Ovenstående foto: Stefania Rosini, www.stefaniarosini.com

Af Thomas Schultz, Kolding Gymnasium

Den danske filminstruktør Janus Metz har de senere år markeret sig både inden for fiktionsfilm, dokumentarfilm og amerikansk seriefiktion. Han er netop gået i gang med at klippe sin seneste produktion, All the Old Knives, med bl.a. Chris Pine, Laurence Fishburne og Jonathan Pryce i nogle af de bærende roller.

Hvilke etiske overvejelser er vigtige, når man skal vælge en location?

“Det vigtigste for mig – hvad enten jeg instruerer fiktion eller dokumentar – er, at en location understøtter min fortælling. Siger den noget om en karakter eller et bestemt miljø, jeg gerne vil skildre, eller har den f.eks. nogle særlige billedmæssige eller ligefrem poetiske kvaliteter, jeg søger med min film? Hjælper den m.a.o. fortællingen fremad og på rette spor? 

På en fiktion er en location jo et sted, man ofte “ejer”, og derfor er der sjældent de store etiske overvejelser forbundet med det. Man kan leje sig ind i bygninger og ejendomme gennem kontrakter med ejere, kommuner, forretningsdrivende og naboer, og hvis man kan få en accept til at bruge stedet, er man på mange måder “home free”. Man skal naturligvis sørge for ikke at ødelægge noget og respektere andres ejendom, men ellers synes jeg, etiske rammer vedrørende en location mest forholder sig til spørgsmål om repræsentation. Her handler det igen om, hvad jeg forsøger at sige med min fortælling. Her spiller production design (eller scenografi som det hedder på dansk) jo også ind. Bor en indvandrerfamilie fra Mellemøsten i Danmark nødvendigvis i Vollsmose med bedetæpper på gulvene og korancitater på væggene, eller er det et andet billede, man ønsker at give med sin historie? Jeg synes, man skal være påpasselig med at falde for lette stereotyper, der blot stigmatiserer frem for at udfordre vores forestillinger om andre mennesker.

I dokumentargenren er locations ofte noget, der følger mere naturligt med historien. Det kan være der, hvor de medvirkende bor eller arbejder. Det kan være en bar, de kommer på, et supermarked, de handler i, deres bil eller et sted i skoven, som de elsker at gå hen for at være alene og klare tankerne. Det kan også være det værelse i et hus, hvor filmens hovedperson begik selvmord. Igen synes jeg, at locations indskriver sig i film gennem deres naturlighed over for fortællingen. I mine dokumentarfilm kan jeg også vælge at flytte den medvirkende hen på en location for at nå frem til et bestemt udtryk. Her er det mig som filmskaber, der vælger et udtryk, jeg synes får noget vigtigt frem i historien. I min film Hjertelandet – der handler om dansk/thailandske ægteskaber – er der f.eks. en scene, hvor en af filmens hovedpersoner, Niels på 76, ligger i vandet ud for en strand i Pattaya. Han breder armene ud til siden og flyder som en kristusfigur. Filmen er på mange måder en meditation over vores valg gennem livet og de konsekvenser – tilsigtede som utilsigtede – de kan have for os i vores ønske om at blive forløste. Niels gik ofte på stranden, og jeg havde dette billede af Niels inde i mig, som en poetisk sandhed om ham. Vi valgte derfor denne location, og det blev efter min mening en af filmens smukkeste øjeblikke. Jeg synes, det blev et sandt øjeblik.

Etiske forhold omkring locations kan i mine øjne ofte hænge sammen med, om der er mennesker til stede, som ikke ønsker at blive filmet. I Fra Thailand til Thy-serien filmede vi en del på barer og stripklubber i Pattaya, hvor mænd køber sex af de piger, der var med i vores film. I den form for locations er det naturligvis afgørende, at de mennesker, vi filmer, er indforståede med projektets formål og har givet deres accept til at blive filmet.”

Hvilke juridiske rammer er der, når man skal vælge location?

“Jeg ved ikke så meget om dette. Her er jeg jo i den lykkelige situation, at jeg ofte har en producer, som kan fortælle mig, hvad jeg må, og hvad jeg ikke må. Ofte handler det om at have forhandlet sine aftaler på plads, så man har tilladelse til at filme, og så man ikke generer andre mennesker, der ikke har noget med projektet at gøre. Hvis man f.eks. skal filme i en lufthavn, skal man have lufthavnens tilladelse, og i nogle lande skal man f.eks. også have en tilladelse til at filme på gaden.”

Hvad kan en location tilføje til fx et interview?

“Valget af location er altid medfortællende for historien. Det er det også, når man laver et interview. Ofte er en forsker f.eks. interviewet foran sin bogreol eller i sit laboratorie. Det giver en oplevelse af autoritet omkring det, forskeren siger. En location er en scene eller en arena, der tilskriver den interviewede betydning. Hvis man interviewer en statsminister i en børnehave, har det et andet udsagn, end hvis interviewet finder sted på en virksomhed eller hjemme i stuen. Der ligger en masse signaler heri, som giver interviewet betydning. Man kunne jo spørge sig selv om, hvad der ville ske, hvis man kunne interviewe en statsminister liggende i græsset under et stort træ. Måske ligefrem nøgen.”

Kan du nævne eksempler på locations, som du aldrig ville vælge og hvorfor?

“Jeg har svært ved at tænke på en location, som jeg aldrig ville vælge. Måske ville jeg aldrig vælge at trænge ind til en Amazon-stamme, som lever beskyttet for kontakt med udefrakommende. Jeg ville føle, at jeg med mit kamera og min tilstedeværelse måske ødelagde noget skrøbeligt.”

Hvor vigtig er valg af location i dine film?

“Mine film handler meget ofte om “steder”, hvilket også ofte fremgår af titlerne: Fra Thailand til Thy, Armadillo, Township Boys.

Jeg kan godt lide, når karakterer og medvirkende bliver sat i scene, så valget af location bliver et fortællegreb. Det er ofte allerede naturligt til stede i fortællingen, og det må meget gerne tilføje noget ekstra til historien.

I Fra Thailand til Thy er Thy skildret som et sted, der ligger “langt ude på landet”. Der er langt mellem husene, der er store himle, som vi små mennesker går rundt under med alle vores spørgsmål om, hvorfor vi egentlig er her, og hvad meningen med det hele egentlig er. Der er plads til længsler og drømme og ensomhed. Og der er voldsomt Vesterhav, hvis bølger bruser ind i sjælen med et oprørt kaos, når vi skal tage store livsomvæltende beslutninger. Stedet (location) spejler på mange måder karakterens indre i min fortælling. Det er et fysisk sted, men det er i lige så høj grad et mentalt sted. Nogle gange et symbolsk sted.

I Armadillo er selve Armadillo-lejren den helt centrale location. Den virkede på mig kort fortalt som en maskingeværsrede midt i Helmand-zonen, hvor de danske soldater kunne beskytte sig mod den farlige verden, der lå uden for lejrens mure. Den blev et sindbillede på soldaternes væren i Afghanistan.

Lejrens tykke mure skabte tryghed, men samtidig skabte de også en trykkoger af angst over for den verden, der lå udenfor, og som man reelt havde meget ringe muligheder for at interagere med, med mindre det foregik for enden af en geværkolbe.  Lejren blev et sted, hvor angst, mistroiskhed og paranoia blomstrede, mens soldaterne forsøgte at fastholde en form for normalitet og ikke mindst troen på formålet med deres mission.” 

Hvad er din yndlingslocation i dine eller andres film?

“Jeg kan godt lide film, der foregår på én location, hvor location giver rammerne for fortællingen. Fængslet i Michael Noer og Tobias Lindholms film R er et godt eksempel herpå. Jaques Audiards Un Prophete er den ultimative fængselsfilm, hvor mikrosamfundet og magtkampene inden for fængslets mure lægges klart bid for bid. Jeg var også glad for tennisbanen som location i min film om Bjørn Borg og John McEnroe (Borg vs. McEnroe), da den var en stærk arena for en fortælling om ensomhed og kontrol.

Kridtstregerne og nettet afmærkede en slags “livets kamp”, som blev opført imellem de to spillere, idet de måtte give alt og aktivere alle deres erfaringer, længsler og traumer, når de spillede mod hinanden. Men den ultimative locationfilm er nok Stanley Kubriks 2001: A Space Odyssey. Her er filmen drama indkapslet i rumskibet, hvis styresystem får sin egen vilje og sætter sig op mod astronauterne. Derudover er designet af rumskibet “HAL” så übercool, som man overhovedet kan tænke sig.”