), at hun er forelsket. Ikke i ham, men i København. Tivoli er en magisk lomme midt i byen, hvor man for en stund kan sætte virkeligheden på pause og hengive sig til ubekymret underholdning. Tivoli danner også udgangspunkt for selve intrigen i Tilde Harkamps Manu Sareen-filmatisering Iqbal & den hemmelige opskrift (2015). Her er det indvandrerdrengen Iqbal fra Blågårdsgade og hans familie og venner, der skal forhindre Strandvejsskurkene i at omdanne Tivoli – Københavns og børnenes stolthed – til noget så ukristeligt som et parkeringshus.

 

Dronning Louises Bro

Når man på film skal illustrere noget essentielt nørrebro’sk, kan man forvisse sig om, at Dronning Louises Bro er med. Som en hovedpulsåre, der forbinder bydelen Nørrebro med indre by, er broen ikke bare af geografisk, men også af metaforisk betydning. For der er en verden til forskel på Nørrebro og resten af København, ikke mindst, hvis man skal tro de film-nørrebroere, der bebor filmhistorien. Mest hengivent er Dronning Louises Bro blevet lovprist i Rasmus Heisterbergs spillefilmdebut I blodet (2016), der handler om en gruppe unge mænd, der nyder deres sidste ansvarsløse sommer på Nørrebro i en evindelig rus af 12-taller og tømmermænd. I en af filmens smukkeste scener cykler Simon og hans ven Knud over Dronning Louises Bro i den københavnske sommersol og bedst som de rammer Nørrebrogade, er de atter hjemme igen.

 

Sankt Hans Torv

”Hold kæft, hvor er det egentlig grimt at være så tynd,” udbryder Julies (Sidste Babett Knudsen) veninde Charlotte (Mette Horn), da de to sidder på caféen Sebastopol på Sankt Hans Torv og taler om Julies ekskærestes seksuelle meritter i den ultimative københavnske slacker-film, Jonas Elmers debutfilm Let’s Get Lost (1997). Her er Sankt Hans Torv er umiddelbar forlængelse af Julies lille lejlighed på hjørnet af Peter Fabers Gade og Guldbergsgade, og Nørrebro virker hjemlig og nær. Et helt anderledes indtryk får man af Sankt Hans Torv i Franz Ernst og Tom Hedegaards paranoiathriller Skytten (1977). Her er hele København og Sankt Hans Torv specifikt omdannet til en usikkerhedszone, hvor man hvert øjeblik det skal være kan blive skudt ned af titlens mystiske snigskytte (Jens Okking). For ingen går fri, når Skytten skyder med skarpt fra byens tage.