– filmen om det anderledes land

af Hans Oluf Schou, tidl. Viby Gymnasium

Avatar filmene er meget underholdende. I hvert fald den første. Der er kamp mellem det gode og det onde igennem hele filmen – og i den sidste tredjedel bliver det en meget actionpræget kamp, som vi har set i mange store film, hvor verden skal reddes fra de onde. Anden delen, The Way of Water, er mere ond, og jeg ledte længe efter klimavinklen og fandt den, men filmenes hovedtema er familien. Kampen for at holde sammen på Skovfolket nærmer sig en civilisationskritik, men bliver på det actionprægede plan, bare skruet flere niveauer op. Og jeg må indrømme at jeg blev underholdt. Jeg blev underholdt, men familien er helt centralt i filmen. Det er det vigtigste for Jake Sully, som  hovedpersonen hedder i begge Avatar film. Han er en helt almindelig amerikaner, som skal infiltrere skovfolket, som er et folk, som lever i en harmoni med naturen.

I første film bliver Jake involveret i skovfolkets kamp mod de hårde, maskinklædte og tungt bevæbnede amerikanere, som vil undertrykke og bekæmpe Skovfolket. Jake Sully bliver så involveret, at han forelsker i den smukke skovkvinde, Neytiri, og får fire børn med hende, 2 drenge og 2 piger. Generelt i filmen er drengene de udfarende og ’ukloge’, mens pigerne generelt indtager de tænksomme og traditionelt kvindelige roller. Jake, faren, er også hårdest ved drengene, som han skælder voldsomt ud, hvis de ikke gør som han siger, og hvis de ikke beskytter pigerne.

Ellers er det idyllisk smfund, og som Neytiri siger. ’Det farligste ved Pandora, som landet hedder, er, at man kommer til at holde meget af det’. ’Happiness is simple – det kan være en kæresteaften, men der er det med lykken, at den varer kort’. Og der sker selvsagt noget, når amerikanerne vil jage Skovfolket væk, eller i hvert fald untrykke dem. De skaber en konflikt.

Der er en stjerne på himlen, et lys, det er Himmelfolket der er vendt tilbage. Himmelfolket er de onde, som vil ødelægge naturen. De onde som brænder skoven af, og som kommer med maskiner, stål og hårdhed. Og masser af stærkt og kunstigt lys, hvor der for Skovfolket var nok i det naturlige lys fra himlen.

I The Way of Water, Avatar2, kommer den civiliserede fare så tæt på, at Skovfolket må flygte fra skoven. Den bliver simpelthen brændt af, og Jake Sully, hans familie og de resterende skovfolk må flygte væk fra skoven. De får asyl hos et folk langt borte, som lever i pagt med vandet, og som kalder sig Revfolket.

De angribende mennesker er blevet for stærke og har invaderet Skoven i form af kunstige Avatarer. Det er den onde kaptajn Wainfleet som har fået mulighed for at blive Avatar og sammen med nogle soldater invaderer skoven. Det lykkes dem at tage Spider, som er en menneskedreng, der bærer maske og leger med skovbørnene, til fange. Han er måske søn af den onde Quaritch, som kalder ham Miles, og altså måske/måske ikke er hans far.

Men de flygter altså fra skoven og kommer ud til Revfolket. Der er nogle konflikter med Revfolket, men efterhånden accepterer de Skovfolket, og også de unge mennesker, dvs. Jakes børn og sønnen af Revfolkets leder, Aonung, bliver gode venner. Så langt så godt. Nu leder jeg efter klimatransformerende elementer i filmen, for nu må de komme. Det kan ikke være en film, hvor kun de traditionelle familieværdier fremhæves. Der må være andet, fx klimaelementer. Der er en meget lang afsluttende scene, hvor skovfolk og hvaler kæmper sammen med de onde naturnedbrydende kræfter. Hvalerne har sluttet sig sammen med skovfolket, mest Jakes familie, men i en af de afsluttende scener, siger Jakes familie farvel til den ældste søn med tanken om, at vi fødes med den energi vi har med os, og vi dør med samme. Hvalerne kæmper sammen med de gode mennesker. Og det er særlig den store hval, Lo’ak, som er god at have på sin side.

De onde er kun ude på penge, og vil gøre alt for at udrydde de ’primitive’ folk, men det lykkes ikke i denne Avatar film nr.2. Det er en meget spirituel film, som appellerer til en tankegang, som tror jordkloden kan reddes, hvis vi tror på lyset og sammenholdet.

Udgangsbilledet er Jake Sully, der spærrer øjnene op og kigger frem mod nye eventyr – og obersten (den onde) der overlever og flyver væk – efter at han har kaldt Spider ’søn’.

På trods af at jeg gerne ville og har set godt efter fandt jeg ikke en decideret klimavinkel i hverken Avatar eller The Way of Water. Man kan sige, at kærligheden til de store pattedyr, hvalerne, og glorificeringen af Skovfolkets evner og sammenhold er en slags civilisationskritik, men længere når den ikke.

Som Jake Sully siger i The Way of Water: ’Hvor vi end er, så er familien vores fæstning’

Der er selvføgelig en kritik af den amerikanske – og dermed den herskende (vestlige, kinesiske osv.) – filosofi om vækst som den eneste afgørende parameter i vores såkaldte civilisation. Vækst, og dermed menes materiel vækst, er ikke den måde, der leves på i skoven – og heller ikke ved havet. Her er det samhørigheden med naturen, som er det vigtige. Lyset, spændstigheden, dyrene og de menneskelige værdier står i centrum – og selvfølgelig naturen som helhed.

Men de forskellige sider af det menneskelige sind er taget med over i Skovfolket og Revfolket, hvor den faderlige tugt og tilrettevisning er vigtig, når det gælder sønnernes måde at opføre sig på. Drenge er drenge, hvad enten de er vokset op i det ene eller det anden type samfund.

Men respekten for naturen og for vandet som en del af naturen er noget af det centrale i filmen, måske mest i den første film, hvor The Way of Water mere bliver en actionfilm med naturelementet sat lidt i baggrunden.