CUT 118 / POV af Hans Oluf Schou

Tema for dette nummer af CUT er vores nye læreplan for fagets C-niveau, som det tager sig ud efter 2017-reformen.

Læreplanen er på visse punkter anderledes end den plan, vi har arbejdet ud fra i de sidste 12 år, 2005-2017. Der er sket justeringer, og der er ikke mindst lagt nye områder og opgaver ind i læreplanen.

Nu er der gået et år, og spørgsmålet er, hvordan det har fungeret dette første år med de nye udfordringer. Hvordan er det gået rundt om på skolerne – har det været for stort, for meget, eller har man fået det til at passe sammen med det, man gjorde før?

Hvad er de store udfordringer?

Ja, hvis jeg starter med mig selv, så synes jeg, det var svært at nå at inddrage ’nyere medier’ og det ’kontekstuelle’. Med de få timer, vi har til C-niveau, så synes jeg, vi havde travlt under den gamle læreplan. Nu har vi mere travlt.

Som Søren Falgaard skriver i sin artikel: ”Et problem med 2017-læreplanen er for mig at se, at man skal nå endnu mere end før i undervisningen, og at det derfor er svært at lave længere forløb, hvor man virkelig kan slå sig løs og bruge en masse tid på at komme bredt omkring et emne.” Søren skriver samtidig, at han har haft gode erfaringer med den nye læreplan.

En anden udfordring vil være at honorere opfordringen til, at elevernes praktiske arbejde kan tilrettelægges med et klart anvendelsesperspektiv, eksempelvis til at løse konkrete formidlingsmæssige opgaver, evt. i samarbejde med interne og/eller eksterne parter. Jeg har ikke selv kunnet leve op til det på mit hold fra sidste år, og det bliver ikke lettere på mit nuværende HF-turbo hold. Men jeg vil snakke med dem om muligheden.

Kravet om, at eleverne skal reflektere over distributionskanal, bliver også berørt i en af artiklerne, hvor Laura Sejr Nielsen skriver, at ”elevernes refleksioner over distributionskanal, formidling og målgruppe begrænsede sig i alt væsentligt til ordene ”unge” og ”YouTube” – og elevernes perspektiveringer begrænsede sig til at henvise til det, de havde set i undervisningen.

I en situation, hvor vi må forvente, at der bliver færre B-niveau hold, har vi brug for at diskutere, hvordan vi får organiseret vores C-niveau-hold, så vi fastholder de faglige udfordringer, der skal være til stede for fagets og for vores egen skyld og samtidig kan være i det på et realistisk niveau.

Der vil være behov for at følge op på disse overvejelser, og vi opfordrer til at dele flere erfaringer i de næste numre og på årskurset.

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *