Af Michael Højer, Formand i bestyrelsen, Favrskov Gymnasium

I onsdags kom jeg hjem efter det første årskursus i medielærerforeningen, siden vi blev ramt af corona i foråret 2020. Jeg var træt – meget træt. To en halv dages kursuskoordination, hurtige beslutninger, afskedstaler, mikrofon-holderi, faglige inputs, god mad, rødvin og fadøl, samt lyden af stemmerne fra 120 mediefagslæreres både sjove og spændende samtaler lå tungt i maven og hovedet. Jeg følte mig smattet, splattet, udgnattet og rundbarberet. Men jeg var også glad.

Glad for at vi endeligt kunne mødes igen under en form, og omkring et indhold, som vi alle holder så meget af, nemlig i et fantastisk fagligt fælleskab med levende billeder i centrum. Det har vi virkeligt trængt til. Og, selvom nyhederne vidner om noget andet, så lad os da håbe på, at årskurset her i november markerer et skæringspunkt og et skift tilbage til en mere normal tid, hvor vi igen kan sætte fokus på mediefaglige udfordringer og løsninger.

Den nye formand, Michael Højer

Årskursus 2021

Årskurset havde i år fokus på produktionsdelen af faget. Kurset Der var generel tilfredshed med kurset (knap 75% har svaret ”meget godt” eller ”godt”) og de praktiske forhold (længde, tidspunkt, hotellet, forplejning, service osv.), og flere oplæg har fået rigtigt pæne ord med på vejen – og man kan allerede nu se opfølgende debat og ideudvikling i Facebook-gruppen, hvilket jo ikke kan være bedre.

Andre dele af kurset blev, ifølge evalueringerne, ikke helt det gennemgribende fagligt inspirerende festfyrværkeri som oplæggene nogle gange kan være. Flere har kommenteret, at enkelte oplæg og workshops var for lange og ufokuserede, lå for langt fra vores hverdag, og at de ting oplæggene omhandlede derfor var for svære at omsætte til den daglige undervisningspraksis. Denne kritiske feedback, som vi sætter stor pris på, tager vi til os og går i krig med at lave et kursus, der er endnu bedre næste år.

At evalueringen ikke var helt i top, tager dog ikke glæden fra, at vi igen – endeligt – kunne opsætte nogle hyggelige rammer for social og mediefaglig sparring på Hotel Svendborg. For det var måske netop årskurset vigtigste funktion denne gang: at vi igen kunne være i et større socialt fælleskab med en stor gruppe fagligt ligesindede.

Generalforsamlingen

Årskurset blev indledt med medielærerforeningens generalforsamling, som havde fire helt centrale punkter på dagsordenen: formandens beretning, økonomi, vedtægtsændringer og valg til bestyrelsen.

Afgående forkvinde, Mette Wolfhagen Linnebjerg, førte os igennem et par år under coronaens åg i sin beretning, der også blev brugt til at sige tak, både til de afgående bestyrelsesmedlemmer – Margen Ott, Line Arlien-Søborg, Henrik Rytter og Camilla Paula Andersen – og for hendes egne tolv år som hhv. menigt bestyrelsesmedlem, kursusansvarlig og formand for vores forening. Vi takker alle fem afgående medlemmer for deres store indsats for vores forening, og særligt selvfølgelig vores afgående forkvinde, Mette, der gennem seks år, på flotteste vis, har været med til at løfte faget ind i en ny ære efter reformen.

Foreningens meget sunde økonomi blev fremlagt af kasserer Lasse Harder Shousboe. P.g.a. den sunde økonomi vedtog generalforsamlingen et budget, hvor der blev afsat kr. 100.000 til en kampagne for mediefag. Forarbejdet til kampagnen blev egentlig allerede sat i gang efter sidste generalforsamling, men corona satte en stopper for det videre forløb. Det bliver en af de centrale opgaver for den nye bestyrelse af følge dette projekt til dørs.

Lasse stod også for fremlæggelsen af en række ændringer og justeringer i vores vedtægter, den største af hvilke var, at afholde generalforsamling hvert år i stedet for hver andet år. I denne forbindelse blev det indskrevet i vedtægterne, at der bliver et rullende valg til bestyrelsen, således at man hvert år vælger bestyrelsesmedlemmer for to år, hvor der er 2 eller 3 på valg i lige år og 3 eller 4 på valg i ulige år. Suppleanter vælges for 1 år ad gangen. Denne ændring har været ønsket, for at skabe kontinuitet i bestyrelsen og bestyrelsesarbejdet, så vi ikke ender i en situation, hvor alt for mange bestyrelsesmedlemmer træder ud på en gang.

Den nye bestyrelse

Det sidste store punkt til generalforsamlingen var netop valget til bestyrelsen. Det var særligt interessant i år fordi hele fem medlemmer i år havde valgt at forlade bestyrelsen, jf. foregående vedtægtsændringer vedrørende rullende optag. Bagdelen ved at så mange stopper på én gang er selvfølgelig tabet af en masse knowhow som vi kommer til at savne. Det er ærgerligt. Til gengæld kan en ny, stor gruppe bestyrelsesmedlemmer være med til at kaste en masse frisk energi ind i arbejdet. Og det var foreningen heldigvis begunstiget af, at rigtig mange havde et ønske om at gøre; faktisk så mange at vi kunne fylde bestyrelsen helt op, inkl. suppleant-posten. Tak for det. Medielærerforeningens ny bestyrelse nåede at konstituere sig selv i løbet af årskurset og ser nu således ud:

Formand: Michael Højer (Favrskov Gymnasium)

Næstformand & Kasserer: Lasse Harder Schousboe (Varde Gymnasium)

William Bjarnø (Slagelse Gymnasium)

Rasmus Falbe-Hansen (Paderup Gymnasium)

Emil Christian Østergaard (Frederiksberg VUC)

Jakob Sudhakar Thommesen (Gribskov Gymnasium og HF)

Niklas Boel Kristensen (Munkensdam Gymnasium)

Suppleant: Mathias Høegsberg Petersen (Frederiksborg Gymnasium og HF)

Velkommen til Mathias, Niklas, Emil, Jakob og Rasmus. Og så ikke et ord om kønsfordeling … andet end at vi igen vil opfordre flere kvinder til at stille op når vi igen står over for valg til bestyrelsen næste år.

I bestyrelsen glæder vi os, under alle omstændigheder, til at komme i gang med næste årskursus, kampagneprojekt og de øvrige opgaver der er – og vi er faktisk så småt gået i gang. Vores arbejde vil blive fremlagt på næste generalforsamling, og man kan følge det løbende her i Bestyrelsen Bord i vores forenings dejlige medlemsblad CUT.

Ellers er der bare tilbage at sige tak for årskursus – og tak for i år – med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår til jer alle, og til mediefag.